Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Tidligere meritlærer Danielle Spogárd-Wedgwood forsikrer i et debatindlæg 4. april alle »seminarieuddannede« lærere om, at meritlærerne ikke udgør »en trussel« mod dem. Ordvalget er specielt, eftersom det er mange år siden, at seminarierne blev til University Colleges, og at UC-uddannede lærere ligefrem skulle gå og frygte for merit-truslen virker ude af proportioner. At hun har haft oplevelser i den retning gør ikke problemstillingen mere generel.

Lærere er ifølge Danielle Spogárd-Wedgwood »fastlåste i synet på, hvem og hvad en rigtig lærer er«, hvilket får deres følelser til at komme »i kog« ved tanken om kolleger uden en »klassisk« læreruddannelse. Hun har tydeligvis ikke arbejdet i folkeskolen længe nok til at vide, at er der noget, lærere hader, så er det at få deres synspunkter i en faglig sammenhæng reduceret til udslag af følelser.

Danielle Spogárd-Wedgwood »ser det ikke som en devaluering« af lærergerningen, »hvis muligheden for at andre med relevant viden og erfaring også kan løfte undervisningsopgaven«. Men kan de det? Det er heller ikke en devaluering af lægegerningen, hvis ikkeuddannede læger med relevant viden og erfaring også kan føre kniven på operationsbordet. Argumentet er tomt.

På lige fod i klassen

Danielle Spogárd-Wedgwood bruger ikke desto mindre argumentet som afsæt for sin overbevisning om, »at andre med anden uddannelse inden for folkeskolens undervisningsfag kan varetage undervisning på lige fod med en læreruddannet« og nævner i flæng snedkeren, musikeren, tekstildesigneren, billedkunstneren. 

Hun mener ikke, at dette synspunkt udtrykker »disrespekt for lærernes faglige og pædagogiske kompetencer«, for »naturligvis skal der være en iboende interesse for undervisning og børn, hvis man har en anden faglighed og ønsker job i folkeskolen. Relations- og formidlingskompetencerne skal være selvfølgelig være der.«

Manglen på stringens skriger til himlen. Påstanden om, at en fagperson uden læreruddannelse kan varetage en undervisning på lige fod med en læreruddannet, indebærer nødvendigvis, at de faglige og pædagogiske kompetencer, som læreren har erhvervet på uddannelsen, er uden betydning for undervisningens kvalitet og heller ikke har betydning for lærerens relations- og formidlingskompetence.

Danielle Spogárd-Wedgwood må mene, at fagpersonens »iboende interesse for undervisning og børn« (som den læreruddannede lærer åbenbart mangler) klarer det hele.

Det er dog en disrespekt, der vil noget.

Den fødte lærer

Danielle Spogárd-Wedgwood »har mødt uddannede lærere, der har fejlet i dette arbejde«, og »vikarer og meritlærere, der har mestret det«. Et velkendt argument, hvis holdbarhed må afvises med henvisning til det allerede fremførte og simpel statistik: Pulje A består af 1.000 uddannede lærere, pulje B af 1.000 vikarer og meritlærere, i hvilken pulje mener hun, at der vil være flest, der fejler henholdsvis mestrer opgaven som underviser?

Danielle Spogárd-Wedgwood taler ikke om ’den fødte lærer’, men man aner begrebet bag den profil, hun tegner af personer med en »iboende interesse for undervisning og børn«. Jeg medgiver gerne, at der er personer, der er den fødte lærer, lige som der er personer, der aldrig skulle have været lærer. Men selv den fødte lærer bliver først rigtig lærer ved at tage uddannelsen.

At advokere for det modsatte er at påstå, at læreruddannelsen ikke udvirker et individuelt kompetenceløft hos de studerende til sikring af det generelle kompetenceniveau i folkeskolen.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk