Lærerkurser
På Lærerkursus.dk kan du søge efter kurser inden for lige præcis dit fag og i din region. P.t. er der 10 børnehaveklassekurser forskellige steder i landet på lærerkursus.dk
Foto: Jesper Knudsen
Vil du søge kursusmillioner?
Ny portal giver overblik over lærerkurser
I dag går Lærerkursus.dk i luften, hvor du kan søge i kurser til lærere og børnehaveklasseledere. Det er nemt at finde kurser, som er inden for rammerne af ny kompetencefond.
Den 1. april kl. 12 åbnede Den Kommunale Kompetencefond
pengekassen for lærere, børnehaveklasseledere og andre skoleprofessionelle. Og på den første uge er der søgt kurser for rundt regnet 14 mio. kr., oplyser parterne, KL og DLF.
Og i dag er så åbnet en portal, som kan hjælpe dig med at finde det rigtige kursus at søge penge
til. Lærerkursus.dk er en ny søgeportal, som skal gøre det let og brugervenligt at
finde kurser og efteruddannelse.
Platformen er udviklet af Fagbladet
Folkeskolen i samarbejde med de seks professionshøjskoler og CFU’er med støtte
fra Danmarks Lærerforening.
På Lærerkursus.dk kan man
sortere kurserne efter, om de lever op til Den Kommunale Kompetencefonds
kriterier for at modtage støtte. Lærernes del af fonden blev oprettet
med OK24 og støtter kurser for lærere og børnehaveklasseledere med op til 80
procent af omkostningerne.
”Jeg taler med mange lærere, som har svært ved at overskue,
hvor de skal starte i jagten på det rigtige kursus. Mange har ikke fået
efteruddannelse i lang tid eller skal prøve det for første gang. Derfor har vi
gjort det nemt at finde kurser, som lever op til Kompetencefondens krav,” siger
Andreas Marckmann Andreassen, chefredaktør for fagbladet Folkeskolen.
P.t. ligger der 275 kurser på Lærerkursus.dk. Fra de
helt fagnørdede som 'Aktiv læring i geografi: Jordens opbygning og geologiske
processer' direkte målrettet geografilærerne til de lidt bredere som ' Fagligt
løft i dansk – differentierede deltagelsesmuligheder i undervisningen'.
Langt
de fleste handler direkte om undervisningsfag eller specialistområder som
UU-vejledning. For det er foreløbig et krav for at få støtte fra den nye
kompetencefond, som DLF og arbejdsgiverne i KL har etableret ved sidste års
overenskomst. Bl.a. fordi efterspørgslen har været så stor på de fagfaglige
kurser, som Lærerforeningen selv har udbudt:
”Der var mange ansøgere og en kæmpe tilfredshed og glæde
over både relevansen af kurserne, og at man for første gang i mange år kunne få
et relevant undervisningsfagligt kursus”, har lærerformand Gordon Ørskov Madsen
fortalt.
Lige nu er der på
Lærerkursus.dk fokus på kurser, som lever op til Kompetencefondens formål,
fordi mange lærere leder aktivt efter netop de kurser. Men de kommende måneder
vil antallet af kurser på platformen vokse, så der både kommer mange flere
kurser fra de nuværende og fra nye udbydere.
Krav for at få støtte
Som nævnt kan du på Lærerkursus.dk klikke af, at du gerne
vil se de kurser først, som er forhåndsgodkendt til at modtage økonomisk støtte
fra kompetencefonden.
At kurset lever op til fondens kriterier er dog ikke en
garanti for, at din ansøgning bliver imødekommet, da alle ansøgninger bliver
vurderet individuelt.
Det er den enkelte lærer, der søger, men ansøgningen skal
være underskrevet af tillidsrepræsentant og skoleleder. Hvis ansøgningen
imødekommes, dækker fonden 80 procent af udgifterne til kursus, vikardækning
mv. - de resterende 20 procent skal arbejdsgiver medfinansiere.
Det er første gang, efteruddannelse er en del af lærernes
overenskomst. Lærernes Centralorganisation og KL aftalte sidste år at afsætte
150 millioner kroner årligt til efteruddannelse af kommunalt ansatte lærere og
børnehaveklasseledere foruden vejledere, specialundervisere, PPR-ansatte med
mere. Og desuden er der i år lagt to millioner kroner oveni fra nogle
gruppelivsmidler i fonden.