Fie Engberg slår på en syngeskål, og eleverne i 2.c på Kalvebod Fælled Skole på Amager i København falder til ro i takt med, at skålens ringen klinger af.

Eleverne samler sig på gulvet forrest i klassen sammen med Martin Kjærsgaard, der co-teacher i klassen i dagens matematiktime. Forinden har eleverne trænet minus ved tre forskellige stationer. 

Ved en station har en gruppe arbejdet i deres bøger, en anden gruppe har løst minusstykker med laminerede kort og brikker lavet til formålet, mens de resterende har slået med terning og derefter hoppet det viste antal øjne ned langs en linje på gulvet med tallene fra 24 og ned til 1.

Nu skal de samle op, og lærer Fie Engberg beder eleverne forklare, hvad det egentlig vil sige, når man minusser to tal. Hun skifter et farvekort på tavlen ud, som visuelt skal indikere over for eleverne, at snakken ikke længere er fri. Nu skal den foregå én ad gangen.

”Hvad gør man, når man minusser?”, spørger Fie Engberg.

”Man tager noget væk”, lyder svaret fra en pige.

”Kan du komme med et eksempel?”

”Ja, 6 minus 6 er 0”.

”Bruger I nogensinde minus, når I er derhjemme?”, vil Fie Engberg også vide.

”Når jeg skal læse, nedtæller jeg nogle gange, hvor meget jeg har tilbage at læse”, fortæller en pige.

Efter opsamlingen peger Fie Engberg på klassens tavle med piktogrammer og fortæller klassen, hvad der nu skal ske, mens hun fjerner piktogrammerne af det, der allerede er foregået.

”Vi er nu færdige med matematiktimen. Når I kommer op fra frikvarter, skal I have billedkunst. Lige om lidt må I gå ud til frikvarter”, meddeler hun.

Guider eleverne visuelt gennem dagen

Sidste år var Tesfaye inviteret af DLF til at se co-teaching i Gladsaxe  

Med i klassen i dag er også børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) og Københavns konstituerede overborgmester Lars Weiss (S). De er på besøg på skolen for at se, hvordan man med to lærere i nogle af timerne og inspiration fra Nest-programmet kan inkludere flere elever med udfordringer i almenskolen.

Skolen forsøger de at have tydelige strukturer, blandt andet ved at guide eleverne igennem dagen. Det sker via piktogrammer og ved, at der i alle lokaler – også faglokaler – står en syngeskål. I indskolingen er der en pædagog med i 11 timer om ugen, mens der på mellemtrinnet og i udskolingen er en ekstra lærer med i tre lektioner.

Det giver eleverne tryghed i hverdagen, fortæller Fie Engberg og Martin Kjærsgaard. De har begge en oplevelse af at kunne inkludere nogle af de elever, som ligger på grænsen i forhold til, om de kan gå i en almindelig klasse eller skal i et specialtilbud.

"Der er en vigtig pointe i, at de børn, som kan have det svært i folkeskolen, faktisk får meget ud af den tryghed. De kan se, at der er nogle strukturer, hvor de møder ind til det samme hver dag”, siger Martin Kjærsgaard.

Fie Engberg og Martin Kjærsgaard har været makkere i syv år og afleverede før sommerferien 2023 en 6. klasse, hvor der ifølge Martin Kjærsgaard var flere elever, som lå på vippen.

”Der havde vi flere med udfordringer, som dog fungerede virkelig godt i klassefællesskabet. Det er en af de positive sideeffekter af, at strukturerne skaber tryghed. Det kommer også de udsatte børn til gode og giver en god klassekultur. Vi oplever, at det er rigtig vigtigt for nogle, men godt for alle børn med tydelige rammer og strukturer”.

Giver tryghed – også for lærerne

Det er ikke kun eleverne, der har gavn af de faste strukturer. Da Fie Engberg begyndte på skolen for syv år siden, var hun helt nyuddannet. De faste rammer gav hende dengang en tryghed som helt grøn og gør det stadig i dag.

”Man kan gå ind i en hvilken som helst klasse herude, for vi gør det på samme måde på hele skolen. Det gav mig en tryghed, fordi jeg blev hjulpet i min klasseledelse lige fra begyndelsen”, siger hun.

Nest skal tilpasses for at kunne anvendes til elever med ADHD

Martin Kjærsgaard er enig. Han oplever, at de nyuddannede ofte har godt styr på det fagfaglige, men at klasseledelsesdelen udfordrer.

”Jeg synes, at der er en pointe i, at hvis der ikke er ro, så er det ikke dig og din stemme, de ikke respekterer. Det er faktisk syngeskålen. Det er en lille ting, men det gør en forskel. For der er ikke noget mere ubehageligt end at stå og blive ved med bede om ro med sin stemme, men roen kommer ikke", forklarer han. 

Når de er to, bliver det også lettere at praktisere for eksempel stationsundervisning og generelt at planlægge og afvikle en mere varieret undervisning, fortæller de.

”Har vi en simpel station, som eleverne godt kan styre selv, kan vi hver især være ved en af de andre stationer. Det muliggør for eksempel at beholde en elev på en af stationerne, selvom de andre rykker rundt. Det kan være et træk, som jeg bruger til at hjælpe nogle elever med et særligt behov. Det kan lade sig gøre, når vi er to”, fortæller Fie Engberg.

"Man skal tænke fælles børn, fælles ansvar"

Undervejs spørger Mattias Tesfaye de to lærere og skoleleder Rasmus Maagaard Colberg, om de har et bud på, hvordan man kan rumme flere elever i almindelige folkeskoleklasser. Og om de værktøjer, som skolen bruger, gør en forskel.

Rasmus Maagaard Colberg tager ordet:

”Jeg tror, at man skal tale mere om skolens organisering end om egentlige resurser. Man kan godt tænke i, hvordan man skaber en organisering på en skole, der er robust, så man rent faktisk klæder nogle klasse- og årgangsteams på til at kunne håndtere det ekstra tryk, man oplever i nogle klasser”.

Han mener, at man i høj grad skal se det som et fælles ansvar på en årgang, når der er udfordringer i en klasse.

”Jeg tror, man skal tænke fælles børn, fælles ansvar. Når der er noget, som bøvler i en klasse, har vi et fælles ansvar på årgangen for at finde ud af, hvordan vi understøtter hinanden og arbejder med det. Så vi er sammen om opgaven. Det tror jeg er et ret vigtigt blik at have, når vi taler om både mangfoldige børnefællesskaber og hele inklusionsdagsordenen”, siger Rasmus Maagaard Colberg.

Tesfaye: Vi skal være tålmodige med skolernes inklusionsindsats

Tesfaye: Mange skoler er ved at "have knækket inklusionsnødden"

Efterfølgende var det en minister, der var imponeret over, hvad han havde set, fortæller Mattias Tesfaye til Folkeskolen. 

Han bliver med egne ord ”optimistisk” på folkeskolens vegne, når han er ude på skoler og oplever, hvordan de arbejder med strukturer og faste rammer, som skal understøtte både elever og læreres trivsel.

”Det virker, som om mange skoler er ved at have knækket inklusionsnødden. Jeg bliver optimistisk, når der sidder to lærere, der vurderer, at de før sommerferien afleverede en klasse, hvor tre af eleverne havde nogle særlige udfordringer, men de kunne fastholde dem i klassen ved hjælp af en co-teaching-tilgang”, siger han.

Mattias Tesfaye understreger, at der altid vil være børn med behov for et særligt tilbud, men at folkeskolen bør være i stand til at rumme flere børn end i dag. 

Ifølge ham er lektionen fra inklusionsloven fra 2012, at det ikke nytter noget at sætte et måltal fra politisk hold ”og derefter mose det igennem”.

”For det var ikke en pædagogisk indsats, men derimod en politisk beslutning. Man kan ikke djøffe sig til at inkludere flere børn. Inklusionen er nødt til at være forankret i en pædagogisk indsats i dagligdagen”, siger han.

Han fortæller, at han under besøget på Kalvebod Fælled Skole særligt bed mærke i, at skolen har taget nogle fælles beslutninger om, hvordan dagligdagen på skolen skal forløbe.

”For eksempel om, hvordan man starter en time op. Det nytter ikke noget, at hver lærer har sin egen metode til at få ro i klassen eller sin egen måde at afvikle et undervisningsforløb. Det skaber forvirring”, siger han.

”Det foregår lidt under radaren"

I det hele taget ser ministeren mange gode takter, når han besøger skoler rundt om i landet, fortæller han.

"Hvis nogle fra Randers lytter med: Loven gælder også for jer”

”Det foregår lidt under radaren og på en måde, hvor der ikke er nogen stor negativ reaktion fra forældrene. Jeg spørger altid til, om forældrene reagerer negativt på tiltagene. Men det hører jeg aldrig. Også forældre til børn uden særlige behov kan se fidusen i for eksempel stationsundervisning og meget tydelige pædagogiske koncepter. For det gavner alle elever i klassen”, siger han.

Også overborgmester Lars Weiss var positiv efter besøget i 2.c. Han hæftede sig især ved, at der var klare rammer, og at eleverne vidste præcis, hvad de skulle hvornår.

”Der var imponerende godt styr på det. Både de faste rammer og måden, man udnyttede at have to voksne i klassen. Jeg tror, at man skal have begge ben med. Faste rammer i sig selv kan jo også være den sorte, gamle skole. Den ønsker vi ikke tilbage”, siger han.