Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

I år har politikerne diskuteret, at vi ikke laver nok børn. De forudser nemlig, at de dalende fødselstal bliver et af de helt store problemer for vores fremtidige arbejdsmarked.

Det er fint nok, men i min optik lurer der et langt større problem for fremtidens arbejdsmarked: At vi i dag ekskluderer de elever med handicap, vi allerede har i skolen.

Sidste års tal fra Børne- og undervisningsministeriet viser, at knap 43.000 unge hverken er i uddannelse eller beskæftigelse. Det tal er steget sammenlignet med året forinden. 40 procent af denne gruppe havde et eller flere handicap, hvilket svarer til næsten 19.000 unge, viser tal fra 2022. Det er især unge med funktionsnedsættelser som ADHD, autisme, angst og depression, der er overrepræsenteret i statistikken.

De her unge har været børn. Nogle af dem har jeg mødt som lærer, og nogle af dem mødte jeg aldrig, fordi de sad hjemme bag deres dør med skolevægring på andet, tredje eller fjerde år. På den anden side af døren til børneværelset stod opslidte forældre og spurgte hinanden, hvad der skulle blive af deres barn, når det blev voksen: Var skolen blot det første skridt i retning af evig eksklusion?

For mig må svaret desværre være et rungende ja. Når vi i folkeskolen ikke formår at få sendt denne gruppe elever ordentligt videre i uddannelsessystemet og ud på arbejdsmarkedet, fejler vi.

”Vi tilpasser jobbet til den enkelte” – bare ikke i skolen

Hvis jeg havde en 5'er for hver gang, jeg i skolekredse har hørt folk sige, at de såkaldte diagnosebørn trækker ressourcer fra de andre børn, ville jeg være stinkende rig. Som en, der selv var ADHD-barn - dog først med papir på det som 36-årig - skal jeg virkelig gøre mig umage, når jeg hører det. Faktisk får jeg lyst til at sige til dem: ”Det er de voksne, pædagogisk uddannede mennesker, der er det største problem, fordi de ikke evner at se børnenes ressourcer”.

Når vi ser børnene som nogen, der tager tid, opmærksomhed og økonomiske ressourcer fra de andre børn og fra samfundet, så udelukker vi dem allerede dér fra at blive nogen, som kan være værdifulde for andre og samfundet.

Historien om Mathias Nielsen, der har ADHD og aspergers, er gået landet rundt. Efter utallige afvisninger fra praktiksteder fik han langt om længe en praktikplads hos en it-virksomhed, hvor han fik mulighed for at vise sine styrker. Siden stiftede han sit eget firma - og fik stor succes.

Da medierne fik øje på ham, spurgte de til hans tilgang til sine ansatte, for 80 procent af dem har en funktionsnedsættelse. Svaret var simpelt: Vi tilpasser jobbet til den enkelte. 

For mig er det tankevækkende, at man åbenbart selv skal have en diagnose for at kunne se noget så indlysende.

Tænk sig, hvis vi kunne tænke på samme måde på landets skoler. Så ville fagfolkene ikke kigge på hinanden og trætte konstatere, at det nye barn i klassen har en diagnose. I stedet ville de fokusere på barnets ressourcer.

Ja, det ville kræve en mere rummelig skole, der ser væsentlig anderledes ud, end den gør i dag. Men det vil også kræve, at vi i skoleverdenen ser Mathias Nielsen og hans medarbejderes anderledes fungerende hjerner som værdifulde for samfundet.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk