Anmeldelse

Letlæst og overskueligt bud på det, vi lige nu ved virker, når der skal inkluderes

Hvad er god pædagogik, og hvordan tilpasser vi denne til vores børnegruppe? Disse spørgsmål besvares for læseren i en bog, der ikke tilfører anmelderen ny viden, men alligevel med glæde må anbefales.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fakta

Fra specialpædagogik til pædagogik

Forfatter: Karina Engelund Mathiesen

311,25 kroner

134 sider

Forlag: Dafolo

Den aktuelle situation i skolerne kalder på en ny pædagogisk forståelse, hvor der ikke skelnes mellem almenpædagogik og specialpædagogik. I stedet skal vi arbejde med god pædagogik, der er tilpasset den børnegruppe, vi har. Bogens tese rejser straks følgende spørgsmål: Hvad er så god pædagogik? Og på hvilke måder, kan vi i en travl skolehverdag tilpasse denne vores børnegruppe?

Fra specialpædagogik til pædagogik henvender sig ifølge forfatteren til praktikere i og omkring skolen og til de pædagogiske-psykologiske fag på læreruddannelsen. Efter en indledning og en introduktion til de enkelte otte kapitler, sætter forfatteren i bogens andet kapitel inklusion på den pædagogiske dagsorden. Herefter følger kapitler om hukommelse og læring, specialpædagogik eller pædagogik, relationskompetence, klasserummet, inkluderende undervisning og dominerende fortællinger. Hvert kapitel er ens opbygget med teori og definitioner, der gøres konkrete ved inddragelse af konkrete cases fra skolehverdagen og afrundes alle med en sammenfatning.

Mine spørgsmål besvares til fulde, og selvom bogen ikke tilfører mig nogen ny viden, er jeg glad for den. Jeg er glad for, at forfatteren helt tydeligt ikke er blind for, hvordan hverdagen i skolen kan se ud, og har forståelse for at små forandringer kan føre til store forandringer. Jeg er glad for, at bogen er velskrevet, hurtigt læst og letforståelig. Og sidst, men absolut ikke mindst, er jeg glad for, at forfatteren helt tydeligt har styr på, hvad der er vigtigt at vide noget om lige nu og giver læseren kompetente forslag til praksistiltag, der kan iværksættes med det samme. Personligt er jeg særligt optaget af kapitlerne 'Specialpædagogik eller pædagogik?' og 'Dominerende fortællinger'.

Så samlet set vil jeg anbefale Fra specialpædagogik til pædagogik til læreruddannelsen som et letlæst og overskueligt bud på det, vi lige nu ved virker, når vi gerne vil praktisere god pædagogik og undervisning i skolen. For den erfarne lærer kan den være en fin reminder i den daglige professionelle praksis. God skolestart til jer alle!