”Jeg tror ikke, at der er noget i undersøgelsen, som vil chokere eller overraske nogen skolelærere. Men jeg er lidt overrasket over, hvor lidt mobiltelefonerne faktisk er fremme”. 

Sådan siger Andreas Lieberoth, som er en af forskerne bag en ny stor undersøgelse om, hvor meget og hvordan skærmene egentligt fylder i folkeskolen. 

Som noget helt nyt har forskerne decideret 'kigget ind' i klasselokalerne to gange per lektion og noteret sig, om der blev brugt skærm og på hvilken måde. Det har de gjort på 12 skoler fordelt på tre kommuner på tværs af by-, mellemby- og landområder, hvor de i alt 8.170 gange har kigget på undervisning.

De mange observationer viser, at mobilerne næsten aldrig var oppe af tasken. Forskerne observerede kun brug af mobiltelefoner i 1,6 procent af tiden.

Nærmest som at sparke en åben dør ind

Om mobilerne og andre skærme så kommer frem i pauserne, har ikke været undersøgelsens sigte.

Men forskerne har alligevel lavet nogle uformelle observationer i frikvartererne, fortæller Andreas Lieberoth.

”Vi ser, at mobilerne heller ikke her kommer frem. Så når Trivselskommissionen anbefaler, at forbyde mobiler på folkeskolerne som udgangspunkt, er det nærmest at sparke en åben dør ind. For skolerne har i praksis indført det allerede. Vi ved, at det er langt de fleste skoler i Danmark, som har regler for mobiler". 

" Den seneste rundspørge fra Undervisningsministeriet viser, at det er omkring 1 procent af skolerne, der ikke har en form for mobilpolitik”, siger han.

Skærmbrugen er kompleks

Andreas Lieberoth fortæller, at de mange observationer viser, at skolernes brug af skærme er kompleks.

”Det er meget tydeligt, at man ikke bare kan tale om ’skærme i skolen’. Computere og projektorer er de to store ting - de udgør langt over 90 procent af alle observationer til sammen. Så hvis man tager projektorerne med, kan man godt få et billede af, at der er skærm overalt og i alting i skolen. Men når man tager projektorerne ud, ser det meget anderledes ud. Brugen af projektorer er jo ikke noget, der fylder i skærmdebatten. Ingen argumenterer for, at vi skal tilbage til kridt og grønne tavler”, siger han.

Hvis man medregner projektoren, kommer forskerne frem til, at der bliver brugt skærm i 60 procent af undervisningen. 

Men ser man bort fra dem og kun ser på individuelle devices - forstået som computere, tablets og telefoner - så ses der blot skærme i lidt over en tredjedel af tiden.

”Det er vigtigt, at vi ikke glemmer nuancerne i det her, og hvordan den praktiske hverdag faktisk ser ud”, understreger Andreas Lieberoth. 

”Det, man kan se som et problem i forhold til skærme i skolen er, hvis elever bliver sat foran en skærm og laver for eksempel færdighedsopgaver i en uendelighed, hvilket er glimrende til nogle ting. Det er en platformsdidaktik, hvor de kører på computeren, og det risikerer at blive automatiseret, ud fra hvilket køb man har, man har, når man ikke har nogen skolebøger, man kan vælge at bruge i stedet”, siger han.

Internet som distraktion og firewall som (dårlig) løsning

Det er også et problem, at det individuelle skærmarbejde giver eleverne adgang til en potentiel flugtvej, når noget bliver kedeligt, siger Andreas Lieberoth. 

For det er meget fristende at smutte ind på TikTok, hvis man sidder fast i sin matematikopgave, peger han på.

”Der er andre undersøgelser, hvor elever siger, at de bruger tid på ikke-skoleting på skærmene undervejs i skoledagen. Så det er blevet en den af den nye lærerrolle at bruge tid på at gå og holde øje med, om eleverne gør det, de skal, altså være skærmpoliti. Men det har altid været en del af klasseledelsen at holde øje med elever, der kigger ud ad vinduet og den slags", siger han og tilføjer:

"Men det er tilsyneladende blevet en større opgave nu”.

Undersøgelsen anbefaler blandt andet, at kommunerne indfører firewalls-løsninger på alle sine folkeskoler, så det ikke bliver den enkelte skoles ansvar at holde styr på det relativt komplicerede arbejde, det er.

”Det er for, at man kan lave nogle gode indkøb, som ikke bare er en løsning, der er god på overfladen, men som reelt ikke er særlig smart, når man laver skole. Der er mange historier om, hvordan de ’hårdeste’ løsninger i virkeligheden kommer til at begrænse lærernes arbejde på nogle virkelig groteske måder", siger Andreas Lieberroth og kommer med et par konkrete eksempler på udfordringer, han kender til. 

"Så kommer man ind på en skole, hvor mac-devices ikke kan komme på nettet, fordi skolen har lavet en indkøbsaftale, der blokerer for det, eller hvor eleverne skal bruge deres egen mobil, når de skal søge information til deres opgaver, fordi fornuftige dele af internettet er blokeret”, fortæller han.

Andreas Lieberoth peger på, at der faktisk findes løsninger, der er smartere end at indføre firewalls.

”Jeg anbefaler også stærkt, at man tænker lidt ud over firewalls, som jo ikke er et indholdsfilter i sig selv. Der findes løsninger, hvor lærerne har meget mere kontrol over, hvad eleverne skal have adgang til eller ej”.

"Vi ønsker jo ikke at forberede eleverne på et fantasiliv, hvor der ikke findes telefoner"

Han understreger, at det er lærerne, der skal lave begrænsningerne, så de giver didaktisk mening.

Med andre ord er det vigtigt, at det ikke bliver skolebestyrelsen eller politikerne, som styrer det, siger han.

”Der skal være mulighed for at bruge skærmene og internettet. Især når undervisningen går fra at være lidt mere lærerstyret på mellemtrinnet til at blive meget selvstyret i 8.-9. klasse”, siger Lieberoth. 

”Det handler også om myndighed og livsduelighed. Vi ønsker jo ikke at forberede eleverne på et fantasiliv, hvor der ikke findes telefoner. Vi skal forberede dem på at holde til et liv, hvor der ligger en telefon nede tasken, som man ikke tager den op, hvis man ikke skal bruge den. Det kræver nogle lejligheder til at optræne den muskel. Vi skal ikke vælge den her lidt overbeskyttende stil, som netop er noget af det, Trivselskommissionen peger på i vores kultur: Vi har en meget ængstelig og overbeskyttende måde at behandle det her emne på”.

Her er de nye trivselsanbefalinger

Lærer som skærmbruger 

Andreas Lieberoths observationer har fået ham til at tænke over læreren som skærm-bruger i undervisningen, og hvad det betyder, at projektorerne har udskiftet de grønne tavler.

For den digitale tavle har ofte medført, at læreren på forhånd har forberedt slides i stedet for at skrive ting på tavlen undervejs. 

"Hvis man bruger projektoren rigtig meget, betyder det måske, at man er mindre reflekterende i undervisningssituationen. For i stedet for at man står og skriver ting på tavlen og tænker over, hvad er det, vi taler med eleverne om, kan de slides, man lavede hjemmefra, blive meget styrende for undervisningen", siger han. 

Det er problematisk, når forskningen viser, at lærerens rolle er så afgørende for elevernes udbytte af undervisningen, påpeger han. 

"Al forskning i digitale læremidler viser, at det er læreren, der er det afgørende for, om der kommer god undervisning ud af det. Jeg var tilknyttet et universitet i USA en periode, og dér sagde de ’The teacher is the secret sauce’. Vi kan lave rigtig gode ting med læremiddelsystemer og gøre bøgerne lækre, men læreren gør forskellen”, siger han og peger på, at den form for undervisning heller ikke er i lærernes interesse.

"Alle lærere, jeg kender, vil jo allerhelst være opmærksomme på og bygge på det, der foregår i klassen lige nu”.

Lærerne er ikke slaver af læringsplatformene 

Men han understreger også, at de mange observationer omvendt også har vist, at lærerne i mange sammenhænge ofte gerne slipper skærmene og underviser på andre måder, fortæller han.

”Lærerne er ikke slaver af, hvad der ligger på de platforme, de har adgang til. De starter faktisk med klassen og dens behov. Og det er jo opløftende", siger han. 

"Det er også opløftende at se, at når der er gruppearbejde og individuelt arbejde, så er lærerne i høj grad til stede. De prøver at være opmærksomme på, at der er forskellige behov blandt elever og svæver rundt mellem dem efter, hvad situationen kræver. Nogle gange giver de eleverne arbejdsro i rigtig meget tid, men så springer de også i aktion, når det kræves”, fortæller Andreas Lieberoth.

I debatten om skærme i skolen kommer det nogle gange til at lyde, som om lærernes opgave er at følge med i og forhindre, at eleverne gør noget, de ikke skal. 

Men det er forkert, vurderer Andreas Lieberoth.

”Deres opgave er i lige så høj grad at følge med for at kunne hjælpe eleverne med at gøre det, de skal. Det drukner nogle gange i diskussionen om skærme og skærmpoliti. Lærerne er gode til at navigere i skærmbrugen og til at hjælpe deres elever og differentiere deres digitale undervisning”.

Læs rapporten her.