Med inspiration fra den norske kommune Lillehammer har et advisory board nedsat af Københavns Kommune anbefalet, at de københavnske folkeskoler fremover skal inkludere 97 procent af alle elever. 

Næsten en halvering i forhold til i dag, hvor 5,8 procent af hovedstadens elever går i et specialtilbud.

Lykkes man med næsten at halvere andelen af elever i specialtilbud, vil det ifølge kommunens beregninger frigøre omkring 300 millioner kroner om året, der i stedet skal bruges på almenområdet.

Advisory boardets anbefaling har vakt glæde hos Københavns børne- og ungeborgmester, Jakob Næsager (K).

”Jeg er rigtig glad for den analyse”, sagde han til Folkeskolen torsdag.

Skoleborgmester: Vi er first movers - mange vil holde øje med, om vi lykkes

Mindre glæde er der at finde i kommentarsporet på Folkeskolens Facebook-side til artiklen om politikernes planer for inklusionsindsatsen. Som det for eksempel bemærkes i en kommentar:

”Det virkede ikke at sætte fordelingsprocenten til 96/4, så nu vil man prøve med 97/3”, lyder det med henvisning til, at der i 2012, da inklusionsloven trådte i kraft, var et mål om at inkludere 96 procent af eleverne i folkeskolen.

Hvem skal ikke længere have et specialtilbud?

Det store spørgsmål er da også, hvilke elever der i fremtiden ikke skal gå i et specialtilbud. For ifølge de lærere i København Kommune, som arbejder i enten specialklasser eller på en specialklasse, har de svært ved at pege på, hvilke af deres elever som kan inkluderes på almenområdet. 

I en helt ny rundspørge foretaget af Københavns Lærerforening svarer hele 90 procent af lærere på specialområdet, at de ikke har én eneste elev, som med fordel kunne inkluderes i en almindelig folkeskoleklasse. 

Seks procent svarer, at de har én, mens fire procent svarer, at de har flere elever, som godt kunne inkluderes på almenområdet. I alt har 219 lærere fra specialområdet besvaret spørgsmålet.

Lærer: Vores elever har større problemer i dag

Anders Kildahl Juul har i knap 12 år været lærer på Skolen i Charlottegården, som er en københavnsk, kommunal specialskole. Derudover er han medlem af Københavns Lærerforenings bestyrelse. 

Han kalder idéen om, at 97 procent af alle elever skal gå i almindelige skoleklasser for ”urealistisk”.

”Man forsøgte sig i 2012 med at alle på nær fire procent skulle gå på almenområdet. Det kom vi ikke i mål med. Derfor virker det urealistisk, at det skulle lykkes med tre procent i denne omgang”, siger han.

Han peger på, at de elever, de får på Charlottegården nu, har større udfordringer, end dem de fik, da han begyndte på skolen for næsten 12 år siden.

”I vores indskolingsklasser støder vi for eksempel nu på børn, der ikke er renlige. Det så vi simpelthen ikke tidligere. Det er et meget godt billede på, at de elever, der sendes på specialskole, har andre og større udfordringer end tidligere”, siger han.

"For tiden har jeg ingen, hvor det ville være en god idé”

Anders Kildahl Juul forklarer, at en del af eleverne på skolen har sensoriske udfordringer, hvilket blandt andet betyder, at de kan være overfølsomme overfor støj og over for at være mange mennesker samlet i et rum.

”Det er elever, der har behov for at kunne trække sig og måske endda skulle sidde alene. Det forekommer urealistisk, at de skulle kunne gå i en almindelige størrelse klasse”, siger han og fortæller, at der på Skolen i Charlottegården er maksimalt ni elever i en klasse.

Ligesom det store flertal af lærere på specialområdet i Københavns Lærerforenings rundspørge har Anders Kildahl Juul også svært ved at pege på, hvilke af hans elever der ville kunne inkluderes i en almen skoleklasse.

”Lige nu har jeg ikke nogen, hvor jeg tænker, det ville være en god idé. Jeg har tidligere haft nogle, der ville kunne inkluderes i de rigtige rammer og med den rigtige støtte, og jeg har også tidligere været med til at overflytte nogle til almenområdet, der var klar til det. Men for tiden har jeg ingen, hvor det ville være en god idé”.

Grundlæggende tror han ikke på, at man kan inkludere flere elever ved at rykke rundt på nogle penge.

”Det ville kræve nogle helt andre gennemgribende forandringer og investeringer, hvis målsætningen skulle være realistisk. For eksempel ville det kræve mere specialpædagogisk viden ude på skolerne, mindre klasser og nogle fysiske rammer med større mulighed for eleverne for at kunne trække sig". 

"Jeg kan ikke få øje på, at der bliver taget de initiativer, det ville kræve at inkludere så stor en del af eleverne. Faktisk er jeg lidt chokeret over, at man foreslår det”, siger han.