Inklusion er en kompliceret størrelse, og det handler ikke om, hvorvidt man er for eller imod, som det nogle gange kommer til at fremstå. Men det handler om at se nuanceret på inklusion, mener skoleleder Lone Beyer. Hun er leder af Frejaskolen, som er en af Københavns Kommunes specialskoler med elever indenfor autismespektret. Lone Beyer er uddannet lærer, psykolog og medlem af Børnerådet. Hun var inviteret af Københavns Lærerforening til at holde oplæg på et cafemøde om inklusion, hvor lærere fra flere skoler i København var mødt op.

"Inklusion handler om menneskesyn. Om at have en holdning til at vi arbejder med, at alle kan være her", sagde Lone Beyer og fortalte, at hun er træt af at se de samme to historier i medierne altid. Den ene handler om den trætte mor, der har et barn i vanskeligheder i skolen, og den anden handler om nogle forældre, der er glade for, at deres barn har fået plads på en specialskole.

"Kan det være rigtigt, at vi skal have fire diagnosebørn i klassen? hører man ofte nogle spørge. Men man skal huske, at barnet ikke er sin diagnose. Det er et barn, der er i gang med sin udvikling. Børnene har altid været her, og hvis de er normalt begavede og hvis deres kognitive vanskeligheder ikke er for stærke, så bør de være ude hos jer i folkeskolerne. Men bag et barn i afmagt står en lærer i undervisningsvanskeligheder, så det handler også om at opkvalificere lærerne", sagde Lone Beyer.

"I Vordingborg Kommune har man afskaffet specialskolepladserne, og det går i den helt forkerte retning".

Statusrapport over inklusion i Vordingborg viser store problemer

Hun talte for at børnene så vidt muligt skal være i almenskolen, men hvis de har behov for det, skal de have et specialtilbud. Og så skal folkeskolen og specialskolen samarbejde, så de ligner hinanden så meget som muligt. Man kan for eksempel også udveksle elever skolerne imellem, når det er muligt.

Inklusion kræver noget af alle

Fra pædagogik til lægeverden

I et screeningsprojekt fra Valby har man fulgt børn mellem fire og ni år, og det viser sig, at hvis man rådgiver pædagoger og lærere til de børn, der er i vanskeligheder, og gør det tidligt, så betyder det rigtig meget. Så kan flere tilsyneladende være i almentilbuddet. Et nyt pilotprojekt er i gang på området. Et af kommunens kompetencecentre findes også på Frejaskolen, og herfra tager man ud på skolerne med støtte og rådgivning. Nogle skoler henvender sig ofte, andre aldrig.

"Det er vigtigt, at vi har en fod ude hos jer. Det nytter ikke, at vi kommer med gode råd fra Frejaskolen, hvor vi måske har fire børn til en lærer og så ud til en lærer, der står med 28 elever i klassen".

Lone Beyer stillede spørgsmålet om vi diagnosticerer for mange børn og svarede selv ja. Men understregede, at der jo også findes børn uden diagnoser, der er i vanskeligheder.

"Når jeg læser i avisen, at professor Niels Egelund glæder sig over, at inklusionsprocenten er steget lidt, så tænker jeg: Hold da lige op, fordi eleverne er inkluderet, betyder det jo ikke nødvendigvis, at de har det godt".

"Tidligere talte vi mere pædagogik, når vi talte om børn i vanskeligheder. Vi talte om deres funktionsbesvær, men vi søgte ikke over i lægeverdenen efter begreber. Men i dag skal man have en diagnose for at få et specialtilbud, og det betyder noget".

En af konklusionerne lød, at jo tidligere man sætter ind, jo bedre går det. Og at vi er gået fra at se på fejl hos børnene til mere at se på deres evner og resurser, hvilket ifølge Lone Beyer er vejen frem. Børnene skal ikke omtales ud fra det, de ikke kan, men man skal i stedet bygge på deres resurser.

Øget inklusion skal ske med små skridt

Mislykkede strategier

Flere københavnske folkeskoler var repræsenteret på cafémødet, og flere lærere luftede deres frustrationer over inklusionsproblematikkerne i hverdagen. Der blev talt om de faglige mål, hensynet til de enkelte elever og at man ind imellem i folkeskolerne har elever, der er lige så udfordret som dem, der går i specialtilbud.

Nogle fortalte om de mange forældre, der flytter deres børn, fordi de synes, der er for meget uro i klassen og for mange elever med forskellige vanskeligheder.

Lone Beyer understregede, at den faglige og sociale læring foregår samtidig og hænger sammen. Hvis man skal fungere i samfundet kræver det, at man kan kommunikere, indgå relationer, kunne koncentrere sig og forstå andres følelsesmæssige behov. Man skal være fleksibel, selvstændig og have overblik. Netop det som børn i autismespektret har svært ved. Derfor kommer de hele tiden skævt i gang.

"Jeg kan godt lide på forhånd at vide, hvad jeg skal, og sådan har mange det. Som lærer har vi forberedt vores undervisning, men vi får måske ikke formidlet det godt nok til eleverne, hvad dagen indeholder og hvornår. Så når eleverne når 3. lektion, kan de ikke rumme mere. Der er for meget støj og for mange sanseindtryk for dem".

Hun citerede neurolog Martin Kutscher (2008): "Man kan blive overrasket over hvor mange gange børn bliver ved med at anvende de samme mislykkede strategier, men også over hvor mange gange der skal til, før det går op for os, at vi bliver ved med at anvende mislykkede strategier i forhold til dem".

Seks film om inklusion fortæller konkrete historier om elever med særlige behov

Dokumentation om inklusion?

Lone Beyer anbefalede mere systematisk arbejde med inklusion, og at man nu kommer godt i gang med folkeskolereformen og så senere samler op på hvordan det går.

"Passer reformen så godt til inklusionen, som undervisningsministeren siger? Der er modsatrettede tendenser - høj faglighed overfor alles ret til at trives og udvikle sig. Og der er dokumentationskrav på godt og ondt. Husk på at hvor mange elever, der går til afgangsprøve, ikke er dokumentation for hvordan det går med inklusionen. Man kan spørge, om folkeskolereformen er det nationale svar på udfordringerne lige nu. Næppe. Den starter jo med at være underfinansieret".

Skolelederen talte om målemetoder, om hvordan man kan vurdere indsatsen. At se på karakterer ved afgangsprøverne er ikke nok.

"Det kan have taget jer utrolig lang tid at flytte et barn fagligt til et 2-tal, så karaktererne siger ikke nødvendigvis meget i sig selv".