Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

”I sidste uge var der to sager med knive på den skole, hvor jeg er”. 

Sådan skrev en god bekendt til mig i den forgangne uge. Det er jo helt vildt. Og det er hverdag i den danske folkeskole. Langt fra på alle skoler, men på nogle skoler – og det er nok.

Berlingske og Folkeskolen har gjort et stort arbejde med at blotlægge volden i folkeskolen, og der tegner sig unægtelig et andet billede af den folkeskole, vi holder så meget af, end det billede, vi har for vores indre blik af, hvordan en skole bør være.

For mig at se har vi ramt en skæbnetime for folkeskolen. Enten fortsætter vi som nu, hvor sager om vold fejes ind under gulvtæppet, mens lærere, der udsættes for vold og trusler står magtesløse og alene tilbage i klasseværelset.

Eller også indgår vi en kollektiv aftale om, at vold ikke hører hjemme i den danske folkeskole, og så bakker lærere, pædagoger og skoleledere op, når de bekæmper den.

Først og fremmest fællesskabet

Hvis vi vælger den første vej, vil vi se øget lærerflugt, flere familier, der søger mod de private skoler samt folkeskoler, der brænder helt sammen, ansætter vagter og låser lokaler af, sådan som man har set det i andre lande.

Måske bestilles der er kursus til lærerne, som de ikke kan omsætte til mere ro i klasselokalerne og måske belæres alle ansatte af skoleforvaltningens udsendte konsulenter om, at det er deres elevsyn, den er gal med.

Intet af det vil gøre nogen forskel.

Hvis vi vælger den anden vej, kan vi have en seriøs samtale med alle skolens organisationer om, hvordan vi bedst udelukker volden fra skolens matrikel.

Det er en samtale, der skal handle om tilkaldeteams på voldsplagede skoler, så en udsat lærer kan få hurtig hjælp i en akut situation. Det er en samtale om retssikkerhed, grænsesætning, pædagogisk arbejde, efteruddannelse, kulturelle faktorer og skoletilbud til de børn, der i kortere eller længere tid ikke kan være i den almindelige folkeskole.

Det vil ikke være en nem samtale, men den vil være nødvendig, for vi har pligt til først og fremmest at beskytte fællesskabet – og først derefter hjælpe de elever, der er voldsomme og truende.

Alle mand på dæk

Jeg har før skoset organisationerne i og omkring folkeskolen for at tale forbi og omkring volden for på denne måde at bevare et tabu, som lærere og elever må leve i, mens deres hverdag smuldrer. Jeg gentager gerne kritikken:

Danmarks Lærerforening, KL, Skolelederforeningen, Børne- og Kulturchefforeningen og Skole og Forældre har alt for længe krampagtigt holdt fast i et billede af skolen som et sted uden vold og frygt. Det har skabt et tabu, så vi ikke har kunnet tale om de reelle problemer med vold, trusler og frygt i skolen.

Men der er ingen vej udenom. Hvis vi skal bekæmpe volden – og det skal vi – må alle mand på dæk og komme ind i kampen. Ellers får vi ikke brudt tabuet, og utrygheden vil få endnu bedre kår i klasselokaler og på lærerværelser.

Derfor har organisationerne et stort ansvar for at bryde tabuet og arbejde vedvarende med at skabe en skole, hvor volden ikke slår rod. Det kommer til at kræve en kulturændring, for volden passer ikke til det billede, vi har af skolen. Men den eneste måde, vi kan løse problemerne på, er ved at få dem frem i lyset.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk