3.220 elever var væk fra skole i mere end 100 dage sidste skoleår, viser en ny opgørelse, som Børne- og Undervisningsministeriet har lavet til Folkeskolen. 

Opgørelsen viser også, at både antallet af elever med over 50 og 75 procent er fordoblet de seneste ti år. En udvikling, der bedrøver, men ikke overrasker hverken børne- og undervisningsministeren eller skolens parter, siger de i dag til Folkeskolen. 

Men hvordan er det kommet hertil, og hvad skal vi gøre?

Ifølge Regitze Flannov, der er forkvinde for undervisningsudvalget i Danmarks Lærerforening, er der både behov for at lempe det faglige pres på eleverne og tilføre flere resurser til folkeskolen, hvis udviklingen skal vendes.

”Igennem flere år har vi fået skabt en skole med et tempo og krav, som nogle af vores elever slår sig på. Der er samtidig kommet flere elever per lærer, så lærerne har ikke samme mulighed for at opbygge de relationer til eleverne og relationer eleverne imellem, som skaber et inkluderende undervisningsmiljø”, siger hun. 

Lederne: Kalder på, at vi skal gøre noget andet end i dag

Regitze Flannov efterspørger desuden et andet syn på, hvad der er vigtigt i skolen. 

Nye tal: Dobbelt så mange elever kommer næsten aldrig i skole

”De her tal er også en sørgelig konsekvens af et syn på skolen, hvor ture ud af huset, teater, musicals, lejrskoler og andre aktiviteter, man som lærer bruger fagligt til at skabe relationer og som også giver et inkluderende miljø, bliver set som ‘flødeskum’ og ikke som en del af basisdriften af en skole”.

Hos Skolelederforeningen mener formand Dorte Andreas til gengæld, at der skal kigges grundigt på skolernes samarbejde med forældrene og socialforvaltningen, hvis man vil de høje fraværstal til livs.

”Det her kalder på, at vi skal gøre noget andet, end vi gør i dag. Ikke kun som skole men også i det kommunale system. Vi er nødt til at kigge på hele samarbejdet mellem børn, familie og PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, red.). Det er der heldigvis nogle kommuner, der allerede gør, og det har de gode erfaringer med”, siger Dorte Andreas.

Forældrerådgivningen: Skolerne er nødt til at rykke frem i bussen 

I Forældrerådgivningen peger leder Lotte Wibe på, at mange forældre føler et stort ansvar for at få deres børn i skole, men at de samtidig har svært ved at få det til at ske. 

Forældre til børn med ufrivilligt skolefravær fortæller, at de ofte føler en stor skyld over, at de ikke kan få deres børn i skole. De oplever, at skolen møder dem med en indstilling om, at det er forældrenes ansvar at få deres barn i skole, forklarer hun.

”Vi hører ofte, at skolernes indstilling er, at samarbejdet starter, så snart eleven står ved indgangen til klasselokalet. Men når forældrene nu har vanskeligt ved at få deres børn afsted, er skolerne nødt til at rykke frem i bussen og sige, at det er et fælles ansvar”, siger Lotte Wibe. 

Skolerne ser det ofte for sent

Men mange forældre ved ikke, hvad de skal gøre, fortæller hun. De mangler en plan for, hvordan man får eleven hen i skolen, og et overblik over ansvarsfordelingen mellem skole og hjem. Og det bør skolerne være klar til at give, mener Lotte Wibe, der selv har en baggrund som lærer og viceskoleleder.

Hun fortæller samtidig, at skolerne er udfordret af, at de kan være i tvivl om, hvordan de skal håndtere de børn, der holder op med at møde i skole.

”Skolerne har brug for nogle, som hjælper dem med det her. Når man er bekymret for et barn, der er i psykisk mistrivsel, kan man henvende sig til PPR. Men når det handler om fravær, bliver skolerne ofte paralyserede og ved næsten ikke, hvad de skal gøre. Men der er jo nogle kommuner og aktører, der har erfaringer med det her, og dem skal man blive bedre til at trække på”, siger hun. 

Lotte Wibe påpeger også, at skolerne skal blive bedre til at tage problemet i opløbet, inden mistrivsel udvikler sig til skoleværing. 

”Mange forældre fortæller, at de har henvendt sig til skolen med bekymringer om mistrivsel, lang tid inden deres barn har udviklet skolevægring. Og for ofte bliver den bekymring ikke taget alvorligt, fordi skolerne ikke kan se det på barnet i skolen”, siger hun.