Loris El-Haj og Irene Vester Petersen er vinderne af Politikens to særpriser i 2016.

Vinder-lærere skaber tryghed og variation

Politikens undervisningspris-komite har i år valgt at give to særpriser til to lærere, som har to helt forskellige opgaver i det daglige. Fælles er de dog om at have stor interesse i elevernes udvikling.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Loris El-Haj er lærer i to modtageklasser på Sletten Skole i Otterup på Fyn. Og så har hun i dag vundet Politikens særpris. Irene Vester Petersen er lærer på Lille Værløse Skole i Nrdsjælland, hvor hun blandt andet underviser i dansk og billedkunst. Hun har vundet Politikens anden særpris.

Og selvom de to lærere hver dag står foran to ret forskellige elevgrupper, så har de det til fælles, at de er ambitiøse på elevernes vegne og holder meget af at følge deres udvikling.

Lærer, moster og veninde på samme tid

Loris El-Haj har undervist siden 2005. Hun blev lærer, fordi hendes egen matematiklærer mente, at hun ville være god til det. I 1990 kom Loris El-Haj selv til Danmark som flygtning fra Libanon. Den gang hun var 15 år gammel, og hun kender derfor til meget af den psykiske oppakning, eleverne i modtageklasserne har med sig. Hun kender til de behov, som eleverne i klasserne kan have. Nogle behov, som hun måske selv savnede hjælp til, da hun kom til Danmark. Derfor er det også vigtigt for hende, at eleverne ved, at de altid kan ringe til hende.

"Inden man kan være en god lærer, så skal man være et godt menneske. Når der kommer en elev og siger, at han har brug for at gå til lægen, men hans mor kan ikke tale dansk, så kan jeg ikke sige, at det ikke ligger under mine opgaver som lærer. Så træder den menneskelige side frem", siger Loris El-Haj.

Lærer hædres for at give børn en tryg start i et nyt land

To gange har hun været med en elev til lægen, og hun har også hjulpet én med at få briller.

Eleverne i klasserne kalder hende for Moster Loris. Det er dem, der har indstillet hende til prisen. Det har de blandt andet, fordi hun giver omsorg, kærlighed, tryghed og en god start i Danmark. Det er vigtigt for Loris El-Haj, at eleverne får en ny start i Danmark.

"Jeg fortæller eleverne, at man kan blive ved med at leve i den verden og tænke på de forfærdelige ting, men de har muligheden for at skubbe det væk og vide, at de lever i et trygt miljø. Men man bliver nødt til at give dem nogle redskaber til det. Og så fortæller jeg, hvordan jeg gjorde", siger Loris El-Haj.

Sammen med eleverne bruger hun app'en Whatsapp, hvor hun minder dem om, hvad de skal have med til idræt og skriver vittigheder og griner sammen. 

Prisvindende lærer: Gode relationer til eleverne er det allervigtigste

Harry Potter og Skagensmalerier

Irene Vester Petersen har været lærer siden 2003. Hun er blevet indstillet til prisen af forældre og elever i 4.b på Lille Værløse Skole, fordi hun skaber sjove og varierede forløb. Eleverne har kunne nyde af fantasifuld undervisning, hvor de blandt har haft Harry Potter-tema. Her var dramasalen forvandlet til troldmandsskolen Hogwarts, lærerne var klædt ud som lærerne fra Harry Potter-universet, og eleverne skulle bære kapper og tryllestave.

De har også haft et øde ø-projekt, hvor de skulle lade som om, de var styret ned med et fly og skulle overleve på øen. Herudover har eleverne haft om Skagens-malerierne, som de ikke blot har set på museum og prøvet at male, de har også selv skullet være et Skagens-maleri iført udklædning og med tøjdyr i rollen som hund. Det gjorde de ved at klæde sig ud og medbringe tøjdyr, som skulle forestille en hund.

For Irene Vester Petersen handler det om at lave en varieret skoledag.

"Der vil også være tidspunkter, hvor de sidder på deres flade og bøjer udsagnsord, men jeg tror på, at det siver nemmere ind, hvis man laver undervisningen på forskellige måder. Eleverne lærer mere, når de får det ind i kroppen fremfor at lytte til ting. Vi lavede et krybbespil for nogle år siden, som de stadig snakker om. Eleverne husker rigtig meget, når vi har dramatiseret noget", siger Irene Vester Petersen.

På den måde tror hun på, at eleverne også udvikler deres kreativitet og fantasi. Og når man læser det faglige panels begrundelse for, at Irene Vester Petersen har vundet en af de to særpriser, er det også fokus på en varieret skoledag, der gives stor ros for.

Når man kan gøre en forskel

Fælles for de to lærere er, at de holder mest af at undervise, når de kan se, at de gør en forskel med deres undervisning - især fordi de holder meget af eleverne.

"Det gode ved at undervise er det relationsarbejde, man har med børnene. At man har med forskellige børn at gøre, og at man skal prøve at rykke noget for dem. Det er svært at undgå at involvere sig i, hvordan de har det", siger Irene Vester Petersen.

For Loris El-Haj er det vigtigt at vise eleverne, at de kan noget.

"Jeg har nogle elever, som er meget intelligente, men som kommer her og tænker 'hvordan skal jeg lære et helt nyt sprog, når jeg er så gammel?'. Så fortæller jeg, at det handler om at have en stærk vilje, fir kæmper man for at opnå det, man vil, så skal nok kunne lade sig gøre", siger hun.

Politikens hovedpris går i år til Carina Forsberg Nielsen fra Ingrid Jespersens Gymnasieskole. Hun vinder for at kunne engagere sine elever ved at involvere dem, ved at stille krav og ved at være ambitiøs sammen med dem, skriver Politikens faglige panel.