Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Jeg er pissehamrende vred. Undskyld jeg bander, men jeg bliver bare så harmdirrende sur, når jeg igen-igen-igen kan læse en historie om en lærer, som en skoleforvaltning eller ledelse har forsøgt at lukke munden på.

Denne gang var det Rikke Johansen, som i Berlingske har fortalt om, hvordan hun blev indkaldt til tjenstlig samtale (selvom forvaltningen på bagkant valgte at kalde det en tilrettevisende samtale), efter hun i samme avis havde fortalt, hvordan hun var blevet udsat for vold i arbejdstiden.

Var dette bare en enlig svale, så kunne jeg nok trække på skuldrene og sige pyt, men det er gang på gang påvist, at alt for mange offentligt ansatte, herunder lærerne, ikke tør ytre sig om kritisable forhold.

Debattører skal stå skoleret

Så sent som i efteråret skrev vi på Folkeskolen om en undersøgelse, der viste, at 37 procent af de adspurgte lærere havde undladt at ytre sig kritisk offentligt om arbejdsrelaterede forhold, selvom de havde haft lyst til det. Af dem sagde 63 procent, at det var fordi, de frygtede ledelsens reaktion.

På mit arbejde på Folkeskolens debatredaktion har jeg jævnligt samtaler med debattører, der er blevet prikket på skulderen og kaldt til samtale på baggrund af noget, de har skrevet hos os. Vi har også debattører, der ikke ønsker deres skoles navn nævnt, når de skriver debatindlæg. De orker simpelthen ikke igen at skulle stå skoleret på rektors kontor.

Nok har politikerne i Rikke Johansens kommune og på Christiansborg fordømt behandlingen af hende og indskærpet, at offentligt ansatte naturligvis har ytringsfrihed. Præcis som de burde.

Problemet er bare, at det er for sent. Lærerne har fattet budskabet: Du er bare mere attraktiv på skolearbejdsmarkedet, hvis du knytter sylten med kritik og holder dig til smilende at tale folkeskolen op. Ellers er du et af de trælse brokkehoveder fra lærerværelsets brune hjørne.

Det ved man godt rundtomkring på skolerne, for alle kender historier som Rikke Johansens. Jeg har slet ikke tal på, hvor mange gange jeg er blevet kontaktet af lærere med ting, som ”nogen burde skrive om”. Den ”nogen” skulle absolut ikke være dem selv, så måske jeg kunne gøre det i stedet?

Når jeg opfordrer dem til selv at skrive det, er svaret alt for ofte: Jeg tør ikke. Også selvom jeg meget gerne hjælper dem.

Åbenlyst udemokratisk

For mig er det helt åbenlyst, at hold-kæft-kulturen eksisterer i bedste velgående på landets skoler. Det er et kæmpe problem af to grunde. For det første er det åbenlyst udemokratisk, når skoleledelser og skoleforvaltninger forsøger at lukke munden på lærerne.

For det andet vil jeg påstå, at der findes en sand guldgrube af viden og praksiserfaringer fra landets klasselokaler, som selvsamme skoleledelser og skoleforvaltninger burde få at vide.

Til jer vil jeg rette det allerskrappeste lærerblik, som I måske kan genkalde jer fra den værste skole-hjem-samtale fra jeres egen skoletid. I er med til at skabe en tavshedskultur. Det, I ser som irriterende brok, indeholder ret ofte en legitim kritik af forhold i skolen, som I bør tage alvorligt. Det er på tide, at I tager jer alvorligt sammen og lærer, at det er positivt, når lærerne brokker sig.

Og må jeg så ikke slutte med denne udgangsbøn: Alle I lærere, som overvejer at ytre jer her i spalterne eller andre steder, vil I ikke nok blive ved? Det er så vigtigt. Og der er altid hjælp at hente hos os på Folkeskolen.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk