For Frederikke Røn Jørgensen er det en hobby at dele sin viden på Instagram – og en måde at få mere på sit cv.

Frederikke: »Det er en kæmpestor lærervejledning«

Frederikke Røn Jørgensen er blevet kendt som finurlige.fif på Instagram. Her deler hun tips og materialer fra klasseværelset – de sociale medier er nemlig et godt sted at blive inspireret, mener hun.

Offentliggjort

FINURLIGE FIF

Frederikke Røn Jørgensen er dansklærer og it-vejleder på PaarupSkole i Odense.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»LÆSETIP I dag har vi igen øvet og øvet ... vi har læst de tre tekster, som børnene har arbejdet med de sidste uger«.

Lærer Frederikke Røn Jørgensen har taget billeder af sine elever i 1. klasse, der koncentreret læser i deres læsebog med pegefingeren på hvert eneste ord. På teksten ved siden af kan man læse, hvordan eleverne har arbejdet med korlæsning, makkerlæsning og tennislæsning, og hvad de tre læseteknikker går ud på.

Ann-Berit: »Det styrker min læreridentitet« 

»Når jeg deler et billede, sørger jeg altid for, at billedteksten forklarer, hvordan man som lærer kan gøre det samme. På den måde kan man nemlig bruge sociale medier som en lærervejledning«, siger Frederikke Røn Jørgensen, der er lærer og it-vejleder på Paarup Skole i Odense.

Hun oprettede profilen finurlige.fif på Instagram i august 2018 og har i dag 436 følgere, der ser med, når hun deler billeder af læseteknikker, droner i undervisningen og skemaer til synlig læring.

»Jeg elsker at bruge Instagram, fordi det er så visuelt. Det er som at sidde med et gammelt reklameblad og finde ud af, hvad man har lyst til at bruge i sin undervisning«.

Og med alt for lidt forberedelsestid er der brug for, at lærere inspirerer hinanden på de sociale medier, tilføjer hun.

»På min skole går mange af pauserne med at snakke om enkelte elever eller hændelser. Det er sjældent, at vi har tid til at sætte os ned og tage de gode snakke om undervisningen. Her bliver de sociale medier et stort, digitalt lærerværelse, hvor jeg kan diskutere alt det, jeg ikke når med mine kollegaer i hverdagen. Jeg tror også, at vi alle sammen underviser bedre, hvis vi deler vores kompetencer og didaktiske overvejelser med hinanden«.

Lærere med følgere 

Gennemsnitligt bruger Frederikke Røn Jørgensen en time om dagen på at tage billeder, dele opslag og svare på kommentarer. På sigt overvejer hun at oprette en hjemmeside, så hun ikke skal sende hver enkelt lærer en mail med undervisningsmaterialer, hvis de efterspørger dem. Men hun er glad for sin »hobby« og gør det, fordi hun næsten ikke kan lade være, forklarer hun.

»Jeg brænder virkelig for at udvikle mine egne undervisningsmaterialer og dele min viden. Jeg kunne også godt se mig selv som konsulent eller på et forlag, hvor jeg kunne udvikle materialer. Der er min Instagramprofil en meget naturlig måde at udvide mit cv på«.

Hvad vil du give af råd til en lærer, der også godt kunne tænke sig at dele tips til undervisningen på de sociale medier?

»Vælg din niche: Er du grammatiknørd, elsker du bevægelse i undervisningen, eller er du forgabt i historie, så vælg dét frem for alle dine fagområder. Og husk at tænke over, at alt, hvad man deler, skal være tilgængeligt og brugbart for andre. Så skal du nok få lærere, der gerne vil følge dig«.