Der henvises igen og igen til den norske professor Thomas Nordahl og hans Nordahl-udvalg fra 2018 i den analyse, som Københavns Kommune netop har fremlagt, og som fastlægger et mål om, at 97 procent af en børneårgang skal inkluderes i den almindelige skole.
Folkeskolen har derfor kigget i Nordahl-udvalgets rapport for at se, hvorfra Københavns Kommune henter sin inspiration.
Udgangspunktet for de to rapporter viser sig at være meget forskelligt. I den københavnske specialanalyse står:
"Baggrunden for analysen er, at der gennem en årrække har været en stigning i andelen af børn og unge,
der er kommet i specialtilbud, og at der samtidig er sket en bevægelse mod mere omfattende tilbud,
særligt til børn med autisme, ADHD og lignende udfordringer".
Og i Nordahl-udvalgets rapport til det norske undervisningsministerium:
"Det overordnede mål med ekspertgruppens arbejde er at bidrage til, at børn og unge, som har behov for særlige tiltag, herunder specialundervisning, får et pædagogisk og specialpædagogisk tilbud af høj kvalitet og i højere grad oplever sig inkluderet i børnehave og skole".
Det eksplicitte mål for Børne- og Ungdomsforvaltningens analyse i København har været at komme med forslag, der skal sikre, at færre elever segregeres til specialtilbud, mens det eksplicitte mål for den norske ekspertgruppe var at sikre højere kvalitet i specialundervisningen.
Derfor er Københavns forslag opsigtsvækkende
I Norge finder specialundervisning traditionelt set i forvejen ofte sted på en lokal folkeskole, men her har der i mange år været problemer med, at specialundervisningen i høj grad blev varetaget af ufaglærte.
Den mest omtalte anbefaling fra forvaltningen i København, der også har fået råd af eksperter i et såkaldt advisory board, er, at 97 procent af en årgang fremover skal inkluderes i den almindelige skole.
I 2012 vedtog Folketinget en landsdækkende målsætning om 96 procent, men det tal blev aldrig opnået, og fire år senere blev måltallet sløjfet igen.
Derfor er det så opsigtsvækkende, at børne- og ungdomsudvalget i København onsdag skal tage stilling til en endnu højere inklusionsmålsætning.
Men kigger man i Nordahl-udvalgets rapport fra 2018, er tallet '97' ikke nævnt et eneste sted. Elevgruppe-pyramiden i den københavnske rapport (se øverst) findes heller ikke i Nordahl-rapporten, men tallene er hentet forskellige steder i rapporten.
Først og fremmest henviser rapporten til tidligere forskning, som viser, at 1-3 procent af en årgang har så alvorlige funktionsnedsættelser, at de resten af livet har behov for individuelle tiltag. Det gælder multihandicappede og nogle udviklingshæmmede samt nogle svært syns- eller hørehandicappede. Et andet sted i rapporten nævnes, at et sted mellem 15 og 25 procent af børn og unge har "så store udfordringer, at de har behov for en vis støtte i børnehave og skole".
Ville gøre op med retten til specialundervisning
"Dagens system giver kun hjælp til et mindretal af dem, og systemet med dets skrappe krav til sagkyndige vurderinger og individuelle tildelinger vil aldrig kunne give hjælp til 15-25 procent", skrev Nordahl-udvalget tilbage i 2018.
Udvalget anbefalede desuden, at den individuelle ret til specialundervisning skulle afskaffes, så den norske pendant til PPR - PP-tjenesten - kunne frigøres fra sagsbehandling af alle de individuelle ansøgninger og i stedet hjælpe lærere og pædagoger i den daglige undervisning.
Anbefalingen om et opgør med retten til specialundervisning mødte massiv modstand både fra forældre eller lærere, og det vakte heller ingen genklang politisk. Og et år efter offentliggørelsen af rapporten meddelte den daværende undervisningsminister, Jan Tore Sanner fra det konservative parti Høyre, at regeringen ikke ville afskaffe den individuelle rettighed til specialpædagogik.
"Men det er helt nødvendig at ændre praksis", fremhævede han over for det norske nyhedsbureau NBT. "I dag kommer hjælpen for sent, og for ofte bliver den givet af personer uden relevant kompetence. For mange resurser bliver brugt på kontorer til at skrive rapporter. Vi vil have kompetencen ud til børnehaver og klasselokaler, dér hvor børnene er", sagde han dengang.
Hvad med Lillehammer?
Et ord, der nævnes næsten lige så tit som 'Nordahl' i den københavnske specialanalyse, er 'Lillehammer'.
For i Lillehammer Kommune nord for Oslo er 97 procent af eleverne nemlig inkluderet i almenklasserne. Lillehammers skolechef Trond Johnsen sad med i Nordahl-udvalget, og kommunen har i perioden fra 2012 til 2019 halveret antallet af elever, der bliver taget ud af den almene undervisning.
"Elever, som har behov for specialundervisning, tages i langt mindre grad ud af klassen", forklarede Trond Johnsen i 2019 til den lokale avis. "Resurserne sættes ind på stedet. Fagfolk fra den pædagogisk-psykologiske tjeneste er desuden ude i skolerne. De er ikke længere en bureaukratisk instans uden for skolen, som har til opgave at vurdere eleverne og tage beslutninger".
Så mange får specialundervisning i Norge og Danmark
Da Nordahl-udvalget udgav sin rapport i 2018, modtog cirka 50.000 norske elever specialundervisning i en eller anden form, og udgiften til specialundervisning var 6,5 milliarder norske kroner årligt.
32.000 af disse elever fik specialundervisning i mindre grupper eller alene, men resten af deres undervisning i almenklassen. 4.000 var segregerede, dvs. elever på enten specialskoler eller i specialafdelinger. Andelen visiteret til specialundervisning var højere på friskoler end offentlige skoler, hvilket ifølge udvalget formentlig skyldtes, at der følger penge med en visitation til specialundervisning.
Et hovedproblem, som påpeges i Nordahl-rapporten er, at halvdelen af specialundervisningen i norske skoler blev varetaget af såkaldte assistenter, altså personer uden pædagogisk uddannelse.
I Danmark er cirka 32.000 elever segregeret, det vil sige, at de går i en specialskole, specialafdeling eller på en behandlingsskole.
