Debat
Hvor ligger den administrerende direktørs ansvarsfølelse over for de lærere, der hver dag skal varetage vores børns tarv og læring? spørger Simon Boertmann Brüel, Anna Marie Krarup og 81 andre forældre fra Blågård Skole.
Foto: Martha Brüel Krarup og Jesper Knudsen. Redigering: Folkeskolen.
83 Blågård-forældre i opråb: Direktøren skylder lærerne en kæmpe undskyldning
Lærerne på Blågård Skole gør et utroligt stort arbejde for at give vores børn den bedste hverdag, men kommunen smider dem under bussen, skriver en lang række forældre.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.
Vi har alle børn på Blågård Skole. Og i det store og hele har
vi været glade for skolen, som har et hav af dygtige lærere. Desværre har vi
også oplevet en stor udskiftning af lærere. Personaleomsætningen har de seneste
år ligget på 30-40 procent, hvilket er væsentligt over gennemsnittet i
Københavns Kommune.
Svaret på, hvorfor så mange af skolens lærere har forladt
deres job, er nok ikke entydigt. Men der har været et dårligt arbejdsmiljø
igennem længere tid, som folkeskolen.dk har dokumenteret
i en række artikler.
Læs svaret fra forvaltningen her.
En ekstern arbejdsmiljø-undersøgelse
fra efteråret 2024 slår fast, at der er ”et hårdt belastet psykisk
arbejdsmiljø med mangel på psykologisk tryghed”, samt at ”der i MED-samarbejdet
mellem lærere og ledelse har fundet krænkende handlinger sted i form af mobning
mod skolens ledelse”. Førstnævnte er i overensstemmelse med 36 tidligere
læreres oplevelser på skolen. I et læserbrev
skriver de, ”at den største udfordring på Blågård Skole er ledelsesstilen under
den nu hjemsendte skoleledelse”, og de beskriver ”en ledelsestilgang, der
bygger på mistro og manipulation.”
Uhørt partisk
Derfor kom det som noget af et chok for os at se Københavns
Kommunes Børne- og Ungdomsforvaltnings udlægning af konflikterne. En udlægning,
som er uhørt partisk, lægger alt ansvar på lærerne og fuldstændig frikender
skoleledelsen. Forvaltningen skriver bl.a.: ”Konflikterne udspringer af en
kultur, hvor ansatte finder sammen i alliancer, hvor man enten er med eller
imod. Der er, og opretholdes, en udpræget og ødelæggende dem-og-os-kultur.”
Administrerende direktør i forvaltningen, Tobias Børner Stax,
udtaler: "Jeg sidder
tilbage med en erkendelse af, at skolens ledelse har haft en noget nær umulig
opgave, og at det ikke er skolens ledelse, som har forårsaget problemerne på
skolen. Der har på undervisningssiden været en kultur, der har været
ødelæggende for samarbejde.”
Vi sidder måbende tilbage: Er Tobias Børner Stax kun
skoleledelsens chef? Hvor ligger hans loyalitet og ansvarsfølelse over for de
lærere, der hver dag skal varetage vores børns tarv og læring? Hvor var hans
ansvarsfølelse, da lærerne bad
om hjælp sidste sommer?
Borgmester bør tage alvorssnak
I forrige uge vedtog Børne- og Ungdomsudvalget at gå videre
med forvaltningens indstilling om, at Blågård Skole skal deles over i to, så
udskolingen rykker over på Nørrebro Park Skole. Vi undrer os over beslutningen.
For det første har det seneste halve år med konstitueret ledelse været præget
af større ro i lærerstaben og i klasselokalerne. For det andet frygter vi, at
en opdeling af skolen vil skabe yderligere uro de kommende år – både for
lærere, elever og forældre.
Er der noget, skolen har brug for, er det ro. Og så er der
brug for en genopbygning af tillid mellem ledelse og medarbejdere. Den
tillidsgenopbygning må starte hos den administrerende direktør for Børne- og Ungdomsforvaltningen.
Dette læserbrev er derfor dels en stor opbakning til lærerne på skolen, som
dagligt gør et utroligt stort arbejde for at give vores børn den bedste
hverdag, hvor de trives, lærer og respekterer hinanden. Dels er det et opråb
til Tobias Børner Stax: ”Du skylder en kæmpestor undskyldning til skolens
lærere.”
Samtidig er det en opfordring til børne- og ungdomsborgmester
Jakob Næsager om at tage en alvorssnak med sin direktør om, hvordan man
bedriver tillidsfuld og anerkendende ledelse.
Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk