Velkomstkomiteen af elever, der er klar til at give hånd, da det danske skoleråd besøger Forestview Public School i Niagara, Canada, ligner en nøje udvalgt Benetton-reklame. Men når man kigger ind ad de åbne døre til klasselokalerne, er diversiteten intakt. Skolen bærer præg af, at delstaten Ontario stadig modtager 265.000 nye immigranter hvert år. Gennemnittet i skolerne er 51 procent, størstedelen af asiatisk oprindelse, men eleverne eller deres forældre kommer fra 200 forskellige lande.

»Vi har mange elever fra Saudi-Arabien og Vietnam«, fortæller skolens særligt uddannede English Language Learner-lærer, som det hedder her. Det, de har tilfælles, er ikke nødvendigvis to sprog - nogle er lige kommet, andres familier har boet her i generationer - men de har alle brug for ekstra hjælp til deres engelsk.

Mrs. Pascoe går med energiske skridt på høje hæle ned ad gangen. Hendes lange sorte hestehale svinger i alle retninger, og hvert andet øjeblik stopper hun for at hilse eller tage om en elev. Hun slår ud med armen og viser ind i en af klasserne. Alle døre er åbne, men det synes ikke at forstyrre undervisningen.

»Alle lærere har et grundlæggende kursus i, hvordan de skal hjælpe eleverne med at tage deres sprog og kultur ind i den almindelige undervisning, og så kan de få ekstra støtte hos mig. Jeg laver for eksempel ordkort med billeder på, som vi hænger op i klassen, så eleverne har et konkret billede at forholde sig til på de ord, som er svære at forstå i dagligdagen«.

Elever med indvandrerbaggrund skal have lige så meget succes som andre, lyder et af målene i Ontario. Og det lykkes dem faktisk. Hvor danske andengenerationselever ifølge Pisa Etnisk 2009 halter langt bag efter de etnisk danske elever, er forskellen i Ontario meget lille. Det lykkes tilmed for canadierne at gøre forskellen mindre klassetrin for klassetrin, mens den i Danmark ser ud til at vokse.

Alle bliver screenet allerede i børnehaven. De går i almindelige klasser og lærer engelsk, mens de lærer det faglige, men alle lærere er bevidste om ansvaret. Allerede i optagelsesprøven på læreruddannelsen bliver kandidaterne valgt ud fra deres forståelse for lighed og respekt for forskellighed, og emnet gennemsyrer alle fag på uddannelsen. Eleverne får støtte i klassen eller uden for klassen, så de kan få ekstra tid og hjælp til at følge med kammeraterne. Der er ekstra penge til at hjælpe, også selv om de er født i Canada, hvis det sprog, der bliver talt hjemme, ikke er engelsk. Der er også fokus på at hente hjælp i lokalsamfundet.

»Det er hele samfundet, der opdrager, så vi gør meget for at inddrage forældre og andre, som har samme sprog som barnet. Alle skilte på skolen er på fire sprog, vi inviterer til kulturaftener, og forældrene har en særlig kontaktperson på skolen, som taler en række sprog«, fortæller Mrs. Pascoe.

Alle forældre vil gerne hjælpe, men de ved ikke altid hvordan. Og når sproget kommer i vejen, så nikker de ofte bare og lader, som om de forstår. Det kender hun fra sin egen familie, som oprindelig er fra Baltikum. Derfor har hun fået oversat en række af læsematerialerne og et website med opgaver og forklaringer på andre sprog, så forældrene kan give støtte.

De to sidste døre på gangen er ind til specialklasser, som er indrettet med sanserum, hvor eleverne kan gå ind, hvis de trænger til en pause. Her er lys og lyde, puder og bolde.

Alle går i folkeskolen og får undervisning efter deres behov, og de er sammen med deres jævnaldrende i de andre klasser i de fag, hvor det giver mening, og har så undervisning alene eller i specialklassen resten af tiden.

»De andre er utroligt søde til at hjælpe og tage sig af vores elever med specielle behov«, fortæller skolens leder Todd Bright.

»Forleden var der en dreng, der endelig har lært at gå og gik tværs over skolegården. Det fik hele resten af skolens elever til spontant at klappe. Jeg bliver så rørt, når jeg ser, at det er eleverne, der er forbilleder for os voksne«.

Han fortæller, at han var lidt betænkelig, da han for tre år siden skulle lede en skole med så mange tosprogede og med to specialklasser, for det havde han aldrig prøvet før.

»Men det er en gave at have så mange forskellige elever i klasserne. Det er virkelig en resurse. Canada er en mosaik af kulturer og mennesker, ikke en smeltedigel som i USA, hvor alle skal lære at være ens«. |

Der bor 12 millioner mennesker i delstaten Ontario. Hvert år modtager de 265.000 nye immigranter. Befolkningen kommer fra 200 forskellige lande og taler 130 forskellige sprog. Hovedsprogene er engelsk og fransk. Byen Toronto er en af verdens mest multikulturelle.

»Vi er så utroligt heldige, at vi får alle disse mennesker ind i vores samfund. Men det kræver, at vi kan finde ud af at behandle hinanden med respekt, og her har skolen et kæmpe ansvar. Vi kan ikke ændre holdningerne hos de voksne. Men vi kan påvirke børnene, og så kan de gå hjem og påvirke de voksne«, lyder holdningen fra undervisningsministerens topembedsmand Mary Jean Gallagher.

Simon Calmar Andersen har som en del af Skolerådets formandskab lige tilbragt en lille uge i delstaten Ontario. Han er imponeret over canadiernes evne til at integrere.

»De har meget stærkt fokus på det enkelte barn, ikke bare på hvordan det går generelt. Ved at bruge test, der hænger sammen med læseplanerne, kan de endda se, hvordan det går inden for et specifikt område. Det hjælper formentlig alle, men jeg kan forestille mig, at det betyder noget for at løfte de tosprogede«.

Han hæfter sig også ved, at hele indstillingen til det at have et andet modersmål end engelsk er anderledes.

»Canada består jo næsten ikke af andet end indvandrere, hvis man går nogle generationer tilbage. Det virker, som om der er en helt anden forståelse for, hvad det er for udfordringer, de står over for. De arbejder systematisk med en tidlig indsats, og det er en del af lærernes forståelse allerede fra uddannelsen«.

Han vurderer, at det gør en stor forskel for eleverne, at deres sprog og kultur er velkommen og bliver fejret på skolen.