Jakob Sølvhøj, Enhedslisten.
Foto: Mark Knudsen
Enhedslisten vil give forældre ret til at klage over mindre end ni timers støtte
Forældre skal have ret til at klage over utilstrækkelig støtte i folkeskolen til børn med under ni timers støttebehov. Det mener Enhedslisten, som i går fremsatte et forslag om, at Folketinget pålægger regeringen at fremsætte de nødvendige forslag, så det bliver muligt for forældre at få en klage over den tildelte støtte behandlet af Klagenævnet for Specialundervisning. Som reglerne er i dag, kan forældre kun klage over tilbuddet, hvis deres barn modtager mindst ni timers specialundervisning om ugen. ”Hvis forældre oplever, at deres børn ikke får den rette støtte i skolen, kan det have store konsekvenser. Derfor må de have mulighed for at klage, ligegyldigt om barnet skal have mindre end ni timers støtte om ugen eller ej”, siger uddannelsesordfører Jakob Sølvhøj fra Enhedslisten til dr.dk. Undervisningsminister Merete Riisager (LA) har flere gange tidligere afvist, at der skal kunne klages over de mindre sager.