”Jeg har nået en alder, hvor flere og flere opfordrer mig til at skrive testamente. Det mest værdifulde, jeg efterlader mig, udover mine børn, børnebørn - og hvis jeg er heldig, oldebørn - er mine erfaringer som lærer i folkeskolen i godt 30 år. Det er dem, jeg deler ud af i denne kronik. Jeg håber, du vil læse, diskutere og dele kronikken med andre.” 

Sådan skrev 69-årige Lasse Bak Sørensen på sin Facebook-profil den 5. marts og delte en lang kronik fra hans hånd på POV International under overskriften ”Skolen skal tænkes helt forfra”. 

Siden er det strømmet ind med likes og kommentarer fra både tidligere kolleger, tidligere elever og notabiliteter inden for uddannelsesverdenen. 

Den første reaktion kom fra uafhængig børne- og skoleforsker samt medlem af Børnerådet Louise Klinge:

”Som børne- og skoleforsker med en dyb optagethed af, at vi som samfund skaber et skoleliv, der gør godt for alle børn, så er jeg ovenud begejstret for Lasse Bak Sørensens vigtige kronik. Hvert afsnit rummer sætninger, der er så præcise, enkle og dybe, at de burde printes og hænges op på alle skoler, læreruddannelser, forvaltninger og ministerkontorer,” lød reaktionen.

Noget af et skudsmål, som gjorde Lasse Bak Sørensen jublende glad og som nu giver ham en tro på, at han rent faktisk kan få udgivet den bog, han har skrevet på de sidste fire år under arbejdstitlen ”Pensum: kærlighed og kreativitet”. 

Skolen træner i apati

For ifølge Lasse Bak Sørensen er der noget helt galt med den danske folkeskole. Skolen sætter systematisk eleverne mentalt på standby. I faser af livet, hvor børn er allermest nysgerrige og motiverede for at lære, træner skolen dem i stedet i apati. Med potentiel skade på deres indlæringsevner og udviklingsmuligheder. For hjernen svækkes af passivitet. 

Ifølge ham har vi skabt en skole, der er alt for akademisk, og han kalder det ”en misforståelse”, at børn udsættes for et hårrejsende stort pensum med en hel masse stof, som er fremmed for det liv, de står i. 

”Pensum er vokset og vokset, og der er ikke meget tid til det sociale og det relationelle. Samtidig har vi skabt en skole med fokus på test samt abstrakt og symbolsk læring, hvor udenadslære honoreres. Hvor vi i stedet burde have et skolesystem, der honorerer kreativitet, og hvor fokus er handlinger og oplevelser, som passer bedre til børns behov”, siger Lasse Bak Sørensen. 

Når de danske børn tilbringer 10 år af deres liv i folkeskolen – 13.000 af deres bedste, vågne timer - mener han som minimum, at vi som samfund bør tænke over, hvad børn egentlig er for nogle skabninger. Hvordan udvikler de sig? Hvordan lærer de bedst? 

For hvad nu, hvis skolen som vi kender den, slet ikke er den bedste måde at lære på? Hvad hvis vi i stedet skaber en skole, som børn ikke har lyst til at flygte fra, men glæder sig til at være en del af, spørger Lasse Bak Sørensen. 

Oplæg til diskussion 

Han understreger, at bogen ikke skal ses som en facitliste, men som hans bud på, hvad man kan gøre for at ændre på tingenes tilstand med lærerflugt, faldende elevtrivsel, dalende fagligt niveau, inklusion omdannet til eksklusion og stadigt flere elever, der oplever perioder med manglende lyst og vilje til at gå i skole. 

”Jeg skriver bogen for at få en diskussion – ikke for at være ham, der tror, han har alle svarene. En diskussion om, hvad er godt? Hvad er skidt? For jeg brænder for folkeskolen og mener, at den har et kæmpe potentiale, er bevaringsværdig, endda vigtig, men kun hvis vi tør tænke den helt forfra. Så jeg håber, at lærerne vil se min bog som oplæg til diskussion”. 

Buddet fra Lasse Bak Sørensen handler om en skole, hvor eleverne får lov til at være medskabende og kreative. Med fokus på projektorienteret og problemorienteret undervisning.

Meningsfuldt projekt ændrede klassen 

Han fortæller om en 7. klasse på Absalons Skole i Roskilde, som han overtog som klasselærer i 2016. En klasse, der havde ry for at være en af skolens sværeste at være lærer og især vikar i. Klassens kultur var det endnu mere utrygt at være elev i. 

Han viste eleverne tillid og tiltro, men brugte i starten alt for meget tid på at irettesætte drengene og skrev blandt andet til forældrene, at drengene opførte sig som en flok aber på kokain. Kommunens AKT-vejleder besøgte klassen flere gange og lod dem arbejde med teambuilding, men det gav ikke de store resultater. 

”Bøtten begyndte for alvor at vende, da vi søsatte et projekt, hvor eleverne skulle arbejde sammen om noget meningsfuldt og vigtigt”, fortæller Lasse Bak Sørensen. 

Eleverne besluttede at gøre noget aktivt for at redde Jordens truede regnskove. De lavede kreative optrin på gågaden og fik de forbipasserende til at give penge til fredning af regnskov. De besøgte skolens øvrige klasser og holdt oplæg om regnskoven. Endelig stod de i spidsen for malingen af et kæmpestort regnskovsmaleri på en mur i skolegården. 

”Hele det projekt tror jeg ændrede klassen fundamentalt. For klassen fandt ud af, at de havde brug for hinanden, og de fik så mange klap på skulderen for deres indsats”. 

En optimistisk bog 

”Pensum: kærlighed og kreativitet” bliver en optimistisk bog med en blanding af viden om børns behov og udvikling samt personlige erfaringer fra et lærerliv gennem 35 år. 

Bogens fokus på kærlighed og kreativitet skyldes, at netop de to ting er menneskets mest fundamentale psykologiske drivkræfter. De får os ud af sengen om morgenen, giver os lyst til at gå på opdagelse og motiverer os til at forbedre livet for os selv og andre, siger Lasse Bak Sørensen. 

”Bogen skal redigeres, for jeg finder hele tiden noget mere, der skal med, så den gror og gror. Her på det seneste har jeg læst en masse forskning om kedsomhed, som også er superspændende og vigtigt”. 

Naturklasse med opsigtsvækkende resultater 

Som initiativtager til naturklassen på Rødkilde Skole i København – kendt som  Rødkildeprojektet - ser Lasse Bak Sørensen det at bruge naturen som læringsrum som en af de oplagte veje at gå. For ifølge ham løftede naturklassen noget af sløret for, hvad skolen kan gøre bedre. 

I tre skoleår fra 3. til 5. klasse var alle torsdagens syv lektioner henlagt til Lille Hareskov, og selvom syv lektioner lyder som en prøvelse, så fløj dagen afsted for både lærere og elever.

I kronikken i POV International, som også er tænkt som forordet til den færdige bog, skriver Lasse Bak Sørensen:

”Eleverne i naturklassen behøvede ikke at komme hjem og sige: Vi har om stenalderen. Hver torsdag kunne forældrene se på deres unger, at de næsten havde levet som samlere og jægere. Deres tøj og hænder var beskidte og håret filtret af vind og vejr. I flere af naturklassens fag hang skovdagene og skoledagene sammen. Hver fredag tegnede og skrev eleverne om det, de havde lært og oplevet som stenaldermennesker i skoven. De øvrige skoledage var eleverne forskere, der prøvede at indsamle brugbar viden om det liv, homo sapiens har levet i 98 pct af vores tid på Jorden.
Hvad vil I gøre for at overleve og leve godt? Hvad-nu-hvis-undervisningen i naturklassen kom vidt omkring. Uanset om eleverne var stenaldermennesker, asetroende vikinger, nordamerikanske skovindianere, grønlandske inuitter, matematiknørdede aliens fra det ydre rum eller Ronja Røverdatter og Birk Borkasøn alene i vildmarken, var de aktive deltagere i storylines og rollespil, som gjorde mange forskellige udfordringer virkelighedsnære og livsvigtige at klare sammen.”

Ifølge Lasse Bak Sørensen var resultaterne af den anderledes undervisning opsigtsvækkende, og det mest bemærkelsesværdige var børnenes synlige glæde ved at gå i skole i skoven. 

En glæde, der blandt andet skyldtes, at alle elever blev dygtigere til mange forskellige ting og kunne huske det meste af det, de havde lært. Det gjaldt både praktiske og motoriske færdigheder, men også fagenes teoretiske stof. 

”Det klæbede sig bedre fast i deres langtidshukommelse, end vi er vant til i stoleskolen”, fortæller han. 

Betydningsfulde deltagere i et fællesskab 

Når naturklassen på den måde lykkedes med at skabe glæde og nærmest julelys i øjnene på børnene, skyldes det ifølge Lasse Bak Sørensen, at naturen giver børn særligt gode betingelser for at udleve deres trang til agency og fællesskab. 

Erfaringerne fra Rødkildeprojektet gjorde også Lasse Bak Sørensen til medforfatter på bogen ”Skolen i skoven – hjerne, krop og læring i centrum”. 

”Bogen fortalte netop om en skole, som eleverne ikke har lyst til at flygte fra, og tankerne spredte sig i årene efter til flere hundrede skoler”. 

Selv ser han skovskolen som en oplagt mulighed for, at børn og unge udfolder deres potentiale i sociale sammenhænge – ved at være betydningsfulde deltagere i et fællesskab. Noget af det allervigtigste for, at børn og unge kan trives og få lyst til at lære.

En anden vigtig opdagelse i naturklassen handlede om lærerens rolle. I det traditionelle klasserum talte lærerne 80 procent af tiden. I skoven var rollerne fuldstændig byttet om. Herude havde eleverne 80 procent af taletiden.

”I skoven var det indlysende tortur, at børnene skal sidde stille og lytte. Det traditionelle klasserum indbyder i alt for høj grad til, at læreren fylder for meget. I skoven blev tiden i stedet brugt på at opdage og udforske”, fortæller Lasse Bak Sørensen.

Pisa-panik og målstyring 

Trods naturklassens gode resultater blev den skabt i en tid, hvor folkeskolen allerede var ramt af det, Lasse Bak Sørensen kalder for Pisa-panik, og hvor en epidemi af new public management-tankegang med test og læringsmålstyring bredte sig. 

”Det begyndte allerede dengang, hvor Anders Fogh Rasmussen blamede os lærere for rundkredspædagogik, men blev for alvor mærkbart med folkeskolereformen i 2013”, siger Lasse Bak Sørensen. 

Han husker en konsulent på besøg på Absalons Skole i Roskilde, der fortalte, at elevernes motivation nok skulle komme, når der blev holdt mål op foran dem hele tiden. 

”Vi fik at vide, at vi skulle stoppe med at lade vores undervisning styre af oplevelser, emner og projekter. Det hele foregik på en måde, der mindede om Nordkorea eller det gamle Sovjet. Uden mulighed for diskussion”, konstaterer han. 

Undervisning har sat dybe spor 

I hans 35 år som lærer har drivkraften altid været, at han så lærerjobbet som et utrolig vigtigt job samt en måske naiv tro på, at han som lærer kunne bidrage til, at børnene fik et godt liv.

”Det er drivkraften for de fleste lærere”, siger Lasse Bak Sørensen. 

Derfor fik han også helt blanke øjne, da Beth Sønderby – en elev fra naturklassen på Rødkilde Skole, kommenterede på opslaget med kronikken.

”Jeg var en af dine elever i naturklassen på Rødkilde Skole, og selv den dag i dag står oplevelserne stadig lysende klart for mig. Jeg husker alle de emner, vi arbejdede med – nogle gange så levende, at det føles, som om jeg selv har været en del af historie. Når jeg ser HBO-serien 'Vikings', kan jeg næsten mærke det på egen krop, fordi vi dengang oplevede, hvordan vikingerne levede. Havde du spurgt mig dengang, om jeg elskede vores ture i skoven hver torsdag, ville jeg nok have været tøvende. Men i dag kan jeg ikke forestille mig at have været foruden. Jeg ville ønske, at mine egne drenge kunne få samme mulighed – at blive en del af en klasse, hvor naturen er et læringsrum.
I dag er jeg både mor og direktør med over 180 ansatte og fire fysiske butikker. Men selv med et travlt liv finder jeg ofte vej tilbage til skoven. De erfaringer og værktøjer, vi fik med os dengang, er noget, jeg kan gøre brug af både i mit privatliv og karriereliv. Tak for alt det, du gav os. Det har sat dybe spor. Håber på en skole i fremtiden, som den jeg selv oplevede”.