Det gælder om at bevæge sig rigtigt. Ikke kun hurtigt. Sidelæns er godt«, instruerer Dorte Larsen fra klatrestativets armgang. 3.-klasseeleverne på Nivå Skole klatrer ind og ud imellem hinanden, i armgang som Dorte og i balancegang på rebbroen. De varmer op.

»Bevæg dig rundt, Fatima. Lad os sige, at det er fangeleg. Benjamin har«, improviserer Dorte. »Men hvem er Benjamin?« spørger én lidt nervøst.

Dorte Larsen

Sådan titter forvirringen indimellem frem og afslører, at det ikke kun er undervisningsformen, men også elevgruppen, der er nyetableret. Nivå Skole afprøver i ugerne 12-15 skolereformen for at blive klogere på, hvad der vil fungere, og hvad der bliver svært. På tredje årgang foregår reformforsøgene, samtidig med at fire klasser bliver sammenlagt til tre.

Nu blev Hannah taget, og »uh, det så farligt ud«, ler Dorte. Fatima hænger i luften. Det er mandag formiddag i reformforsøgets anden uge.

Legetiden er stram

Dorte Larsen underviser til daglig i natur/teknik, matematik og idræt. Alle fag har hun på tredje årgang. Sammen med årgangsteamet har hun brugt timer på at planlægge det såkaldte projektbånd, der nu for anden uge i træk tester både læreres og elevers omstillingsparathed. I sidste uge var den halvanden time fra 10-11.30 dagligt tilegnet teaterøvelser. I denne uge står der motorik på de 75 3.-klasseelevers skema i samme tidsrum.

Endnu er det tidligt i forsøgsforløbet, men Dorte Larsen ser umiddelbart god mening med mere tid i matematik til at folde den eksperimenterende del af undervisningen ud.

»Det kunne være fedt, hvis den understøttende undervisning fra næste år kunne supplere min matematikundervisning. Jeg har rigtig meget værkstedsundervisning i dag, men rammen for det undersøgende og legende er rimelig stram. Det kunne være godt med mere tid til den eksperimenterende del, der underbygger elevernes hverdagsviden og mere tid til leg, der giver dem erfaringer, som kan bidrage til den faglige forståelse«, siger hun.

Men både hun og ledelsen på Nivå Skole er klar over, at der bliver noget mindre tid til den understøttende undervisning end først antaget. Når pauser og lektiehjælp er trukket fra, er der ikke mange minutter tilbage. I 5. og 6. klasse bliver der kun to lektioner om ugen eller 17 minutter om dagen til den understøttende undervisning. Det viser ministeriets beregninger.

Den daglige leder på Nivå Skoles afdeling Syd, Lars Rasmussen, forklarer, hvordan man på skolen, straks efter reformlanceringen, lagde mange tanker i, hvad den understøttende undervisning ville kunne bruges til.

»Når vi nu regner tæt på det, så bliver der på nogle årgange forsvindende lidt tid. Så dét, vi gør, når vi lægger et bånd ind, er også at tage tid fra fagtimerne. Bevægelsen, i hvert fald når vi snakker 5.-6. klasse, kan ikke kun ligge i den understøttende undervisning, for her er ikke nok tid. Bevægelsen skal tænkes ind i fagundervisningen«, siger han.

En slåskamp forhindret

15 minutter på klatrestativet, så hopper Dorte Larsen ned. »Kom med mig«, råber hun til de 20 elever, der udgør 'de gule', et af de fire projekthold.

Herfra går det stærkt rundt om hjørnet og ind i gården. Eleverne finder balancen på hver sin gule cirkelplatform, før turen går hen over gårdens bord-bænke-sæt, hurtigt op og ned ad trappetrin, videre over stengærdet og ud på det grønne område på bagsiden af skolen. Anført af Dorte træder eleverne op på kanten af det ene højtanlagte blomsterbed efter det andet. Det er lårmusklerne, der bliver trænet her.

Ude på det åbne græsstykke ser to drenge hinanden an efter et mindre sammenstød og et hidsigt skub på strækningen. De står over for hinanden med løftede hager og antændte blikke.

»Hey, nu skal vi lege en gammel leg«, siger Dorte og forhindrer en slåskamp i at udvikle sig.

Eleverne bliver bedt om at tage plads to og to bag hinanden. Selv stiller Dorte sig med ryggen til rækken og ser lige frem for sig: »Jeg er enken, og om lidt skal I løbe to mand frem foran mig«, siger hun. Et par mislykkede forsøg, og så fanger eleverne konceptet og råber på skift: »To mand frem for en enke, løb!« Dorte griner.

På turen tilbage krydser eleverne et stakit og klatrer i høj fart hen over bakken bag hallen motiveret af Dortes: »Fart på! Ellers tror jeg ikke, vi når det«.

Indenfor er der kø ved vasken på gangen, hvor eleverne slubrer vand fra hanen.

Uundværlige Helle

Det er ikke kun Nivå Skole, men alle seks folkeskoler og et autismecenter i Fredensborg Kommune, der af Undervisningsministeriet er blevet bevilget penge til forsøg med reformen dette forår. Af de samlede 800.000 kroner til forsøgene har Nivå Skole modtaget knap 150.000.

»Det er meget præcist formuleret sådan, at vi hver uge får midler til 1,5 lærere per klasse og fem timer med en pædagog per klasse«, forklarer den daglige leder på Nivå Skoles afdeling Syd. Pædagogerne er købt fri fra fritidshjemmene, ligesom udgifterne til lærernes ekstraarbejde i det nye skema og to opstartsdage også er dækket af de ministerielle midler.

I Dorte Larsens optik er der i hvert fald en pædagogisk resurse, hun aldrig ville undvære. Og det er specialpædagog Helle Brandt, som hun har haft et tæt samarbejde med, siden eleverne gik i 1. klasse.

»Det er uvurderligt, hvad hun betyder. Det skal man også have fokus på til næste år, hvis det her skal fungere. Hvis man virkelig mener, at inklusionen ikke bare er en spareøvelse, så skal sådan en som Helle have mere tid til at være med i vores planlægning«, siger Dorte Larsen og tilføjer:

»Og Helle skal ikke forveksles med de andre pædagoger, som vi også skal have et samarbejde med. Helle kan ikke bruges til den understøttende undervisning. Hun er på ét barn«.

Helle Brandt

Motion og faglighed

En anden lærer i Dorte Larsens team, Helene Bundgaard, påpeger vigtigheden af, at man hele tiden tænker fagligheden sammen med bevægelsen. Det behøver ikke at være kompliceret eller storstilet.

Helene Bundgaard

Ude igen efter at have slukket tørsten ved håndvasken deler Dorte små farvede papkort ud til eleverne. »Giraffen kan blive 5? høj«, står der på det, Thor får. Det er nu meningen, at eleverne stiller hinanden spørgsmål, bytter kort, når de har fået svar, løber og quizzer med den næste, de støder på. Dorte ser på sit ur: »Det er nu, I ikke må blive trætte, og nu, I skal prøve at koncentrere jer. Vi er snart halvvejs«.

Men så snubler en dreng og slår hul på knæet. Uheldet får de fleste til at stoppe op og se skaden an, mens Dorte henter plaster.

»Så farlig er reformen«, siger hun og griner, mens hun plejer hudafskrabningen. Overordnet kan Dorte Larsen dog se mange fordele forbundet med en længere skole­dag.

»Jeg er faktisk positiv, ja, men eleverne bliver også meget trætte. Det kan jeg mærke på dem. Jeg har selv en datter, der går et sted, hvor de har heldagsskole. Hun går i 2. klasse og har været for træt til at gå til karate. Det har hun måttet droppe. Men jeg kan samtidig godt se en idé i, at man lægger motionen som en del af pasningstiden. - Det ville være fedt, hvis det kunne lade sig gøre, at de kunne gå til fodbold og alle de ting, de går til, i pasningsdelen. Så kunne de være sammen med deres forældre om aftenen«.

Dorte Larsen tager alligevel et forbehold. »Men hvis det bliver min opgave som lærer at koordinere det, så synes jeg pludselig, at det bliver meget uoverskueligt. Jeg vil jo dybest set bare gerne undervise«, siger hun.

Stempler ikke ud og ind

Den største udfordring for lærerteamet har været planlægningen af projektbåndet. Ingen havde regnet med, at det ville tage al deres forberedelsestid. Helene Bundgaard kan blive helt forpustet ved tanken.

»Jamen, hvem gør hvad? Hvem laver en redskabsbane? Hvem sørger for, at der er toppe og bolde og så videre? Vi har brugt al vores forberedelse på at få den halvanden times projektbånd midt på dagen til at fungere«, siger hun og forklarer, hvordan al »den almindelige undervisning«, de selvfølgelig også har skullet forberede, har været nødt til at optage aftenerne og tidlige morgener. »Vi har været her til sent ud på eftermiddagen alle dage. Det bliver en anden situation til næste år. Men jeg tror, vi tænker, at vi afprøver nu, og så må vi justere næste år«.

Fredensborg Lærerkreds og Fredensborg Kommune har for nylig indgået en samarbejdsaftale om lærernes arbejdstid næste år. Som udgangspunkt skal lærerne være på skolen 35 timer om ugen i 42 uger, men de kan også vælge fuld tilstedeværelse.

»Vi har valgt at sige, at når man bruger formuleringen 'som udgangspunkt', så er det nok, fordi det er meget realistisk at sigte efter at lande der. Men vi har samtidig det mantra, at vi er her, når det giver mening. Vi stempler ikke ud og ind og tæller til 35. Hvis du er her 37 timer en uge og 33 en anden, så er det nok meget fornuftigt«, siger daglig leder Lars Rasmussen.

For Dorte Larsens vedkommende er det tiden til den individuelle forberedelse, der bekymrer, når hun tænker på, hvordan det bliver næste år. Reformforsøget bekræfter hende i, at det er den eksperimenterende undervisning, der tager tid at planlægge, hvis det skal give mening.

»Hvor skal jeg finde den tid?« spørger hun retorisk. »Jeg er ikke den type lærer, der er vanvittig god til at gå direkte fra børnene og så til at være innovativ og kreativ sammen med mine kolleger. Jeg skal helst lige hjem og have styr på min egen familie. Så kan jeg være kreativ bagefter«.

Dorte Larsen fortæller videre, hvordan det har været en udfordring, at teamet har skullet forberede sig så meget mere sammen end vanligt. »Det kan jeg godt mærke: Det skal vi da lige have nogle kurser i«, siger hun.

Hvem vil være pilot?

Det sidste kvarter af dagens halvanden times motoriktræning foregår i den lille gymnastiksal, hvor en redskabsbane står klar. Støvler og sneakers bliver smidt, mens Dorte løber banen igennem for at demonstrere øvelserne. Forud for reformforsøget er alle 75 3.-klasseelever blevet motoriktestet af en fysioterapeut, og deres motoriske niveau har haft betydning for, hvilket af de fire hold eleverne er blevet placeret på. Dortes »gule« gruppe er hverken motorisk udfordret eller en flok akrobater.

»Hvem vil gerne være pilot?« spørger Dorte efter at have været banen igennem. Det er tilsyneladende ikke en brændende drøm for nogen. Men der nikkes ikke desto mindre rundtomkring, når Dorte fortæller, at det kræver både et godt hoved og en god fysik at blive pilot.

Eleverne kaster sig ud på banen. Skubber sig frem på måtter og kravler igennem et neongrønt rør, hvor pladsen er trang, selv for de mindste. Fra loftet hænger træringe, som man med Dortes udtryk kan få rigtig fart på, hvis man først snor rebene og så lader sig snurre rundt.

Til slut sætter alle sig ned. Dorte kan se, at alle har fået pulsen op undervejs. »Det er godt«, siger hun. »I morgen gør vi fuldstændig det samme, måske med nogle lidt andre aktiviteter og lege på ruten«.

Eleverne ser indforståede ud.

Mehrican Øzer