Spareøvelse, ren overlevelse for elever og lærere, kalder flere lærere inklusionen i en undersøgelse, som analysebureauet Scharling har foretaget for Folkeskolen her i april 2016. Undersøgelsen bygger på svar fra bladets lærerpanel.

Kun én procent svarer, at det går bedre med inklusionen, mens 23 procent svarer "hverken bedre eller værre". Tallene viser, at der ikke er meget, der tyder på, at det går den rigtige vej, når det gælder inklusion.

"Lærerne er ikke klædt godt nok på til inklusion", skriver én i kommentarfeltet, mens en anden skriver, at det er for dyrt at sende elever i specialtilbud, og derfor bliver de i klassen uden særlig støtte.

2015: Lærere: Inklusions-situationen er forværret

Flere nævner besparelser som et problem, og størstedelen (65 procent) mener, at der ikke er fulgt støtte med eleverne fra specialklasserne og ind i deres klasser. Da Folkeskolen spurgte lærerpanelet i april 2015 svarede 58 procent, at der ikke var fulgt støtte med eleverne.

2,3 elev i hver klasse

"Hvormange elever skønner du, at du har i din klasse, som tidligere ville have været i specialklasse", lød et spørgsmål. 2,3 elev i gennemsnit i hver klasse, svarer lærerne i panelundersøgelsen.

Og for manges vedkommende er klasserne samtidig blevet større.

"Fordi økonomiske hensyn vejer tungere end pædagogiske bliver støttelærere ofte taget ud af sine støttetimer for at være vikar i en anden klasse. Det er stærkt utilfredsstillende og forhindrer én i at udføre sit arbejde professionelt. Når kontinuiteten smadres, ødelægges progressionen og eleven bliver sat tilbage hver gang", har en lærer skrevet i undersøgelsen.

Camilla Juul er lærer på Toftehøjskolen i Egedal, distriktskole Ølstykke. Hun oplever, at der alt for ofte mangler vikarer og så bliver støttelæreren hevet ud og brugt som vikar i stedet for at være ekstralærer i en klasse.

"Det gør det meget svært at planlægge et forløb for den elev, der var støtte på og det efterlader læreren alene med hele klassen. Der er mange gode kræfter i inklusionen, men strukturen nedbryder det for ofte", siger Camilla Juul.

Selv når hun har mere faste støttetimer med en elev, har hun oplevet at blive taget ud og brugt som vikar, hvilket ind imellem efterlader eleven forvirret og ked af det.

Hun fortæller, at der på Toftehøjskolen er meget dygtige specialklasselærere og en fællesklasse, hvorfra eleverne langsomt bliver sluset ud, efterhånden som de magter det.

Lærere om inklusion: Alle skal udvikle sig - ikke kun 96 procent

"Men nu skal der spares, og fællesklassen er ved langsomt at blive nedlagt. Tidligere var der over 20 elever i klassen, men nu er der fem tilbage, og der kommer ikke nye elever ind. Faktisk ved vi ikke, hvad der skal ske fremover. Det er synd for børnene, for nogle børn har det ikke godt med at være i store klasser med mange børn. De har svært ved at sortere i alle de mange indtryk, og de reagerer på det - får det dårligt, bliver aggressive. Og ude i normalklasserne tænker vi, at vi har nogle elever, der ville have godt af at komme i fællesklassen", siger Camilla Juul.

Hun mener, at børnene med særlige behov bliver underprioriteret.

"Vi mangler penge og har ærlig talt svært ved at se, at pengene skulle være fulgt med ud med eleverne".

Camilla Juul fremhæver den efteruddannelse, som hele skolen har fået i specialpædagogik. De har haft fem kursusdage, hvor de blandt andet har lært om arbejdshukommelse - hvordan man som lærer kan styrke elevernes arbejdshukommelse, og de har talt om narrative fortællinger. Hvilke historier barnet fortæller om sig selv, og hvordan man kan hjælpe barnet videre og fortælle nogle andre historier.

Eftersyn i dag: Vi har ladet inklusionen fejle

Det er en spareøvelse

Enkelte lærere har i kommentarfeltet til undersøgelsen skrevet, at de har inkluderet i mange år og ikke ser særlige udfordringer i det.

Andre skriver, at skolens resursecenter er blevet voldsomt beskåret, og at selv om der bevilges støttetimer til en elev, så går der meget lang tid før det effektueres. For meget brandslukning, mener én.

"Det er forfærdelig synd for de elever, der skal inkluderes, og ikke magter de store fora og synd for de 'normale' elever der skal lægge ører og ryg til de andre elevers verbale og fysiske udbrud. Det er også synd for os voksne som er magtesløse og bare kan se til", skriver en lærer.

"Selv om de siger, at inklusionen ikke er en spareøvelse, så passer det ikke. Det er en spareøvelse", siger Helene Lando, der er lærer på Blovstrød Skole.

Lærere om inklusion: Alle skal udvikle sig - ikke kun 96 procent

Hun fortæller, at de har gruppeordninger på skolen, og at det fungerer godt, når elever derfra langsomt inkluderes i klasserne. Især fungerer det i de små kreative fag. Men det kræver resurser.

"Vi skal have tid til dem, og vi mangler tid. Vi får ikke tillagt resurser. Samtidig ved vi ofte for lidt om deres behov, om hvordan vi for eksempel skal håndtere et barn med Asperger, der har store sociale udfordringer. Vi har fået et par timers foredrag om specialpædagogik, men det er ikke nok", mener Helene Lando.

"Jeg kan se nu, at jeg tidligere har fejlet, fordi jeg ikke har vidst bedre. Eksempelvis hvis en klasse har arbejdet i løse rammer, fordi det kan de godt håndtere, men dér skulle jeg så have sat rammen meget tydeligt op for den elev, der kom ind i klassen i den time. Efter nogle år har jeg erfaret, at det er vigtigt at være stærkt rammesættende. Men det ville jeg gerne have haft en kursus i".

Hun fortæller også, at det for ofte sker, at en støtteperson bliver taget ud og brugt som vikar. I det hele taget oplever hun for få støttetimer til de elever, der har behov.