»I min klasse har vi talt meget om, at det er skræmmende at komme ud i folkeskolen, specielt i forhold til inklusion, for vi har ikke meget undervisning i det. Lige nu er jeg ikke overbevist om, at jeg ville kunne varetage en inklusionsopgave, når jeg er færdig«, fortæller lærerstuderende Victoria Nissen.

Hun læser på fjerde semester på læreruddannelsen på Professionshøjskolen UC Nord i Aalborg - og står langtfra alene med følelsen af ikke at være godt nok klædt på til at håndtere inklusionsopgaven, når hun snart er færdiguddannet lærer. For i Lærerstuderendes Landskreds genkender forperson Rasmus Holme de studerendes frustrationer.

»Jeg synes, det er dybt alarmerende, at de studerende ikke føler sig klædt på til at kunne håndtere inklusion, og det er et problem, som kræver politisk handling«, siger Rasmus Holme og understreger, at inklusion blot er en af flere ting, der ikke bliver prioriteret nok på uddannelsen.

Censorrapport: Specialpædagogik overskygges af to andre fagområder 

»Der er ikke nok timer til, at vi kan nå noget helt, vi når det kun halvt. Det gælder også inklusion, det vil vi gerne lære meget mere om. Når jeg siger politisk handling, handler det om at få styrket koblingen til praksis i den daglige undervisning blandt andet gennem mere praktik, så vi er i stand til at afprøve vores professionsfaglighed og spejle den i praksis«.

Rasmus Holme peger på, at der for de studerende kan være langt fra de teoretiske refleksioner om at inkludere og rumme alle elever til en presset skolehverdag med store klasser og dårlige forberedelsesmuligheder.

»På fire år har vi tre gange seks ugers praktik. Det betyder, at det bliver svært at koble teori til praksis. Praktikken har netop et kæmpe ansvar for, at vi ikke kun finder ud af, om vi kan undervise i matematik, men også at vi får afprøvet vores professionsidentitet«, forklarer Rasmus Holme.

Lærerstuderende Victoria Nissen er enig i, at det kun vil gavne de studerende at komme mere ud i den virkelige skole. Hendes oplevelse gennem praktik har dog været, at klassens lærer har taget sig af børn med specielle behov, mens hun som lærerstuderende har haft fokus på det fagfaglige. Det forudser hun kan blive et problem, når hun nu er tilbage på læreruddannelsen.

»Undervisningen er meget casebaseret, og vi skal tage udgangspunkt i egne oplevelser. Det er lidt svært, når man ikke har nogle. Så bliver det fiktive cases, som nemt passer ind i en teori, men det gør virkeligheden måske ikke. Det er vigtigt, at vi også får det at vide«, fortæller Victoria Nissen. Hun har dog oplevet konsekvenserne af inklusion i forbindelse med sit job som lærervikar, hvor hun har haft elever, der har haft svært ved at rumme hverdagen i skolen.

Tager ekstra kurser frivilligt

På læreruddannelsen har Victoria Nissen indtil videre kun haft en enkelt lektion, der handlede om inklusion. Senere i studiet skal hun og hendes medstuderende have et modul om specialpædagogik, men hun er bange for, at det ikke er nok, og hun har derfor deltaget i frivillige kurser arrangeret af Lærerstuderendes Landskreds for at få en større indsigt i inklusion.

»Jeg har selv opsøgt kurserne, og det tror jeg, man skal for at blive klædt ordentligt på til inklusion. Men det burde jo ikke være nødvendigt«, siger Victoria Nissen.

I Lærerstuderendes Landskreds understreger Rasmus Holme, at formålet med kurserne er at bidrage til den fagpolitiske professionsidentitet hos medlemmerne og ikke et forsøg på at symptombehandle konsekvenserne af nedskæringerne på læreruddannelsen.

»Vi tilbyder kurser for at styrke den fagpolitiske professionsidentitet hos vores medlemmer. At de så er særligt efterspurgte blandt de lærerstuderende, er en følge af læreruddannelsens lave kvalitet«, siger han.

Øvelsesskoler kan hjælpe

Inklusion spænder bredt over børn med fysiske eller psykiske udfordringer, indlæringsvanskeligheder og socialt belastede baggrunde, og det vil være stort set umuligt at komme omkring alle typer i løbet af en uddannelse, fortæller Camilla Wang, næstformand i interesseorganisationen Danske Professionshøjskoler.

Camilla Wang står i spidsen for indsatsen Fremtidens læreruddannelse, og hun erkender, at det er et problem, hvis de studerende ikke føler, at de får nok undervisning i at håndtere inklusion.

»Hvis der er mange studerende, der står med følelsen af, at de ikke er rustede til opgaven, så er det ikke godt nok«, siger hun. Selv har hun i forbindelse med den nylige evaluering af læreruddannelsen foreslået at genoplive øvelsesskolerne, da det er ude i praksis, at man først for alvor finder ud af, hvordan man er lærer.

KL og læreruddannelserne vil genopfinde øvelsesskolerne

»Vi skal styrke praksistilknytningen, hvor de lærerstuderende i samarbejde med skoler kan iagttage, afprøve og reflektere over problemstillinger, det er svært at uddanne sig til rent teoretisk. Det kan vi godt gøre inden for bekendtgørelsen om læreruddannelsen«, siger hun.

»Men det kræver, at kommunerne og skolerne er med på det. Her støder vi ind­imellem ind i, at det bliver opfattet som en 'belastning'«, siger hun og henviser til, at der selvfølgelig også er en økonomi, der skal gå op i sidste ende.

Camilla Wang understreger dog, at kommunerne og skolerne grundlæggende har et stort ansvar for at hjælpe de nye lærere i gang, da det ikke er alt, der kan læres gennem bøger, især ikke om inklusion.

»Der er nogle ting, man først for alvor kan erfare, når man er færdig med uddannelsen og kommer ud i praksis. Der er det skolernes ansvar, at man får sluset nye lærere ind på en rimelig måde, så de ikke får klassen med flest udfordringer«.