“Det er rigtig dyrt. Det er også alle pengene værd".

Sådan beskriver lærer Maja Halberg sin beslutning om at ansætte Sofie Schou som en form for privatlærer til sin skolevægrende søn, der ellers ikke kunne modtage undervisning.

Efter en lang og opslidende kamp for at få den rette hjælp til sit barn med autisme og ADHD valgte Maja Halberg at forlade lærergerningen. Som lærer tænkte Maja Halberg, at det ville være oplagt selv at undervise sønnen.

Men det måtte hun opgive. Hun kunne ikke engang læse en bog med ham, da han var så mærket af forløbet i skolen.

I stedet har hun hyret speciallæreren Sofie Schou, som familien betaler af egen lomme for at undervise sønnen to timer om ugen.

Startede med Super Mario

Allerede i løbet af få timer fik Sofie Schou den udkørte og stressede dreng til at skrive historier og læse højt for sine bamser.

Succesen bygger på struktur, kreativitet og nysgerrighed, fortæller hun.

”Da jeg først mødte Julian (Maja Halbergs søn, red.) interesserede han sig for to ting: Super Mario og sine bamser,” fortæller hun.

”Så det var dér, jeg mødte ham: Jeg så ham spille Super Mario, og undervejs kiggede jeg efter, hvor der er læring at hente i det spil. Det er der masser af. Der er for eksempel både matematik og læsning, så det kunne jeg tage udgangspunkt i”.

Stoppede som lærer for at redde sin søn: “Man bliver jo vanvittig af at skulle leve på den måde”

Sofie Schou skulle samtidig have opbygget en tydelig struktur omkring det, de skulle lave og en relation til Julian.

Så hun gik i gang med at lave aftaler med ham om, hvor længe de skulle spille, hvordan de skulle håndtere det, hvis de ikke var færdige med et spil, når tiden udløb, og at Julian skulle udvise forståelse for, at Sofie Schou nok ikke var lige så god til spillet, som han var.

Alt det fandt de ud af sammen.

”Mit livssyn er, at alle børn gerne vil være en del af et fællesskab, og at alle børn gerne vil følge reglerne – hvis reglerne er rimelige”, siger hun.

”I den situation ville det være urimeligt, hvis jeg kom ind til Julian og forlangte, at han skulle slukke spillet, komme hen til spisebordet og høre på mig tale om matematik. Det ville ikke være at møde Julian, der hvor han er”.

Kroppen er nøglen

Til daglig er den læreruddannede Sofie Schou ansat på Kilden, et kombineret STU- og bosted for unge med særlige behov. Kilden ligger på Stevns på Sjælland. Derudover har hun firmaet Skolerum, som tilbyder foredrag og workshop til lærere om blandt andet inklusion i praksis.

Udover læreruddannelsen har hun taget en lang række kurser i blandt andet pædagogik, coaching og yoga. Den pædagogik, hun praktiserer trækker på elementer af blandt andet cooperative learning, low arousal og kropsterapi.

Sofie Schou

Sofie Schou er oprindeligt uddannet fitnessinstruktør, senere uddannet lærer fra Zahles Seminarium. Har arbejdet som lærer på blandt andet steinerskolen Michael Skolen og folkeskolerne Pilegårdsskolen i Tårnby kommune og Skolen på Amagerbro i København.

Har videreuddannet sig til familieklasselærer og været i mesterlære i Cooperative learning og taget flere uddannelser som yogainstruktør, coach, meditation, massage og kropsterapi.

Stifter af firmaet Skolerum, som tilbyder foredrag og workshops til lærere om blandt andet inklusion og yogaforløb til børn, unge og voksne.

”Lige præcis det kropslige har været en rød tråd gennem mit liv og min lærergerning”, fortæller hun.

”Før jeg blev lærer, var jeg fitnessinstruktør. Da jeg gik ned med stress, var det gennem yoga, jeg kom videre. Som underviser bruger jeg hele tiden kroppen, både min og elevernes, til at styrke trivsel og læring”.

At bruge kroppen i undervisningen betyder ikke nødvendigvis at man skal være yoga- eller motionsekspert, understreger Sofie Schou.

Det kan være så simpelt som at lære eleverne at lægge deres hænder på lårene og sætte fødderne i gulvet, når de skal falde til ro. Eller at give plads til at den inkluderede elev med ADHD får lov til at have en madras, han kan lægge sig på, når han har brug for det.

Regler skal være ens for alle

”Det er igen det med at lave regler, som er rimelige”, siger hun. ”Det betyder ikke, at reglerne skal være ens for alle. Det er ikke nødvendigvis rimeligt at bede et barn med en ADHD-diagnose om, at han skal være stille, hvis han har brug for at gå på WC i timen. Så må han undtages fra den regel, så han kan inkluderes".

"Det kan han godt forstå, og det kan de andre elever også godt forstå, hvis man forklarer det for dem. For de vil som udgangspunkt gerne hinanden og klassens fællesskab”.

Julian ville også gerne fællesskabet med Sofie Schou. I løbet af deres første møde fik hun ham i gang med at skrive en historie på fem sider og med at læse højt på for sin søster.

Første gang han får kvalificeret specialundervisning

Og han gjorde det, fordi han havde lyst, ikke fordi han blev tvunget.

”Det er første gang i alle de år, han har fået kvalificeret specialundervisning, og det virker”, siger han mor om den undervisning, Julian får af Sofie Schou.

Sofie Schou er ikke decideret uenig, men hun mener ikke, at hendes tilgang skal begrænses til specialområdet. Den er mindst lige så brugbar i almenundervisningen, understreger hun.

For alle børn skal mødes, hvor de er - diagnose eller ej. Og alle børn skal have en historie om sig selv, hvor de lykkes.

”I cooperative learning bruger man for eksempel, at læreren tæller ned fra fem, og så skal der være ro i klassen. I virkelighedens verden giver det nederlag. For ikke alle elever kan finde ud af at være stille på den tid”, siger hun.

”Så jeg vender den om. Jeg tæller op, og jeg bliver ved med at tælle, indtil de er stille. 62 har jeg en gang talt til, men de blev stille. Så roser jeg dem for det og siger, at vi øver os, indtil vi kommer ned på, at der kun skal tælles til fem. Det kan godt være, at det tager et par uger eller tre, men det lykkes”.

Sofie Schou vil gerne have børnene til at støtte hinanden og tale hinanden op, alligevel afskaffede hun, at de skulle klappe ad hinanden. For mange børn med diverse diagnoser er lydsensitive.

Så hos hende knipser man i stedet.

”Det er mit ansvar, at der ro i klassen”, siger hun. ”Det er det, jeg arbejder ud fra, og jeg følger mine regler super tight. Til gengæld er jeg super large med hensyn til læring. Hvis man er det i almenundervisningen, kan man godt rumme de elever, der har diagnoser”.

Ændret pædagogik får elever til at falde til ro

Ikke et quickfix

Det kan måske lyde som om, at Sofie Schou synes, at hendes blanding af yoga, low arousal og andet godt fra den pædagogiske værktøjskasse kunne løse folkeskolens inklusionsproblemer med et snuptag.

Men intet kunne være mere forkert.

”Mærk engang”, siger hun, mens hun rytmisk prikker sin pegefinger ind i journalistens overarm. Ikke hårdt, men bestemt hårdt nok til at det er umuligt at ignorere.

”Kan du praktisere low arousal, mens jeg gør det her? Nej, det kan du ikke. Men det er det, man forventer at lærerne skal kunne", siger hun.

"De skal kunne holde hovedet koldt og gennemføre undervisning, samtidig med at de ikke har tid til at gå på toilettet, fordi de ikke kan forlade klassen – og i frikvartererne er der kø ved de voksnes toiletter. De skal kunne forberede sig i små klatter af ledig tid mellem deres lektioner, så der aldrig er mulighed for fordybelse. De skal lære børnene trafiksikkerhed – helt ærligt, er det ikke en opgave for forældrene? Så kommer skoletandlægen forbi i dansktimen… Og der er møder, møder, møder og opgaver, som slet ikke burde være en lærers".

Lærere har ikke brug for mere tid til forberedelse

Sofie Schou havde på et tidspunkt en elev, som sad i kørestol. Han skulle have haft et et hæve-sænke-bord i klassen, men på trods af at hun gennem to år forsøgte at råbe kommunen op, fik han det ikke.

"Jeg endte med at lave en himstregims til ham, som han kunne bruge, men det var selvfølgelig ikke lige så godt, som den ægte vare ville have været – og det er heller ikke lærerarbejde”, fortæller hun.

Meget i folkeskolen kunne forbedres med to-voksen timer, mener Sofie Schou.

Til gengæld tror hun ikke på, at mere tid til forberedelse er løsningen. For det er ikke mængden af arbejde, den er gal med. Det er arbejdets art.

”Vi skal forberede os til noget meningsfuldt. Det vil hjælpe”, siger hun.

”Jeg brugte en time om ugen på at holde møder og skrive dokumenter om den elev i kørestol. Det er 40 timer om året på noget, der dybest set ikke er mit job. Tænk hvis kunne have brugt den tid på at lave undervisningsforløb i stedet eller på at få en ekstra voksen på i timerne”.

Dobbeltheden i på den ene side at sige at rammerne for lærerarbejdet er for ringe og på den anden at holde foredrag og workshops for lærere, som er er nødt til at acceptere at sådan er virkeligheden, er Sofie Schou fuldt bevidst om.

”Men du har det liv, du fokuserer på. Hvis du fokuserer på det negative, får du et dårligt liv. Det er vi bygget til, fordi det er vigtigt at være opmærksom på de ting, der i sidste ende kan slå dig ihjel".

"Men af samme grund – fordi hjernen er indrettet til at fokusere på det negative – er man nødt til aktivt at ændre sine tanker i en mere positiv retning”.

Laks og spinat kan ikke blive til spaghetti med kødsovs

Mellem sit arbejde på bostedet, undervisningen af Julian og de kurser, hun afholder, er Sofie Schou i dialog med centerchefen for skoleområdet i sin kommune.

Hun håber på at kunne påvirke ham til at indføre nogle af sine tanker på skoleområdet – for eksempel flere tolærertimer og flere fagpersoner til at få inklusionen til at fungere.

Men først og fremmest handler det om at få systemet til at forstå, hvorfor lærere på stribe går ned med stress eller flygter fra folkeskolen.

”Jeg tror på at for, at børnene skal kunne have det godt i skolen, skal lærerne have det godt i deres job. Det har de ikke nu, og det er, fordi de har et system, som giver dem laks og spinat, samtidig med at det forlanger, at slutproduktet skal være spaghetti med kødsovs".

"Sådan et system kan man ikke fungere i, hverken som lærer eller elev”.