”Jeg er jo generelt set meget kritisk overfor skærme, men
lige hér tror jeg faktisk, at digital undervisning har noget at bidrage med”.
Sådan siger Mattias Tesfaye (S), da Folkeskolen møder ham på ministerkontoret i Børne- og Undervisningsministeriet
et stenkast fra Christiansborg.
Stort set siden han tiltrådte, har undervisningsministeren
ellers arbejdet for at reducere skærmtiden for danske elever, og da hans
ministerium for et års tid siden kom med skærmanbefalinger til
folkeskolerne, understregede han, at det var på tide at gøre op med den
benovelse over teknologiens muligheder, der har gennemsyret skolesystemet det
seneste årti.
"Jeg håber, at man finder Astrid Lindgren frem i et
klassesæt, og jeg håber, at man i pauserne spiller bordtennis og kysser på
pigerne", sagde
Mattias Tesfaye dengang.
Men med ”lige her” henviser ministeren til sygeundervisning
af elever med langvarigt ufrivilligt fravær, der ofte også kaldes for
skolevægring.
I starten af det nye år satte han gang i et
forsøg, hvor op til 30 kommuner kan få lov til at blive undtaget fra nogle af
folkeskolelovens paragrafer i fire år for at blive i stand til at
tilbyde onlineundervisning til den voksende gruppe af elever, som sidder
derhjemme i måneder og år i stedet for at komme i skole.
Ministerens forventning er, at den digitale undervisning kan
være med til at hjælpe eleverne tilbage i klasselokalet.
“Forsøget er
inspireret af nogle af de private onlineskoler, som har haft succes med at få
elever tilbage. Jeg har selv tidligere mødtes med en af skolerne. Men det er
også inspireret af vores erfaringer med coronaundervisningen, som for langt de
fleste elever var en discountløsning sammenlignet med hverdagen, men som for
nogle pludselig var en mulighed for at deltage i skolens undervisning”, siger ministeren
og fortæller, at han selv har “rimelig stor fidus til
forsøget”.
Forestiller sig en online fremtid
Mattias Tesfaye er ikke alene om at have fidus til online
sygeundervisning.
I løbet af de seneste fire-fem år har flere og flere
forældre henvendt sig til private onlineskoler for at give deres børn i
mistrivsel et reelt undervisningstilbud, fortæller fire af de største
onlineskoler til Folkeskolen. Det undervisningstilbud har deres
almindelige skole nemlig ofte svært ved at honorere.
Flere kommuner betalte tidligere for onlineskoleforløb til nogle af deres elever på de private onlineskoler. Lige indtil undervisningsministeriet for lidt over et år siden udsendte
en vejledning til kommunerne, der understregede, at det faktisk var i strid med
folkeskoleloven.
Udmeldingen blev mødt med frustration fra flere fronter,
fordi forældre pludselig skulle til at betale selv, hvis de ville have sygeundervisning
til deres skolevægrende børn. Og den tilsyneladende velfungerende løsning blev
et gode forbeholdt mere velstillede familier.
Mattias Tesfaye vil ikke spå om udfaldet af det nationale
forsøg med kommunale onlineskoler, men hvis det viser sig at være en succes, ser
han mulighederne for et offentligt modsvar til det private marked, der er i
dag.
”Man kunne måske
godt forestille sig en fremtid, hvor vi inden for rammerne af folkeskolen, har
onlineundervisning for nogle elever med langvarigt sygefravær med henblik på at
få dem tilbage og ved siden af det har frie privatskoler, der kan tilbyde det
samme. Det har jeg ikke noget imod. Jeg vil bare gerne undgå, at nogle børn og
familier de facto ikke har et folkeskoletilbud til rådighed. Jeg synes, at det
er vigtigt, at man kan gå i folkeskolen”, siger Mattias Tesfaye.
”Alle har ret til
at gå i folkeskole”
Under interviewet
gentager ministeren flere gange, at ”alle har ret til at gå i folkeskole”.
Ræsonnementet
er kort fortalt, at staten skal stille et offentligt skoletilbud til rådighed for alle børn. Det gælder også dem,
der ikke er i stand til at gå i den fysiske skole.
Og selvom de private
onlineskoler allerede har erfaringen, undervisningsmaterialet og lærerne stående
klar, er opgaven for essentiel til at overlade til det private marked.
”Der er en årsag til, at der skal være en kommunal skoleleder, som står
til ansvar for, at læreplanerne følges, at der afvikles afgangsprøver, at der
er specialpædagogisk støtte til dem, der har behov for det. Der følger jo en
hel masse rettigheder med til børn, der er en del af det kommunale skolevæsen.
Der er krav til lærernes uddannelsesbaggrund, der er tilsyn, og der er det
ene og det andet. Det er ikke nødvendigvis rettigheder,
der følger med og som kan håndhæves på samme måde, hvis skoletilbuddet er
udliciteret”, siger Mattias Tesfaye.
Målet med onlineundervisning er desuden at få eleverne tilbage i det
fysiske fællesskab i folkeskolen, understreger ministeren. Og dét, mener han,
at der er bedre forudsætninger for, hvis også onlineundervisningen foregår i
kommunalt regi.
Vigtigheden af en kommunal forankring er også grunden til, at
ministeriet ikke har foreslået en national onlineskole, forklarer han.
Kan kommunerne konkurrere med de private?
De private onlineskoler lader til at have stor succes med online
sygeundervisning, og samtidig er de få eksisterende kommunale forsøg med online
sygeundervisning kun i deres spæde begyndelse.
De private onlineskoler har op til fem års erfaring, og de har den fordel,
at de kan samle elever med langvarigt fravær fra hele landet. Det betyder,
at de kan lave holdundervisning med elever, der er fagligt på samme niveau, og
tilstrømningen af elever er nogenlunde konstant, så undervisningsmateriale kan genbruges,
og der er nok timer til at tiltrække lærere med de helt rette faglige og pædagogiske
kompetencer.
Så selvom forsøget med onlineundervisning er inspireret af de private,
kan det blive svært at drage de samme stordriftsfordele erkender ministeren, som kommer med en opfordring.
”Hvis kommunerne skal undervise i specifikke fag, og måske
endda også på specifikke alderstrin, så kan vi ikke bede hver enkelt skole
om at gennemføre onlineundervisning for de elever, som er i langvarigt sygefravær.
For det er der heldigvis ikke nok elever til”, siger Mattias Tesfaye og
fortsætter,
”Så forsøget handler om at give skolerne og kommunerne
mulighed for at se bort fra de bestemmelser sig i folkeskoleloven, som
begrænser muligheden for at gennemføre onlineundervisning, og til gengæld kunne
slå sig sammen på tværs af kommunens skoler, eller med nabokommunerne, så man
får tilstrækkeligt volumen på til at kunne have engelskundervisning i
indskolingen, eller idræt- eller danskundervisning online”.
Og ser man i invitationen til forsøget, står der da også, at
de 30 udvalgte kommuner kan melde ind sammen.
Minister forstår utålmodighed
Ansøgningsfristen
til ministeriets forsøg er endnu ikke udløbet, og det vides derfor ikke, hvor
mange elever der kan se frem til kommunal online sygeundervisning.
Men ministeriets
loft på 30 kommuner tyder på, at der de næste fire år er børn i mindst
68 kommuner, der stadig vil være overladt til selvbetalt privatundervisning eller ingenting.
Til det siger
ministeren:
”Det er ikke
sådan, at kommunen kan se bort fra kravet om sygeundervisning, imens de venter
på, at det her forsøg er færdigt. De regler, der er om sygeundervisning, gælder
jo så fortsat”.
Men undersøgelser
tyder på, at skolerne har meget svært ved at leve op til kravene om sygeundervisning
og i en vis udstrækning ikke gør det i dag?
”Dér vil jeg
sige, at en minister er jo to ting, forvaltningschef og politiker. Og
forvaltningschefen siger, at vi skal overholde loven. Politikeren anerkender
samtidig, at sygeundervisning i dag dækker meget mere, end det der var de
oprindelige intentioner. Det handler jo ikke kun om, elever, der ligger tre
uger på hospitalet med et brækket ben. Det handler jo ofte om børn, der er i ufrivilligt sygefravær i månedsvis, og det
var ikke oprindeligt det, som sygeundervisningskravet var skruet sammen til”,
siger Mattias Tesfaye og fortsætter,
”Vi har behov for
at finde en anden vej til at sikre de elever den undervisning, de har krav på end
bare at sige, så må elevens egne lærere gå hjem og banke på og gennemføre hele
fagplanen hjemme i stuen eller på teenageværelset. Og det er så det, vi prøver”.
Men når nu der er
bred enighed om, at reglerne om sygeundervisning ikke passer til virkeligheden,
ville det måske være mere oplagt at springe forsøget over og gå i gang med at
løse problemerne for skolerne og deres skolefraværende elever med det samme,
kunne man indvende?
"Jeg forstår godt
utålmodigheden med at få nye regler indført, så det gælder for alle. Men vi har
bare virkelig dårlige erfaringer med at få en fiks idé og så skrive det ind i
folkeskoleloven og så sige, at det skal alle 1300 skoler gøre".
"Vi har bedst
erfaringer med at prøve nogle ting af, og så få det rullet ud bagefter”, siger han.
