Fakta

Samarbejde i folkeskolen

Forfatter:  Lars Qvortrup, Bente Bjørnholt, Anne Mette Kjeldsen og Mathias Thorborg

385 kroner

196 sider

Forlag: Dafolo

Lærernes professionelle dømmekraft anses for at være kernen i udøvelsen af professionen. Og netop dømmekraften bliver næret og styrket gennem samarbejde, både det formaliserede som i væsentlig grad bygger på den viden, som uddannelsen er omdrejningspunktet for, og det uformelle, som bidrager til at håndtere og kompensere for komplekse og pludseligt opståede situationer. Endelig omtales en tredje form for dømmekraft, den sunde fornuft, som er væsentlig at have i behold, men som ikke kan stå alene, hvilket gøres tydeligt i en omtalt case. Uden uddannelse kan den pædagogiske opgave ikke løses!

Det formaliserede samarbejde er karakteriseret ved, at ledelsen har afsat tid til forskellige former for teamdannelser, samarbejdsmøder og andre indholdsbaserede fora og det væsentligste udkomme synes at være en stigende deltagelse i det, der har fået betegnelsen 'professionelle læringsfællesskaber'. Her skal dialoger og fælles refleksioner bidrager til at styrke professionsudøvelsen. Dog synes lærersamarbejdet primært at foregå uden for klasserummet, og her ser forskerne potentiale for et øget samarbejde gennem undervisning i fællesskab mellem kolleger.

Det uformelle samarbejde beskrives som det, der ofte går under ledelsens radar, men som må anses for at være basalt i bestræbelserne på at holde sammen på det pædagogiske personales håndtering af hverdagens mange uforudsete hændelser. Sammen med de diskussioner og refleksioner, som foregår i de formelle fora, beskrives samvirket med de uformelle samarbejder som ”den surdej, som samarbejdet på en skole består af”. Mens der kan etableres faste dagsordner for det formelle samarbejde, er det af betydning, at det uformelle bygger på indbyrdes forventningsafstemning, på nedtoning af kollegiale uoverensstemmelser og på pragmatisme. Den daglige 'brandslukning' må bygge på pragmatisk handling, mens pædagogiske overvejelser må henvises til de formelle fora.

I et sammenfattende kapitel konstateres det, at man ikke kan tale om samarbejdet effekt. Dertil er skolelivet og lærerarbejdet for komplekst. Men man kan tale om, hvorvidt samarbejdet er effektfuldt. Her peges på, at især oplevelsen af at være en del af pædagogiske læringsfællesskaber øger lærernes jobtilfredshed, men der kun spores beskeden positivitet omkring andre forhold. Endvidere peges der på de problemer, som knytter sig til skepsis i forhold til samarbejdet med pædagogerne – og nogle steder vedrørende samarbejde i det hele taget. De steder, hvor samarbejde mellem lærere og pædagoger fungerer, oplever pædagogerne sig mere kompetente. Og det betones, at det er en ledelsesmæssig opgave at understøtte samarbejdet, også ved at afsætte tilstrækkelige resurser til området.

Anmeldelse

Stof til eftertanke for skolelederen

I et afsluttende kapitel præsenteres den ledelse, der løbende skal understøtte samarbejdet, for forskellige tilgange: visions-, transaktions-, pædagogisk og distribueret ledelse. Alle fire tilgange skal tages i anvendelse og ingen af dem kan stå alene. Der peges på, at distribueret ledelse gavner det professionelle samarbejde, fordi lærerne her inddrages og oplever en vis frihed. Men altså: alle fire tilgange må tages i brug, hvis samarbejdet skal holdes på sporet.

På baggrund af kvalitative og kvantitative studier i perioden fra 2020-2023 og på studier af relevant litteratur, fokuserer de fire forfattere på såvel formelle som uformelle samarbejdsformer og på deres betydning for lærernes professionelle dømmekraft; i hvor høj grad det stedfundne samarbejde kan siges at være effektfuldt. Bogen baserer sig på forskning, der er støtte af A.P. Møller Fondens folkeskoledonation. Af bogens litteraturliste fremgår det, at forfatterne har produktive i denne kontekst.

Anmeldelse

Til dig, der er træt af skoleprojekter

Bogen giver et fint overblik over samarbejdet i folkeskolen, både hvad angår dets styrker, især omkring professionelle læringsfællesskaber, og hvad angår potentielle nye samarbejdsflader, som bør tages op. Men på baggrund af et langt liv i folkeskolen, som lærer og som leder, savner jeg nogle refleksioner over det, der er hændt skolelivet – især efter reformen. Jeg ser her en forgrovelse i opstillingen af den privatpraktiserende lærer overfor den samarbejdende. I min optik har vellykket lærerarbejde som oftest været udført af personligt praktiserende lærere, og samarbejdet har altid eksisteret i en både daglig form og i en demokratisk, distribueret, for eksempel via det nu nedlagte lærerråd. Hvor lærere tidligere fik bevilget kurser i et vist omfang, er dette nu afløst af læringsfællesskaber, hvor man skal opdatere hinanden, af og til med konsulent- og vejlederhjælp. Alle disse kappede udviklingslinjer så jeg gerne belyst som en understrøm til den samarbejdsoverflade, som forskningen tilsyneladende har stillet sig tilfreds med. Og endelig synes en del uformelt frikvarterssamvær begrænset af ledelsesbestemte samarbejds- og forberedelseskrav.

Når jeg besøger skoler, synes den markante forskel på fri- og folkeskoler at være samværet i frikvartererne. Snak og liv overfor tomme stole. Måske styrker samarbejdet lærernes dømmekraft, men hvad er der blevet af deres drømmekraft?