Pris for en pædagog i dansk og matematik i 1. og 2. klasse: 800 millioner

Hvis diskussionen af, om man skal have pædagoger i klasserne skal foregå på et oplyst grundlag, må man vide, hvad det vil koste. Derfor har SF’s Jacob Mark spurgt ministeren og fået svar.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Vil ministeren, evt. med inddragelse af andre ministerier, oplyse hvilke årlige meromkostninger der vil være forbundet med at have to voksne (en lærer og en pædagog) i alle timer i dansk og matematik i 1. og 2. klasse på alle folkeskoler, bortset fra i tilfælde af sygdom og andet fravær?", spurgte uddannelsesordfører i SF Jacob Mark for præcis en måned siden.

Nu har undervisningsminister Merete Riisager svaret og fået lavet beregningen på, hvad det vil koste, hvis man ville have en pædagog med i alle dansk- og matematiktimer i 1. og 2. klasse på alle folkeskoler. Da man ikke ved, hvor mange 1.- og 2.-klasser, der allerede har en pædagog med i timerne, er beregningen lavet ud fra antallet af dansk- og matematiktimer. 817.000 klokketimer i dansk i 1. klasse og 751.000 klokketimer i 2. klasse, og 371.000 klokketimer i matematik i 1. klasse og 375.000 klokketimer i 2. klasse ganget med en pædagogs timeløn.

Frederiksberg skal skære 40 lærerjob: Vil erstatte lærere med pædagoger i specialskole

"Hvis det antages, at pædagogerne ikke skal forberede sig til undervisningen, og at de har en gennemsnitlig timeløn på 352 kr. i 2018-pl (pris- og lønopregning, red.) og inkl. 20 pct. overhead, så vil de godt 2.300.000 ekstra pædagogtimer samlet set koste ca. 800 mio. kr. årligt", lyder svaret.

Virkelighedens merudgift ville dog være lavere, da der jo allerede findes pædagoger i en del af disse timer. Et træk, som folkeskolen.dk har foretaget i Undervisningsministeriets Datavarehus viser, at der sidste år var 8000 fuldtidspædagoger ansat i folkeskolen. Og en samtidig undersøgelse, hvor BUPL spurgte 4000 skolepædagoger viste, at 42 procent af dem ofte står alene med undervisningen i dansk eller matematik.

På 10 år er knap 7000 lærerjob vekslet til pædagogjob 

I samme moment fortæller ministeren, hvad man ellers kunne bruge pengene på.

"Til sammenligning blev det i forbindelse med beslutningsforslaget (B16) vurderet, at det ca. vil koste 1,4-1,5 mia. kr. at sænke klasseloftet til 24 elever".