Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

120 gange 120 centimeter, et hul at kigge ud af og bløde tæpper i bunden. Det kunne måske lyde som et hundebur til bilen, men det er desværre hverdag for mange udfordrede og udfordrende elever i indskolingen og på mellemtrinnet i den danske folkeskole. 

Bare rolig, der er trods alt ikke tremmer for åbningen, og eleverne kan også selv komme ud, hvis de har lyst til det, men da ungerne ofte får en moderne sutteklud med derind - bedre kendt som en tablet - er det ofte ikke tilfældet, at eleverne finder ud af sig selv. Konsekvensen er, at de sidder derinde i timevis og i realiteten ekskluderes af klassefællesskabet dag efter dag.

Minder om et hundehus

Det er ikke, fordi jeg ikke kan forstå de lærere, der ender med at bruge kasseløsningen, for i en klasse med en masse børn med mange forskellige behov, kan der være brug for alternative løsninger for at kunne gennemføre undervisningen - men skulle vi ikke prøve at tænke uden for boksen i stedet for ind i den?

Løsningen med at sende børnene ind i en boks og pacificere dem med en tablet, minder mig mest af alt om en dokumentar, jeg så en gang for mange år siden om kinesiske børnehjem, hvor børnene blev pakket ind i tæpper til de døde i ensomhed og uden kærlighed, hvis de da ikke voksede op helt apatiske. 

Selvfølgelig er den sammenligning på spidsen, for der er børn, der kan have gavn af en pause i en lille hule. Børn, for hvem det at høre, hvad der sker uden for boksen, kan være rigeligt stimuli, og som får mest ud af deres skolegang, hvis der er mulighed for at trække sig. For de børn kan kasserne være en god mulighed. Men for alle de børn, hvor man bruger boksen til at give klassen en pause fra barnet, har vi et alvorligt problem, og jeg har virkelig svært ved at se, at det kan hjælpe nogle af de børn med at udvikle sig i en positiv retning.

Vi skal sikre ressourcer til børnene

Der må og skal være et alternativ til pacificering af børn i folkeskolen. De er der for at udvikle sig fagligt og socialt, og det må aldrig blive skolens opgave bare at opbevare dem.

Jeg ved, at det i folkeskolen oftest er det (u)muliges kunst at gennemføre en meningsfuld dag for alle børnene, og at lærere, der tyer til metoder som den med kassen, gør det, fordi de vurderer, at det er det bedste for de mange og den enkelte i en situation med manglende ressourcer og varme hænder. 

Det er ikke de lærere, jeg kritiserer, og bestemt heller ikke børnene, men hvis vi lærere ser os nødsaget til at sende elever ud af klassen eller gemme dem væk i en kasse, er der noget rivravruskende galt, og så må vi som børnenes advokater råbe ”STOP” og forlange af ledere og politikere, at de sikrer de ressourcer, der skal til, for at børnene kan have en rimelig skolegang uden for kassen. Hvor de reelt inkluderes i fællesskabet i skolen og livet som sådan.

Det er os, der bolværket mellem børn og politikere - det er os, der skal sikre, at børnene kommer ud i livet uden alt for mange skrammer i lakken og helt sikkert uden, at de ved at synke. Der står intet om, at vi skal opbevare børn i folkeskolen i folkeskolens formålsparagraf, så hvis det er det, vi får at vide, at vi skal gøre af ledere og skoleforvaltning, må vi gå til vores tillidsrepræsentanter - eller i værste fald medierne for at få ændret forholdene.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk