Mig, mig, mig!

Det er ikke kun elever med særlige behov, som udfordrer lærere og pædagoger. Børn er generelt blevet mere selvcentrerede gennem de seneste 15-20 år, og det stiller nye krav til lærere og pædagoger, oplever Karina Munk fra Hans Rømer Skolen i Aakirkeby på Bornholm.

»I dag skal der en større indsats til for at skabe relationer mellem eleverne. Samtidig skal vi lære dem at agere sammen med børn, som er lidt anderledes. Vores specialklasserække er nedlagt til fordel for inklusion, så vi har mange børn med udfordrende adfærd«, siger Karina Munk, som er pædagog i børnehaveklassen med 26 elever, hvoraf en fjerdedel får støtte.

Hans Rømer Skolen er en del af Undervisningsministeriets projekt »Plads til forskellighed«. I efteråret var Karina Munk og to lærere fra skolen på kursusbænken i to dage for at lære, hvordan de kan understøtte elevernes forskellige behov i et almindeligt skolemiljø. I alt 120 indskolingslærere fra hele landet bliver undervist som led i projektet.

»Blandt seks temaer har vi valgt at arbejde med anerkendende kommunikation, som handler om at styrke en positiv adfærd blandt eleverne og deres fællesskab. Vi har blandt andet prøvet en øvelse, hvor alle elever skal forestille sig, at de er en smuk blomst. Ved at sætte dem sammen til en buket illustrerer vi, at de kan noget sammen«, fortæller Karina Knudsen, der er klasselærer for både 2. og 3.a.

Klasserne i »Plads til forskellighed« har mindst to elever med ADHD, autisme eller lignende vanskeligheder. Hans Rømer Skolen er tilmeldt med 1.b og 3.a, men de to lærere og pædagogen har inddraget alle kolleger i indskolingen i, hvordan de ved fælles hjælp kan styrke det inkluderende miljø.

»Med en fokuseret indsats i hele indskolingen sikrer vi, at alle arbejder på samme måde. Vi vælger et fælles fokuspunkt for en måned ad gangen. Lige nu er vi opmærksomme på børnenes sprog, for vi vil have, at de taler ordentligt til hinanden. Derfor irettesætter vi elever, som taler grimt, også selv om vi ikke er kontaktlærer for dem«, siger Karina Munk.

»Vi tror på, at vi kan rykke på sproget med en fælles indsats. Den indsats skal vi implementere i vores hverdag, og det tager tid«, tilføjer Karina Knudsen.

En kahyt med kendte roller

Alle syv indskolingsklasser på skolen i Aakirkeby arbejder ud fra kahytmodellen, hvor eleverne sidder i firemandsgrupper med hver sin rolle: En er skaffer, en anden matros, en tredje bådsmand og en fjerde styrmand.

»Skafferen skal blandt andet hente papirer til sin kahyt. Så slipper vi for, at alle elever kommer op til katederet efter opgaveark. Matrosen er duks, og styrmanden holder styr på kahytten og sørger for eksempel for, at alle er til stede, når vi går til idræt. Det er også styrmanden, som tysser på de andre, hvis der opstår uro i kahytten«, fortæller Karina Munk.

Bådsmanden er vikar for de tre andre. Eleverne har en rolle for en uge ad gangen, og kasketten afgør, hvem der går ved siden af hinanden på ture ud af huset.

»Mange af vores elever vil gerne selv bestemme, og vi får færre diskussioner, når strukturen ligger fast. Det er nemmere for børn med særlige behov at være i en kahyt med kendte roller. Samtidig bliver de stille børn nødt til at tage teten, når de er styrmand, mens elever, som fylder meget, må holde igen, når de ikke er styrmand«, siger Karina Knudsen.

Ud over en struktur, som både børn og voksne kender, gør den anerkendende tilgang en forskel.

»Hvis man ikke viser, at man tror på eleven, er det svært for eleven at rykke sig. Det tænker jeg meget over. Børn med vanskeligheder har fået meget skældud både i hjemmet og i skolen, og de har brug for at føle sig set på en anerkendende måde. I begyndelsen er det små ting, man kan rose dem for. Det kan være et 'det er flot, at du kommer ind, når klokken ringer' eller 'jeg kan se, at du har gjort en indsats for at regne stykket' til en elev, som kun har regnet ét stykke. Det kan også være ros til hele klassen. Vi kan se, at det virker«, siger Karina Knudsen.

Det indgår i den anerkendende tilgang, at lærere og pædagoger bliver mere bevidste om, at de er rollemodeller for eleverne.

»Vi har blandt andet talt om, at vi ikke skal bruge ironi foran børnene, for det forstår de ikke. Vi skal tværtimod smile til hinanden og måske give hinanden en krammer. Når vi siger godmorgen til hinanden på gangen, tager eleverne det til sig, så næste morgen siger de også godmorgen«, fortæller Karina Munk.

Det samme oplever Karina Knudsen: »Eleverne ændrer adfærd og finder glæde ved at blive gode skolekammerater«.

Små oaser i klasseværelset

Gennem projektet har lærerne fået tip til, hvordan de kan indrette klasselokalerne, så det bliver en god oplevelse for alle at gå i skole.

»Vi indretter små oaser. Vi har for eksempel et gulvtæppe, hvor der skal være ro, så her kan man læse i fred. På den måde inddeler vi lokalerne i arbejds- og stillezoner«, siger Karina Munk.

Også klassereglerne har fået en tur med tættekammen, så ordet »ikke« er blevet kæmmet ud af paragrafferne. I stedet for at elevene ikke må slå, står der nu, at de skal være søde ved hinanden. Det sender et mere positivt signal, lyder tankegangen.

I klasserne styrker de voksne også elevernes tilgang til hinanden med girafsprog, som er en form for ikkevoldelig kommunikation. Det sker ved hjælp af sætninger som »jeg bliver glad, når …« og »jeg bliver ked af det, når …«. På den måde lærer børnene at sætte ord på, hvorfor de har det, som de har det.

»Når en elev fortæller, at hun bliver ked af det, når en klassekammerat siger, at hun ikke gider lege med hende, vækker det også følelser hos klassekammeraten«, forklarer Karina Munk.

Hans Rømer Skolen har også prioriteret at have flere gårdvagter i frikvartererne. Tidligere holdt to-tre medarbejdere øje med de 120 indskolingselever. Nu er tre pædagoger fast ude i alle frikvarterer, og de suppleres af en eller to lærere.

»Det skaber tryghed for børnene, at de kender os, og vi har ikke længere så mange konflikter, fordi vi tager dem i opløbet. Det gør, at vi kommer hurtigere i gang med at undervise, når det ringer ind«, siger Karina Munk.

Lærere bliver bevidste om egen betydning

Skolen kunne have styrket inklusionen uden at have deltaget i »Plads til forskellighed« med to lærere og en pædagog. Men det havde været sværere.

»Det gør en forskel, at vi er tre, som har fordybet os i inklusion og bagefter er gået foran med oplæg for kollegerne, for den viden, vi har fået, kan være svær selv at finde i en travl hverdag. Derfor er det godt, at ledelsen har givet os tid og plads til at involvere kollegerne og også vil tale med os om, hvordan vi griber inklusionsopgaven an i næste skoleår«, siger klasselærer Karina Knudsen.

Et er at få konkrete redskaber til at styrke inklusionen med hjem fra et kursus. Noget andet er selve det at få undervisning i inklusion, mener hun. Også selv om de strategier, man bliver præsenteret for, kan være velkendte.

»Projektet har gjort mig mere bevidst om, at jeg kan fremme god adfærd med anerkendende kommunikation, og jo mere jeg fokuserer på det, jo bedre bliver jeg til det«, siger Karina Knudsen.