Klokken er 9.55. 

Loftslyset er dæmpet i børnehaveklasse K. Tyve elever sidder på gulvet med ansigterne vendt mod deres børnehaveklasseleder Helle Verdier. Hun læser højt fra en bog om en ælling, der tager på æblerov i Æby, og gør flittigt brug af både bas, diskant og dramatiske pauser.

Det er dagens tredje lektion. Ud over et par suk eller udbrud, når fortællingen tager et dramaturgisk opsving, er eleverne stille og lytter opmærksomt.

”Hov, fingeren skal ikke ind i næsen”, siger Helle Verdier henkastet til en dreng og læser videre, uden at nogen tager notits af den lille påmindelse. Drengen lader i stedet åndsfraværende fingeren tage på en rejse i ansigtet i området rundt om næsen. 

Børnene er de mindste, som findes i den danske folkeskole. Nogle ligner stadig de børnehavebørn, som de var for et år siden – snot i næsen, urolige fødder og åbne ansigter. Andre har fået skolebarnets fokuserede blik, kan tømme blyantspidseren i skraldespanden og hurtigt finde mappen i deres skuffe. 

Fælles for dem er, at de i dette skoleår skal lære at gå i skole. Fundamentale færdigheder skal øves. Som at huske at gå ind fra frikvarteret, inden timen starter, være stille, når der bliver givet en fællesbesked, og lade være med at drille de andre i pausen. Og så skal de selvfølgelig også lære bogstaverne og tallene op til tyve.

Skoler indfører korte dage, som slutter ved frokosttid

I børnehaveklasse K på Skovvejens Skole Øst i Ballerup ser det ud til at gå godt. Helle Verdier har været ansat på skolen i 15 år. Alligevel er hun spændt på, hvordan hun skal løse opgaven, når de nye elever starter efter sommerferien. 

Børne- og skoleudvalget i Ballerup Kommune har nemlig besluttet at skære skoleugen ned fra 25 til 20 lektioner for de allermindste elever fra næste år. Det vil betyde fire lektioner om dagen, altså cirka tre timer og tyve minutter, og dét er en meget kort skoledag, mener børnehaveklasselederen. 

Den faglige del af undervisningen kan man ikke skære væk på grund af de Fælles Mål, der er for børnehaveklassen, så skolen skal finde kreative løsninger og foretage svære prioriteringer for at opfylde kommunens ønske.

”Jeg synes, at det fungerer rigtig godt med fem lektioner om dagen. Børnene trives, og de lærer det, de skal”, siger Helle Verdier.

Hun har været børnehaveklasseleder i 25 år. Også dengang, hvor børnehaveklassen skulle vare til klokken to. 

”Det var for lang tid”, konstaterer hun.

Noget skal danses med numsen 

Klokken 10.08. 

Oplæsningen er slut. På tavleskærmen kan man se det opslag i opgavebogen, som eleverne skal arbejde med om lidt. Der skal skrives æ’er ud fra de billeder, som forestiller noget, hvor bogstavet indgår, forklarer Heller Verdier.

”Kan nogen se noget, der har æ i sig?” spørger hun. ”Æg”. ”Næsehorn”. ”Sæbe”. Eleverne rækker hånden op og svarer først, når hun har sagt deres navn.

”Prøv lige at skrive med fingeren”, siger Helle Verdier så til eleverne og tegner et formfuldendt æ i luften. ”Og rejs jer så lige op. Så tegner vi det med næsen. Og hvad tegner vi så med? Navlen, ja, det er rigtigt, Lilje. Og til sidst …?” spørger hun.

Fingrene ryger ivrigt i vejret. ”Med numseeen!” lyder det begejstret fra den heldige, der blev udpeget. Og flere fniser.

”Det er rigtig”, siger Helle Verdier, og så skriver de alle et usynlig æ med numsen, inden hun får dem til at sætte sig igen. 

Når man er seks år, sætter læringen sig bedre fast, hvis kroppen også kommer i spil, og det ligger som et krav i Fælles Mål for børnehaveklassen. Selv om det er tidskrævende, er det umagen værd, har Helle Verdier erfaret gennem årene.

Struktur baner vej for læring 

Klokken 10.13. 

Bordene i klassen står på række i midten, og langs væggen mod gangen står tre tomandsborde. 

”Husk nu, at du skal lade Rosa og Viktor være og lave dine opgaver”, siger Helle Verdier til en pige, der har forladt sin plads, hvor hun sidder alene med sin opgavebog. Tre elever har fået en placering lidt for sig selv i dag for at værne om koncentrationen.

I år er der ingen børn, der skal visiteres. Det er første gang i fire år. Men børnene kommer alligevel med meget forskellige behov og forudsætninger, og for de fleste er en klar struktur afgørende for, at de kan være i et klasserum og samtidig lære nye rutiner. 

”Det første halve år i børnehaveklassen bruger jeg på at lære dem strukturen i skoledagen. Først når den er på plads, kan de for alvor lære noget”, siger Helle Verdier. Det er også den, man kan takke for, at børnehaveklasse K er stille, når de sidder foran tavlen, og at de arbejder fokuseret lige nu, forklarer hun.

Klokken 10.25. 

De første elever kommer allerede hen til Helle Verdier for at vise deres æ’er.

”Meget flot, Frederik”, siger hun med rolig stemme. ”Men du skal lige lukke hullerne i æ’erne, så der ikke kravler mus ind”. Og kort efter til en anden elev: ”Hov, dine æ’er skal være helt lukkede. Tilbage og prøv igen”.

Omsorgen for eleverne viser sig hele tiden som et strøg over en elevs hår, en hånd, der hviler på skulderen eller opmuntrende strejfer kinden, når en samtale er slut.

På Skovvejens Skole har de endnu ikke besluttet, hvordan de skal strukturere næste års korte skoledag. Men med en time mindre tyder meget på, at eleverne skal være en del mere i skolefritidsordningen. 

Børnehaveklasselederen er spændt på, hvad skolefritidsordningspersonalet vil gøre med børnene i de timer, hvor de normalt er i børnehaveklasse.

”Børnene er trygge i vores skolefritidsordning, men som det ser ud i dag, er der ikke de samme tydelige rammer og strukturer til at gribe børnene, som vi har i børnehaveklassen”, siger hun. 

I skolefritidsordningen er der flere forskellige voksne, flere frie valg og et større børnefællesskab at navigere i. Det kan være svært for de små børn og næsten uoverkommeligt for de mere sårbare af slagsen, forudser hun. 

Der skal være tid til legende læring 

Klokken 10.30. 

Mens eleverne farvelægger små og store æ’er i opgavehæftet, stiller børnehaveklasselederen brætspil frem på et bord bagerst i klassen. Frederik og Saga er først færdige med alle deres opgaver og må nu vælge et spil, de kan spille sammen resten af lektionen.

De vælger ”Jungletur”. De slår skiftevis med en lydløs gummiterning og rykker farvede brikker rundt på en bogstavsti på pladen. Frederiks brik lander på y. ”Ymer”, siger han efter en kort tænkepause og gentager: ”Y-mer” Han klapper stavelserne imens. To stavelser, så han må rykke to felter frem. 

”Eleverne opfatter det ikke som en opgave. De synes, det er sjovt, når de kan bruge det, de har lært, til noget”, siger Helle Verdier. 

En til to lektioner om ugen er værkstedstimer. Helle Verdier stiller spil frem på seks borde og deler eleverne op i det samme antal grupper med en holdkaptajn i hver gruppe. Eleverne bruger otte minutter ved hvert spil, inden de rykker videre. 

”Legende læring tager jo længere tid, og jeg er bange for, at det kan blive svært at nå i samme udstrækning til næste år”, siger børnehaveklasselederen.

Farvel til spisepausen 

Klokken 11.05. 

Det er tid til frokost. Eleverne sidder på deres pladser foran hver sin farvestrålende madkasse og tygger på rugbrødsmadder, sandwich og agurkestave. Loftslyset er slukket, Helle Verdier læser op af en bog, og der er ro i klassen.

Til næste år kan det meget vel være, at børnehaveklasselederen ikke længere skal være sammen med børnene, når de spiser.

”Jeg kommer til at savne spisepausen med børnene. Jeg bruger den til at læse højt eller snakke med dem. Det er sådan en god stund på dagen, som jeg også kan bruge til at forberede eleverne på, hvad der skal foregå næste dag”, siger Helle Verdier og tilføjer: 

”Men vi skal jo finde en ny vej i det her, og indtil videre er der jo ikke nogen, der kommer og fortæller os, hvad vi ikke skal lave med eleverne”. 

Kender ikke til trætte elever 

Klokken 12.00. 

Da Helle Verdier kommer ind i klassen efter tolvpausen, sidder eleverne på deres pladser med jakker på, klar til hentediktat. Foran dem ligger et papir opdelt i ti felter med små tegninger og en linje, hvor de kan skrive, hvad billedet forestiller.

I klassen fører en dør lige ud til en lille skolegård. Mens eleverne finder en blyant i penalhuset, fordeler Helle Verdier laminerede tegninger på fliserne foran klassen. Tegningerne er de samme som på elevernes papir, men her kan de også se, hvordan motivet staves. 

De næste ti minutter løber eleverne ud i gården for at læse et ord for derefter at kunne skrive det på papiret inde i klassen.

”Det er en god aktivitet til sidst på dagen. Der er bevægelse, læring og leg. Eleverne glemmer, at klokken er over tolv”, siger Helle Verdier. Hun bruger legen tit. Den er også god til regnestykker, og hvis der er længere ord som for eksempel sjippetov, så er eleverne ofte nødt til at gå flere gange og lærer at bryde ordene op, forklarer børnehaveklasselederen. 

Et af argumenterne for en kortere skoledag er, at eleverne er trætte i de sene lektioner. Men det problem oplever Helle Verdier ikke i sine timer, fortæller hun.

Klokken er 12.25. 

Da alle elever har udfyldt diktaten og taget jakkerne af, samles de igen foran skærmtavlen. 

Det er denne lektion, dagens femte, som kommunen har valgt at fjerne fra næste skoleår. For Helle Verdier er det ”en af dagens fine stunder”, som hun siger. Hvor hun samler op på dagen og forbereder eleverne på den næste.

”Tænk engang. I dag har I lært at stave ord med tre bogstaver. Det skal I slet ikke kunne endnu, så I er superseje”, siger Helle Verdier.

Den daglige opsummering gør noget godt for elevernes motivation oplever Helle Verdier. De bliver stolte, når de indser, hvad de faktisk har lært, og når pointerne bliver gentaget, husker eleverne dem også bedre, forklarer hun.

Børnehaveklasselederen går videre til at fortælle eleverne om, hvad de kan glæde sig til efter påske. De skal både have nye pladser, og de får lov til at låne letlæsningsbøger på skolebiblioteket, fortæller hun.

God tid eller dårlig tid? 

Klokken 12.40. 

Snart er skoledagen slut. Eleverne skal tage deres tasker på, hænge stolen på bordkanten og stille sig bag den.

”Det var en meget kort dag”, udbryder Lilly på vej hen til sin plads. Hun kan ikke helt forklare, hvorfor dagen føles kort.

Sådan er det ofte, fortæller Helle Verdier. 

”Når jeg siger tak for i dag, kan eleverne være nærmest overraskede over, at dagen allerede er overstået, og at de har nået alt det, som vi talte om, at vi skulle nå, da den startede. Uden at de føler sig udmattede”, siger hun. Og netop derfor er hun ked af at miste sidste lektion.

”Jeg er bekymret for, om vi kommer til at erstatte en hverdag med god tid og ro med en hverdag med dårlig tid og uro. Og inden vi gør det, er vi nødt til at spørge os selv, hvad det kommer til at betyde for børnene”, siger Helle Verdier.

Klokken 12.45. 

Skoledagen er slut, eleverne forlader klassen.