”Start dér, hvor det giver mening for dig”.

Det er mantraet for cand.pæd. Karina Engelund Mathiasen i en ny bog ”Fra specialpædagogik til pædagogik”, der handler om, hvordan man som lærer kan gøre sin undervisning til et godt sted at være for alle elever med og uden diagnoser, uden at specialisere sig i ADHD eller autisme, uden at have en ekstra kollega med i undervisningen, og uden at nogle af eleverne skal sidde afskærmet fra de andre.

”Med bogen vil jeg gerne prøve at række ud til lærerne og sige, at der er nogle skridt, man selv kan tage – til trods for rammer og topstyring”, fortæller hun.

Udgangspunktet for Karina Engelund Mathiasen, der til daglig arbejder med efter- og videreuddannelse på Via, er, at det rent etisk er bedst for børn at gå i en rigtig god, lokal folkeskole, hvor de kan spejle sig i jævnaldrende.

”Også i forhold til sammenhængskraften i hele vores samfund er det bedst, hvis vi går i skole med nogle, der er forskellige fra os selv”.

Men virkeligheden for mange folkeskolelærere er jo, at mange forældre har trukket deres børn uden diagnoser ud til private skoler, at der er flere elever med forskellige diagnoser i mange klasser, og forberedelsestiden presset? 

”Det er sådan, klasserne ser ud. Og vi skal have et bedre tilbud til dem!”

Ikke nok at rumme

I bogen fortæller hun om Victor, der for nylig har fået en ADHD-diagnose, og som har svært ved at samle sig om at få lavet sine opgaver i skolen. 

Han føler sig ofte uretfærdigt behandlet både af lærere og klassekammerater og bliver vred. Ofte deltager han ikke rigtigt i undervisningen, fordi han ikke helt forstår, hvad han skal, eller fordi han er for træt, og somme tider må han heller må være med til fodbold i frikvarteret, fordi han får karantæne, når han har været vred. 

Flere af de andre elevers forældre mener, at det vil være bedst for både Victor og klassen, hvis han kom et andet sted hen.

”Victor er rummet et stykke hen ad vejen, og han er med i fællesskabet, så længe han ikke overskrider en usynlig grænse for, hvad fællesskabet kan rumme. Nogle lærere og nogle elever er bedre til at rumme Victor end andre (…), men 'Victor er ikke inkluderet'”, skriver Karina Engelund Mathiasen. 

Hun peger på, at hvis en elev sidder i kørestol, så er der ingen, der forventer, at eleven skal sørge for at transportere sig op til et klasselokale på 2. sal. I stedet vil man sørge for, at elevens klasse bliver undervist i stueetagen. 

Inklusion

Skoleborgmester om 97-målsætning: Vi er first movers - mange vil holde øje med, om vi lykkes

På samme måde kan man med Victors opmærksomhedsforstyrrelse prøve at sørge for, at der er mindst mulig larm og rod i Victors klasselokale, så han bliver mindst muligt distraheret. Ikke ved at sætte ham i en bås med øjnene rettet mod en væg, mener Karina Engelund Mathiasen, men ved generelt at rydde op i klasseindretningen, så den bliver så rolig og lidt distraherende som mulig.

Se på dine elever

I bogen opfordrer Karina Engelund hele tiden lærerne til at se på den elevgruppe, de lige nu har, og hvad den har brug for.

Men det er jo netop ikke én gruppe med et bestemt behov, men måske 28 elever med mange forskellige behov?

”Ja, og det er man nødt til at tænke ind i sin forberedelse – hvad er det, de her 28 børn har brug for? Det er undervisningsdifferentiering, og det er ikke godt nok at undervisningsdifferentiere i forhold til stofmængden, de enkelte elever skal igennem, de har brug for forskellige valgmuligheder i forhold til opgaver”, siger Karina Engelund Mathiasen, der selv har en baggrund som lærer og senere har vejledt lærere i praksis.

I sin bog foreslår hun oplæsning af nogle tekster for alle elever i klassen, ikke kun for elever med dysleksi, planer for dagens forløb med piktogrammer kan være for alle, ikke kun for elever med autisme, og ekstra gennemgang af ord og begreber for alle, ikke kun elever med et ikke-alderssvarende sprog. 

Hun advarer imod, at man som lærer har som ideal, at alle elever er nået nogenlunde lige langt i deres læring af stoffet.

Er det ikke alt det, rigtig mange lærere gør i forvejen?

”Jo, selvfølgelig er det det – det er jo dér, jeg har det fra”, siger hun og understreger, at hun ikke har fundet de vises sten, men hun håber, at hun kan inspirere nogle lærere med ideer, de måske ikke hidtil har brugt og med at understøtte et mindset om, at man kan gøre noget.

Det handler om ”situeret pædagogik”:

”At man som lærer bruger sin professionelle dømmekraft og vurderer, hvad der vil virke i den konkrete situation med de konkrete elever. Der håber jeg, at man kan blive inspireret og tænke, ’det her brugte jeg sidste gang, jeg havde 5. klasse i dansk – hvis jeg lige skruer lidt her, kan det måske du i den her klasse’”.

God pædagogik i stedet for specialpædagogik

Karina Engelund Mathiasen er nemlig ikke sikker på, at den store løsning for folkeskolen er mere specialpædagogik i form af fx ADHD-pædagogik eller mere autismepædagogik.

”For børn med ADHD er jo lige så forskellige som neurotypiske børn”.

Og der er som bekendt mange eksempler på særlige behov – foruden diagnoserne for eksempel flersprogede elever, elever, som er præget af mistrivsel i hjemmet eller i skolen, elever, som er forsinkede i deres udvikling osv. 

Karina Engelund Mathiasen foreslår, at vi i stedet for at skelne mellem almenpædagogik og specialpædagogik, arbejder med ’god pædagogik, der er tilpasset den børnegruppe, vi har’.

”Der er ikke noget galt i at kende en elevs diagnose eller lade sig inspirere af en særlig pædagogik, men uanset diagnoser skal vi jo handle på den adfærd, vi ser hos barnet. Og hvis et barn har vanskeligheder med at samarbejde, skal vi jo tilpasse kravene og så hjælpe det barn med at lære at navigere i de krav, man møder, når man skal samarbejde”.

Men mange forældre argumenterer jo med, at deres barn har en diagnose og derfor krav på fx ADHD-pædagogik?

Debat

Lærer: Vi kan ikke leve med pacificerede kassebørn

”Der er sådan en fortælling om retten til en specialplads, som også understøttes af medierne. Lad os i stedet tale om, at elever har ret til et alment skoletilbud, og forældre har ret til rigtig god undervisning til deres børn, og derfor skal man investere i gode folkeskoler. Der har skolerne også en opgave i at være tydelige. Vi vil rigtig gerne invitere forældrene ind, de skal lave legegrupper og læse med deres børn, men samtidig vil vi gerne have, de holder sig lidt væk, når det gælder kvaliteten af undervisningen. Der får de en lidt modstridende invitation”, siger hun.

Man må tage nogle små skridt - og lade det vokse

Karina Engelund Mathiasen peger på, at det er en stor udgift, ofte for den enkelte folkeskole og i alt fald for samfundet, hver gang en elev skal i specialtilbud. Samtidig med at der er et massivt behov for investering i den almene folkeskole, og det vil være en bedre vej at gå at skabe en kvalitetsskole, hvor flere kan være ægte inkluderet, hvis klassekvotienterne ikke er for høje, der er velfungerende co-teaching, og lærerne har god tid til at forberede deres undervisning.

”Men det er en større politisk diskussion, som jeg prøver at holde mig fra i bogen, for det har læreren ikke meget indflydelse på". 

"Det betyder ikke, at den diskussion ikke er vigtig, men som lærer kan man også gøre noget selv. Måske gør man allerede noget særligt i forhold til det relationelle, men så kan man fx lade sig inspirere til en anden måde at indrette klasserummet på. Man kan tage nogle små skridt ind i det og lade det vokse”.