Inklusionsreformen skal tages fuldstændig af bordet, og hele handicapområdet tages væk fra kommunerne, så det i stedet bliver et helt objektivt panel af fagpersoner, der visiterer børn til særlige indsatser eller specialskole.

Sådan lyder det fra Nye Borgerlige i et af de mere vidtgående bud på noget af det, Folkeskolens læsere bød ind med som vigtigt, da vi spurgte dem på Facebook før valgudskrivelsen - nemlig hvad vi stiller op med inklusionsudfordringen og med, at så mange børn i skolealderen mistrives og står i kø til hjælp fra det psykiatriske system.

Viljen er – i hvert fald før valget – stor hos næsten alle partier til at styrke kommunernes Pædagogisk Psykologiske Rådgivninger (PPR) med flere resurser:

”Det er i hvert fald vigtigt, at man får et samarbejde, hvor man kommer tættere på, og hvor der ikke er for lange ventetider, og hvor man kan kalde kavaleriet ind, så at sige, når der er udfordringer i klassen. Nu har vi jo af nogle omgange tilført midler, men det kan godt være at der skal flere resurser til. Jeg tror, at det er vigtigt, at PPR er nogle, som man kan ty til og få støtte fra, hvis der er en opgave eller en elev, som man ikke ved, hvad man skal stille op med. Så jeg tror, at det er vigtigt, at de er tilgængelige, også uden at det er noget, som tager utrolig lang tid”, lyder det for eksempel fra Socialdemokratiets undervisningsordfører Jens Joel.

Mai Mercado, Konservative, vil også gerne styrke PPR, men:

”Vi bliver nødt til at sætte os ned og kigge på, hvorfor der er 62 ugers ventetid på udredning, og hvorfor det er fordoblet på et år. Det er en kæmpeudfordring, og det er ikke nok bare at hælde flere penge i, for noget af det handler også om, at man har svært ved at rekruttere dem, der skal foretage udredningerne, så det skal vi finde en løsning på. Især når vi ser, at andelen af eleverne med uindfriede støttebehov har været stigende igennem årene”.

”Og der vil jeg da rigtig gerne holde Pernille Rosenkrantz-Theil op på det løfte, som hun gav, både inden hun kom i regering og også i starten af hendes regeringsperiode. Det var nemlig, at hun ville gerne have PPR-konsulenter ud på skolerne, og det er i hvert fald ikke sket, der er sket nul”, siger Mai Mercado.

Skolepsykologerne tilbage

I den sammenhæng satser Mette Thiesen, Nye Borgerlige, og Lotte Rod, Radikale, på en genindførelse af cand.pæd.psyk.-uddannelsen:

”Vi vil nemlig have skolepsykologerne tilbage, så man hurtigt og effektivt kan sætte ind, når et barn har behov, hvad enten det er midlertidigt, eller det er et barn, der skal videre i specialundervisningssystemet”, siger Mette Thiesen.

Tilsvarende siger Lotte Rod:

”Så vi kan have flere erfarne lærere, der har taget en psykologfaglig overbygning, som er på skolen og kan hjælpe i klassen med det samme. For det er helt galt, når vi i dag hører, at børn, familier og lærere skal vente urimelig lang tid for at få hjælp”.

Det er dog ikke alle partier, der mener, at der er brug for at tilføre flere resurser til PPR.

Det gælder blandt andet Liberal Alliance, fortæller undervisningsordfører Henrik Dahl:

”Det er jo symptombehandling. En styrkelse ville desuden kræve, at der var en masse arbejdsløse fagprofessionelle, der stod klar og ventede på et jobopslag. Men det er jo problemet i den offentlige sektor, at så mange fagprofessionelle er der bare ikke. Så hvis du tilførte flere milliarder til området, ville du jo stå med et kæmpe rekrutteringsproblem”, siger han og mener heller ikke, inklusionen skal styrkes.

”Inklusionsreformen er jo ideologi, mere end det er faglighed. Der ér bare børn, der har bedre af et specialtilbud. Den der ideologi om, at der kun er fire procent, der har brug for specialtilbud, det er meget ofte synd for børnene. Jeg har kendskab til en alvorligt autistisk dreng, som jeg kender rigtig godt, og der er jeg bare nødt til at sige, at det ville være så ubegribelig synd for den dreng at anbringe ham i en almindelige skole, fordi han flipper ud over den larm og uro, som almindelige børn laver. Han har brug for at lære i et roligt miljø, og det har alle børn med den diagnose”.

Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti, vil heller ikke være med til en send-flere-penge-model:

”Det er et komplekst problem uden nogen lette løsninger. Vi ved reelt ikke, hvad mistrivslen skyldes, og det er ikke noget man kan lovgive sig ud af. I forhold til inklusionsudfordringerne så havde vi tidligere flere specialtilbud, og det slog bunden ud af folkeskolens økonomi. En tredjedel af pengene gik til ganske få procent af eleverne – jeg tror det var fem procent. Det har kommunerne nogenlunde frihed til at vende tilbage til, hvis de ønsker. Men de skal selv finde pengene til det. Det er deres ansvar at drive folkeskolen”.

Balancen er tippet

Flere politikere er bekymrede over, om inklusionen er gået for vidt:

”Jeg tror måske, at balancen er tippet, og at man er kommet til at inkludere for mange med særlige behov i klasserne. Men jeg vil også sige, at man kan inkludere rigtig mange, hvis de rigtige kompetencer og resurser er til stede i klasserne. Så det handler både om at diskutere, om nogle skal ud af klasserne og om, hvilke støttebehov dem, der er tilbage i klasserne, har. Og så må man kigge på, hvilke resurser og kompetencer, man så har i klasseværelserne til at løfte dem. Og dér tror jeg faktisk, at man skal skrue op for begge dele”, siger Socialdemokratiets Jens Joel.

”Det er mit indtryk, at man mange steder beder lærerne om at løfte en umulig opgave, som de reelt set ikke mulighed for at løfte, fordi der mangler en kollega eller fordi, der mangler nogle kompetencer i forhold til at håndtere opgaven - og nogle gange begge dele. Hvis inklusionen skal fungere, er det selvfølgelig også vigtigt at diskutere resurserne man bruger på inklusion. Man kan ikke få det hele for det halve”.

Thor Laage-Petersen Poulsen fra nystiftede Danmarksdemokraterne:

”Inklusionen har ikke levet op til de intentioner, der var tiltænkt. Jeg synes ikke, inklusion skal afskaffes, men man skal have et øget fokus, for det lykkes ikke altid. Noget kan klares med tolærerordninger, noget kan klares med specialundervisning på skolen, men det skal også være lettere at få adgang specialtilbud. For der er kun tabere, når det ikke lykkes. Barnet, som ikke kan inkluderes, taber, resten af klassen, der får mindre undervisning og læreren, der ikke kan leve op til målene”.

Jakob Sølvhøj, Enhedslisten, påpeger, at der allerede er sket en bevægelse væk fra inklusionsreformens mål om at inkludere 96 procent af eleverne i den almene undervisning.

”Det var efter min mening fuldstændig hul i hovedet. Derfor er der børn, der burde have haft et specialtilbud, som ikke have fået det. På den anden side er inklusionsdagsordenen god på den måde, at børn, der har et inklusionsbehov på en eller anden måde kan indgå i almenklasserne. Så skal der være den nødvendige støtte, ellers bliver det eksklusion på en anden måde inden for almenklassens rammer”, siger han og understreger, at dén vurdering skal fagfolk stå for.

Skøre inklusionsprojekter

Flere af kandidaterne på stemmesedlen har også bud på, hvordan inklusionen kan forbedres.

Undervisningsordfører Mai Mercado, De Konservative, mener først og fremmest, man burde lave en målsætning om, at det skal gå bedre med inklusionen og dernæst identificere, hvorfor det går så skidt med inklusionen ude på skolerne for til sidst at have en ”fælles værktøjskasse”:

”Det er komplekst, når vi taler om børn med vanskeligheder, og børn er forskellige, men vi bliver nødt til at have en fælles værktøjskasse, for ellers så sker der det, som sker i dag: at hver kommune prøver at opfinde sin dybe tallerken, hvor man i Aarhus Kommune baseret på udenlandsk erfaring laver en klasse med lavere normering med børn, der har autismespektrumforstyrrelse. Men så laver man det samme i Assens, men der hugger man lige en hæl og klipper en tå og er ikke tro mod den metode, som faktisk er blevet anvendt i Aarhus”, siger Mai Mercado.

”Og sådan er der, undskyld mig, masser af mere eller mindre skøre inklusionsprojekter derude, så vi skal have defineret nogle gode solide metoder og opstillet nogle kriterier for, hvilke kriterier der skal være opfyldt i skolerne for bestemte grupper som for eksempel børn med autismespektrumsforstyrrelse, før de og de andre elever vil kunne trives og kunne udvikle sig og præstere fagligt”.

Samtidig, fremhæver Mai Mercado, kræver det, at man sikrer efteruddannelse i de konkrete metoder til lærerne, så de er klædt ordentligt på til opgaven.

Konservative har endnu ikke sat nogle midler af til at tilføre inklusionsområdet, men ifølge Mai Mercado ville det være være ”naturligt” at tilføre midler til kommuner til at løse den udfordring.

”Hvis inklusionen skal lykkes, kræver det, at man sikrer, at der er resurser og kompetencer til at løfte den opgave i de enkelte klasseværelser”, siger også Jens Joel, Socialdemokratiet. ”Det handler dels om lærernes viden og kompetencer i forhold til at håndtere de børn, der har særlige behov. Nu har vi jo lige lavet en ny læreruddannelse, hvor vi går tilbage til, at de studerende kan vælge specialundervisning som en del af deres profil. Og det tror jeg er ekstremt vigtigt. Og så handler det om at sikre, at der er resurser til stede. Uanset om skolerne benytter sig af to-lærer-ordninger, nest-klasser eller co-teaching, kræver det jo både penge og kompetencer”.

”Alle børn i grundskolen skal have mulighed for at trives og opnå læring, uanset hvem de er, og hvilke behov de har”, understreger Venstres Anni Matthiesen.

”Det er helt afgørende, hvis vi vil sende vores børn og unge godt på vej i livet. En større indsats for at sikre, at skolerne kan rumme elevernes særlige behov, kræver flere resurser. Det gælder elever med særlige behov i folkeskolen, såvel som de frie grundskoler. I Venstres finanslovsprioriteter for 2022 afsatte vi 100 mio. kr. til at styrke inklusionen i folkeskolen, ligesom vi, da vi var i regering, styrkede inklusionen i folkeskolen og hævede økonomien til indsatsen på de frie grundskoler, så flere børn får den hjælp de har behov for - og krav på!”

I Alternativet ser man det som en mulighed helt at ændre retning for inklusion.

”Enten skal vi finde en anden vision end inklusion, eller også skal tilføre flere resurser”, lyder det fra lærerstuderende og kandidat for Alternativet Nicklas Hakmann Petersen.

”Lige nu fejler vi i begge ender. Jeg tror faktisk, at mange elever i komplicerede læringssituationer ville klare sig bedre, hvis de fik et specialtilrettelagt tilbud. Vi kunne nok godt tage flere ind i skolen, end vi gjorde før inklusionsreformen, men nu er vi gået i den anden grøft, hvor vi hiver for mange elever med udfordringer ind i folkeskolen, så det bliver dårligt både for de elever og for resten af klassen”.

For snævert normalitetsbegreb

Jacob Mark, SF, mener, det er politikerne – før han selv blev valgt ind vel at mærke - der har en stor del af ansvaret for trivselsproblemerne:

” I Corydon-tiden skabte man et skolesystem, der måler og vejer de unge mere, end man har gjort tidligere, og hvor man hele tiden fortæller de unge, ’du skal være parat til noget’. Man har lavet en uddannelsesparathedsvurdering, man har lavet flere karakterer, og man har lavet stopprøver”.

”Man putter konstant fokus på, at de unge skal kunne noget, og at de skal blive til noget. Og samtidig med at man har lavet det, nogle kalder et konkurrencestatsfokus, har man indført et ansvar for egen lærings-paradigme. Jeg kan godt forstå, at der er mange børn, der har svært ved at være i, at de selv har ansvaret for, at de klarer sig godt i de mange test, og at man fortæller dem, at de har alle muligheder”, siger han og mener også, at normalitetsbegrebet er blevet for snævert.

”Det bliver meget snævert, når lærerne skal undervise efter bestemte metoder, og når lærerne skal nå en helvedes masse faglige mål og igennem et vist pensum, som afgangsprøverne foreskriver. Dét tror jeg, at der er mange børn, der ikke føler sig hjemme i. Jeg vil gerne have, at vi tager noget af ansvaret væk fra børnenes skuldre, og giver lærerne mere tid til at støtte børnene, og vi så samtidig skaber mindre stive rammer, så man kan være normal på mange forskellige måder”.

Friskolerne skal også inkludere

Og når man taler inklusion og resurser, er det højt på flere partiers ønskeseddel at sikre, at de frie skoler tager deres del af opgaven.

”Vi har altid ment - og det mener de Frie Skolers Lærerforening også – at de fri- og privatskoler, som tager et stort socialt ansvar, skal have bedre økonomi, og de privatskoler, der typisk ligger i storbyerne og ikke tager et socialt ansvar, de skal have mindre. Hvis man ikke vil være en del af fællesskabet og løfte det sociale ansvar, så synes jeg ikke, at man skal have lige så mange penge som alle andre. Der er privatskoler, som udskriver de svage elever lige op til afgangseksamen, fordi de er bange for, hvad det har af betydning for skolens testresultater. Det er helt uholdbart, og det skal vi have fundet en løsning på”, siger undervisningsordfører Jacob Mark.

Det var også jeres holdning inden sidste valg. Hvorfor er I ikke kommet igennem med det endnu?

”Det står i forståelsespapiret, men det er aldrig kommet videre. Det skyldes formentligt flere ting. Dels har det nok ikke været på hitlisten hos nogen af partierne, og så tror jeg ikke, at det har stået øverst på regeringens prioriteringsliste. Jeg selv har nok været allermest optaget af at prøve at få gang i forhandlinger om frihed til folkeskolen, og så har jeg også været væk i en periode”, lyder det fra støttepartiet.

Undervisningsordfører for regeringspartiet Socialdemokraterne Jens Joel, siger:

”Det er afgørende, at de frie skoler, der løfter en bredere fællesskabsopgave, også bliver belønnet for det, så det bliver økonomisk fornuftigt for dem at tage deres del af opgaven. Så derfor synes jeg, at man bør indrette støtten til fri- og privatskoler, så det i højere grad afspejler, om de rent faktisk er med til at løse en opgave for fællesskabet, eller om de kører på frihjul i den sammenhæng”.

Også støttepartiet De Radikale vil tage snakken med de frie skoler:

”Det er ikke i orden, når vi på det seneste har set eksempler på privatskoler, som smider eleverne ud, hvis de synes eleverne ikke passer ind. Vi kan stille krav til, at alle skoler skal tage et socialt ansvar, og de frie skoler er ret langt i selv at lave en model for det”, siger Lotte Rod.

”Den snak vil jeg gerne fortsætte med de frie skoler. Jeg oplever, at mange friskoler tager et socialt ansvar og løfter en stor opgave”, siger hun videre.

Det er Thor Laage-Petersen Poulsen, kandidat for Danmarksdemokraterne, ikke enig i.

”Det behøver ikke altid være laveste fællesnævner. Der er også elever, som ikke bliver udfordret nok. Dem må man også tilgodese”.

Mere faglighed i specialtilbudene

Flere politikere vil også kigge på specialskoler og specialklasser.

”Vi skal blive meget bedre til at tage hensyn til det enkelte barn i stedet for at sætte børn med meget forskellige diagnoser sammen i specialenheder og så tro, at det løser problemerne. Specialklasserne er nogle gange for meget et ’bunkebryllup’ af helt forskellige børn med helt forskellige behov. Vi ser i det hele taget gerne at handicapområdet flyttes fra kommunerne til regionerne, fordi vi mener at mange kommuner ikke har tilstrækkelig faglighed i forhold til at give børnene det rigtige tilbud første gang”, lyder det fra kandidat for Kristendemokraterne Marianne Karlsmose.

”Vi skal sikre, at der er de rette specialtilbud i hele landet”, siger Lotte Rod, Radikale Venstre. ”I mit område - det sydjyske - mangler vi dagbehandlingsskoler, og derfor er det næste skridt, at vi tager ansvar for, at de børn, der har brug for specialtilbud også kan få det”.