"Vi står et sted, hvor forvaltningen siger ét, lederne siger noget andet og lærerne noget helt tredje. Især i forhold til om resurserne følger med, hvad der jo hele tiden har været meningen. Det må vi bare erkende, at det kan en spørgeskemaundersøgelse ikke afdække, slet ikke når svarprocenten er så lav".

Sådan lyder meldingen fra professor Niels Egelund, der er leder for det forskerteam fra Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU) og SFI, der i perioden 2013-2015 årligt analyserer inklusionsindsatsen i 12 udvalgte kommuner for Undervisningsministeriet.

Inklusion: Tvivl om ministeriets måling

Her spørger de skolechefer, skolebestyrelser, PPR, skoleledere, lærere, forældre og elever om inklusion, men i årets afdækning er der altså ikke meget, de er enige om. Svarprocenten blandt lærerne var i årets undersøgelse på 37 procent.

Uenighed om efteruddannelse

Ifølge skoleforvaltningerne har alle kommunerne søgt at give personalet et kompetenceløft, og der er afsat betydelige resurser til det. Skolelederne svarer for deres vedkommende, at de alle i indeværende skoleår har søgt at ruste lærerne til arbejdet og udfordringerne forbundet med inklusion.

82 procent af lederne angiver, at de har taget initiativ til, at der skal arbejdes med bestemte pædagogiske værktøjer og modeller. Størstedelen af skolelederne melder om, at de har forsøgt at øge det pædagogiske personales opbakning til inklusion gennem efteruddannelse.

Inklusion kræver opkvalificerede lærere

Lærerne mener på den anden side ikke, at de har modtaget efteruddannelse. Kun en tredjedel angiver, at de har deltaget i pædagogiske dage, kurser om inklusion eller bestemte pædagogiske modeller.

Ifølge lærerne består den typiske opkvalificering af fælles kommunale kurser for en stor personalegruppe, men hvor "indholdet opleves for overfladisk, hvorfor det personlige udbytte er begrænset". Knap halvdelen mente i 2013, at de havde faglig ballast til at håndtere de udfordringer, der er forbundet med inklusion, og den andel er ikke steget i 2014.

Ministeriets evaluering: Lærerne er ikke klædt på til inklusionen

Ifølge Niels Egelund kan det skyldes uenighed om kvaliteten i tilbuddet, at lærere og ledere tilsyneladende ser verden forskelligt.

"Jeg er bange for, at nogle skoleledere måske har været lige vel positive og har svaret, at alle har fået efteruddannelse. Lærerne har på den anden side måske ikke været tilfredse med det, de har fået, og så har de svaret, at det har de ikke", siger han.

Derfor håber lederen af dokumentationsprojektet, at Undervisningsministeriet til næste år kan finde penge til at supplere spørgeskemaundersøgelsen med en række interviews, hvor forskerne kan sætte sig sammen med skolens ledelse, tillidsrepræsentanter og inklusionsresursepersoner. Så kan ledelse og lærere få mulighed for at debattere, om for eksempel en pædagogisk dag er relevant efteruddannelse i inklusion.

"Hvis lederen så tilføjer, at man også har introduceret LP-modellen, så kan vi påpege, at den går på meget andet end inklusion. Så kan vi få svesken på disken i forhold til, hvad der bliver gjort, og hvad lærerne synes om det tilbud", siger Niels Egelund, som vurderer, at interviewsne vil tage cirka tre måneder at gennemføre.

Flere penge til støtte eller vikardækning?

Også et andet punkt giver anledning til uenighed: om resurserne følger med ud i klasserne. Det har det nemlig mod forventning ikke været muligt at finde ud af med årets afrapportering, siger Niels Egelund.

Rapporten påpeger, at der er tilgået området, der dækker børn med særlige behov, 1,1 procentpoint flere resurser i 2013. Selvom udgifterne per elev generelt set er faldet i flere af kommunerne, er budgettet til området øget i otte af de 12 kommuner. Der er dog stor forskel på kommunerne. Rapporten understreger at den mekanisme, man tildeler resurser efter, ofte er uigennemskuelig for personalet på den enkelte skole.

Resursetildelingen sker de fleste steder på baggrund af skolens elevtal, hvorefter der bevilliges ekstra midler fra en central pulje på baggrund af skoledistriktets socioøkonomiske baggrund.

Flere lærere udtrykker, at støttepersonen til tider bliver taget ud af klassen for at være vikar i en anden klasse. Det er gennemgående for lærernes svar, at de mener, at politikerne ikke har sat nok resurser af, og at de efterlyser flere hænder i klasserne. De fleste lærere mener, at inklusionen ikke kan lykkes uden fuld støtte.

Ond spiral: Vikarbehov spænder ben for inklusion

Niels Egelund påpeger, at langt de fleste kommuner nu har lagt det ud til den enkelte skoleleder at fordele resurserne på skolen.

"Derefter ved vi ikke, hvad de bliver brugt til", siger han. Også det, mener han, vil kunne afhjælpes ved at samle lærere, ledere og resursepersoner om samme bord til et interview.

"Så får man dialogen, så vi kan komme nærmere, hvem der taler sandt, når der tilsyneladende er uenighed om, hvorvidt pengene går til støtte eller vikardækning".

Ifølge ministeriet skal en arbejdsguppe med repræsentanter fra Undervisningsministeriet, Finansministeriet og KL med udgangspunkt i erfaringerne fra dette års undersøgelse og den nye økonomiaftale med kommunerne evaluere behovet for tilpasninger af næste års undersøgelse. Gruppen skal efter sommerferien også se på supplerende initiativer, der skal sikre en tættere opfølgning på den øgede inklusion, som det blev aftalt med kommuneaftalen for 2015.

Opbakning til inklusion er faldende 

Rapporten konkluderer, at opbakningen til inklusion blandt lærerne er faldende. 14 procent svarer, at de er enige eller meget enige i opbakningen til inklusion. Sidste år var tallet 19 procent.

Blandt skolelederne bakker tre fjerdedele op om inklusionen, og 28 procent har en opfattelse af, at lærerne bakker op. Det er næsten en halvering fra 45 procent sidste år. Skolelederne angiver også, at opbakningen til inklusion blandt forældre til børn med særlige behov er stigende, mens den er lav og stadigt faldende blandt forældre til almenelever.

Undersøgelse: Inklusion medfører elevflugt fra normalklasserne

På forvaltningsniveau er der en udpræget opfattelse af, at lærernes usikkerhed eller ligefrem modstand mod inklusionsindsatsen hænger sammen med sidste års lockout og den nye skolereform.

Stor forskel på hvor langt kommunerne er

Billedet i rapporten mudres en del af, at det er meget forskelligt, hvor langt man er med inklusionsindsatsen i de enkelte kommuner.

"Målsætningerne er etableret i alle kommuner, og mens de kommuner, der startede tidligt, er i gang med implementeringen, er de senest startende kommuner i færd med at færdiggøre arbejdet med strategierne. Det er tydeligt, at det at arbejde med inklusion er en udviklingsproces, og alle kommuner bærer præg af, at inklusion er gået fra et overordnet ideal til at være en del af praksis", står der i rapporten, hvor der også understreges, at nogle kommuner har været på forkant:

"De kommuner, der har været tidligst i gang, har også iværksat forudgående kompetenceudviklingsprogrammer for medarbejderne, før inklusionen er sat i gang rent organisatorisk. I de kommuner, der er gået i gang senere, er kompetenceudvikling og organisatoriske ændringer nærmest gået hånd i hånd".

Ifølge rapporten er inklusionsgraden steget fra 94,9 procent sidste år til 95,5 procent. Regeringens målsætning om at 96 procent af eleverne i folkeskolen skal være tilknyttet almenområdet er dermed snart opfyldt.

"Pengene skal ikke følge eleverne krone for krone". Læs stort interview med Christine Antorini om rapporten i næste nummer af Folkeskolen.

Læs hele rapporten ved at følge link til højre for artiklen.