Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

I starten af min skolekarriere blev min meritlæreruddannelse ikke ligefrem hyldet. Tværtimod skulle jeg forklare, hvordan mit studie var delt op, og hvordan det stod til med antal praktikker og linjefag. Jeg havde oplevelsen af, at jeg skulle bevise mere i min undervisning, og jeg følte et pres fra mine kollegaer, der var gået den traditionelle vej til at blive lærer. Ja, faktisk følte jeg mig som en trussel.

Jeg lavede tværfaglige projekter hele året, vandt puljer til udstillingsskabe og inviterede alle – elever, lærere og ledelse – til større tværfaglige udstillinger. Mine kollegaer mødte kun op i fåtal. En gang kom der slet ingen. I stedet for selv at støtte kollegialt op og måske få inspiration til egen praksis, sendte de blot deres klasser.

Lærerne er meget ærekære om det at være lærer. Det skal vi også være. Men vi er samtidig fastlåste i synet på, hvem og hvad en rigtig lærer er. Taler vi om andre end klassisk seminarieuddannede lærere, kommer følelserne i kog, og det ender ofte med, at nogle lærere føler, at deres profession bliver devalueret.

Jeg ser det ikke som en devaluering, hvis muligheden for at andre med relevant viden og erfaring også kan løfte undervisningsopgaven. At lukke andre ind på lærerværelset er ikke en disrespekt for lærernes faglige og pædagogiske kompetencer. For mig løfter vi i fællesskab folkeskolens opgaver og ansvar.

Derfor er jeg overbevist om, at andre med anden uddannelse indenfor folkeskolens undervisningsfag kan varetage undervisning på lige fod med en læreruddannet. Faktisk giver folkeskoleloven allerede mulighed for at ansætte dem.

Snedkeren, musikeren og alle de andre

Nok er folkeskolen afhængig af kommunens budget og politisk regulering, men jeg mener langt henad vejen, at vi kan anskue den enkelte folkeskole som en virksomhed.

Folkeskolens kerneprodukt er undervisning, hvor eleverne (og forældrene) er kunder. Når undervisningen er udsat for faktorer udefra, for eksempel lærermangel, påvirkes kvaliteten. Det er dén kvalitet, vi skal se nærmere på og måske anskue anderledes i forhold til, hvem der udfører den.

For modsat andre virksomheder, kan vi på skolerne ikke outsource undervisningen, når vi mangler hænder til at løse opgaverne. Derfor er vi nødt til at se på, hvem vi kan trække ind i klasselokalerne. Det handler ikke om at devaluere lærerprofessionen, men det handler om, at vi mangler folk til at løfte opgaven. Så vi bør stille os selv og hinanden et vigtigt spørgsmål:

Hvem, udover de læreruddannede, besidder relevante kompetencer og erfaringer til at undervise?

Det kunne være snedkeren, tekstildesigneren, billedkunstneren, musikeren og mange andre. De er specialiserede indenfor deres område. Naturligvis skal der være en iboende interesse for undervisning og børn, hvis man har en anden faglighed og ønsker job i folkeskolen. Relations- og formidlingskompetencerne skal være selvfølgelig være der.

En god lærer er en, der forstår sine kunder; eleverne, og kan levere samme indhold til flere målgrupper – altså at undervisningsdifferentiere og elevinddrage, så hver enkel elev har en fællesskabsfølelse gennem deres medbestemmelse og selvbestemmelse.

Jeg har mødt uddannede lærere, der har fejlet i dette arbejde, og jeg har mødt vikarer og meritlærere, der har mestret det. Så når den lokale folkeskole-virksomhed mangler lærere, er løsningen måske at byde ordentligt velkommen på lærerværelset til dem, der ikke har taget den traditionelle vej til lærergerningen.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk