Den franske forfatter Albert Camus har engang skrevet, at "ingen forstår, at nogen mennesker bruger store mængder energi for bare at virke normale”. 

Formentlig stjal han sætningen fra en fransk digter og skuespillerinde, men derfor kan han jo godt have ret.

Den svenske psykiater Lotta Borg Skoglund mener, at citatet - uanset ophavet - er en meget præcis beskrivelse af hendes forskningsobjekter, som er piger og kvinder med ADHD eller ADD. 

Tidligere på måneden holdt hun et oplæg på konferencen ’Hjernen i udvikling’ om sin forskning. Her fortalte hun, at piger med ADD og ADHD har stor risiko for at blive overset i deres barndom og tidlige ungdom. 

Hun fortalte også, at hun ikke skelner skarpt mellem de to diagnoser. For det vigtigste for hende er, hvordan diagnosen kommer til udtryk i adfærden, ikke hvilket navn den har.

Vi ser på Andy og Emilia med vidt forskellige øjne

Lotta Borg Skoglund indledte med at fortælle om et studie fra et hollandsforskningsteam.

”De skrev en lille historie om et barn, som vi kan kalde ham Andy, som udviste alle de typiske tegn på ADHD. Andy kunne aldrig sidde stille, hørte ikke efter i timerne og endte altid i konflikter. Vi kender alle en Andy. Den historie blev sendt til folk i sundhedsvæsnet, til lærere og forældre med spørgsmålet :’hvorfor tror du, at livet er svært for Andy?’”

Langt de fleste svarede, at Andy selvfølgelig havde ADHD, fortæller Lotta Borg Skoglund.

Så gentog forskerne forsøget, men ændrede Andys navn til Emilia. Ellers var alt uforandret. Historien blev igen sendt til lærere, forældre og andre relevante personer med spørgsmålet ’hvorfor tror du, at livet er svært for Emilia?’

”Svarene var helt anderledes: ’Emilia må have sociale eller emotionelle udfordringer’ eller ’det kan være, hun har borderline’. Så Emilia bliver sendt til psykolog eller de sociale myndigheder bliver kontaktet. Tiden går, og Emilia får flere og flere problemer, og flere og flere aktører bliver inddraget”. 

Piger med ADD eller ADHD bliver i gennemsnit diagnosticeret fire år senere end deres klassekammerater af hankøn, fortæller Lotta Borg Skoglund.

”Det er fire år af en transformativ tid i livet, socialt, psykologisk, biologisk og hormonelt. Fire år, hvor vi kunne have hjulpet piger som Emilia med de udfordringer, hun har på grund af ADHD. I stedet udvikler hun måske spiseforstyrrelse, depression, angst, selvmordstanker og meget andet. ADHD kommer sjældent alene”.

Hormonerne har skylden

Lotta Borg Skoglund mener at have fundet en stor del af forklaringen på den store forskel mellem kønnene, og det har ikke noget med faglige krav eller præstationskultur at gøre.

”Jeg møder så mange piger i min praksis, som fortæller mig, at de oplever store udsving i humør og energiniveau, alt efter hvor de er i deres cyklus. Det er ikke noget, der er forsket meget i, men det ser ud til, at der er en sammenhæng der", siger hun og tilføjer:

"Hvilket på sin vis giver god mening, eftersom der kvinders hormonniveauer skyder op og ned gennem alle de reproduktive år. Det er næsten ufatteligt, hvordan kvinder hjerne og krop kan klare de svingninger. Men det kan vi. Bare ikke mange piger og kvinder med ADD og ADHD, som ofte ikke reagerer godt på forandringer”.

Rettidig hjælp kan bryde den sociale arv

Alt den biologi kan skolelærere og -skolepædagoger selvfølgelig ikke gøre noget ved. Det, de kan gøre, er at være opmærksomme på adfærd, som indikerer, at de har piger i klassen, der kan tænkes at have ADD eller ADHD.

”Det kan være elever, som bliver overvældet af de almindelige krav, vi stiller til eleverne eller af sanseindtryk", siger hun og giver eksempler: 

"Elever, som har forældre, som virker overbeskyttende, har måske i virkeligheden forældre, som har lært at tackle deres barns udfordringer på en god måde. Hvis vi får at vide, at de er helt drænede efter helt almindelige skoledage, er det noget, vi også skal være opmærksomme på. Det er det samme med piger, som er hyperaktive og meget impulsstyrede”.

En vigtig pointe er også, at både ADD og ADHD i høj grad faktisk er arveligt, understreger Lotta Borg Skoglund. 

Så hvis der er diagnosticerede forældre eller søskende, er der grund til at holde øje med adfærden.

”Det er desværre sådan, at kvinder med udiagnosticeret eller ubehandlet ADHD har meget større risiko end deres jævnaldrende for at ende i arbejdsløshed, voldelige forhold, uønsket graviditet og generelt kortere og dårligere liv”, siger Lotta Borg Skoglund. 

”Men hvis vi kan hjælpe en ung kvinde med ADD eller ADHD til et liv, hvor hun bedre kan håndtere sin diagnose, hjælper vi ikke bare hende, men også de børn og børnebørn hun måske får en dag".