På baggrund af rapporten, hvordan synes du så, det går med inklusionen?

»Det er meget blandet, hvordan man arbejder med inklusion. Men vi kan se, at de kommuner, der startede tidligt med inklusionsindsatsen, har bedre erfaringer. De er længere med at klæde deres lærere og pædagoger på, de er længere med resursecentre og -personer. Derfor er opbakningen også størst i de kommuner, fordi man kan se, at det faktisk er noget, der hjælper børnene og støtter hele klassen samlet. Det viser også, at det er en større omstillingsproces«.

Lærere og ledere er meget uenige om inklusion

Men får de den støtte, der skal til? Pengene følger med ud på skoleområdet, men lærerne oplever ikke, at de følger med ud i klasserne?

»Det er vigtigt at holde fast i, at den rigtige inklusionsløsning kan se forskellig ud på de enkelte skoler.

Pengene skal ikke krone for krone følge den enkelte elev fra specialområdet ud i normalklassen. Det handler om, at hvis eleven rykker til normalområdet, flytter pengene med til gavn for eleven, men også til støtte af det, der sker i den almene undervisning«.

Rapporten viser, at lærerne er blevet endnu mere skeptiske, og at lederne og lærerne oplever det meget forskelligt. Hvordan forklarer du det?

»En forklaring kan være, at der er forskel på som lærer helt konkret at skulle tilrettelægge et forløb med meget forskellige børn. Der er også mange lærere, der føler, at der sker mange ting på én gang lige nu i form af inklusion, arbejdstid og skolereform. En tredje forklaring er, at nogle lærere oplever, at de ikke får den støtte, der skal til. Det skal jeg ikke være dommer over, men der er et skel, som er tankevækkende, fordi skolelederen og lærerne dog er på den samme skole«.

Hvad vil du sige til de lærere, der oplever konkrete udfordringer med inklusionen ude i klasserne?

»Der er heldigvis mange steder, hvor det fungerer rigtig godt.

Man skal til enhver tid gå til sin ledelse på skolen, hvis man ikke synes, det hænger sammen, i forhold til de opgaver man har. Om det så er, fordi der er for mange elever, at de har en uheldig sammensætning, eller der er for mange med særlige støttebehov. Man skal have en faglig sparring med en dygtig skoleledelse. Ellers går man til skolechefen. Problemet løses altid bedst så tæt på som muligt. Men jeg skal selvfølgelig stilles til ansvar for, om pengene kommer tilbage, og om eleverne bliver dygtigere hen over årene«.

Tvivl om ministeriets måling

Det lyder, som om du synes, at det i virkeligheden er lærernes negativitet afledt af alt muligt andet og medierne. Kan du slet ikke se nogen problemer?


»Ork jo. Jeg mener aldrig, man har en interesse i fra politisk side at tegne glansbilleder.

Det er meget forskelligt fra kommune til kommune og fra skole til skole, hvordan man har grebet opgaven an. Den forskellighed afspejles i rapporten. Det er også derfor, vi har læringskonsulentkorpset. Så kan vi komme hurtigt ud med viden om, hvordan man kan gribe tingene an, med udgangspunkt i de bedste erfaringer fra andre kommuner. I forbindelse med forhandlingerne om kommunernes økonomi har vi også skærpet kommunernes forpligtelse, så vi ikke alene kigger på, om pengene følger med tilbage, men også på om der er kvalitet i inklusionsindsatsen.

Endelig følger vi op med de trivselsmål, vi indfører som en del af folkeskolereformen. Når vi følger eleverne samlet, følger vi jo også den elev, der bliver i klassen på grund af inklusionsindsatsen. Hvis ikke de trives, kan vi aflæse det«.

Ministeriets evaluering: Lærerne er ikke klædt på til inklusion

Er inklusionsdagsordenen blevet, som du havde håbet på?

»Jeg synes, debatten er blevet meget fortegnet og er helt ude af proportioner. Man skulle tro, at det var tre-fire børn i hver klasse, der bliver inkluderet, men det er jo ikke det, der er virkeligheden. Det er i gennemsnit tre elever per skole på nuværende tidspunkt. Det har jo altid været en del af skolens formål, at den skal være inkluderende. I øjeblikket virker det, som om der er frit slag til at smække diagnoser på børn og så sige, at de er årsag til al mulig ballade. Det er helt urimeligt over for børnene, og jeg kan heller ikke genkende det billede ude på skolerne. Det er superærgerligt, at enkeltsager stempler søde, dygtige og helt almindelige børn, som selvfølgelig skal møde en folkeskole, der også kan hjælpe dem, selvom de har ADHD eller Aspergers«.