Inklusionsloven fra 2012 og det efterfølgende inklusionseftersyn har sat sig spor rundtom i landets pædagogiske psykologiske rådgivninger (PPR). I eftersynet udtrykte skolerne ønske om, at PPR kommer tættere på lærerne, og det er der blevet lyttet til.

»Der findes næppe kommuner, som ikke er i gang med den bevægelse, men det lykkes i forskellig grad. Der er også forskelligt syn på, om 'ud i klasserne' betyder, at PPR skal overvære undervisning eller 'blot' rådgive og sparre med lærerne«, siger Hans Jørn Søberg, PPR-chef i Svendborg og formand for PPR-lederne i Skolelederforeningen.

Bjarne Nielsen genkender billedet. Han er formand for Pædagogiske Psykologers Forening.

»Mange PPR'er bringer sig i samarbejde med den enkelte lærer og skole. Nogle er nået langt med omstillingen, men mange psykologer siger, at de ikke har tid til mere end at undersøge børn«, siger Bjarne Nielsen.

Der er ikke kun øget opmærksomhed på inklusion og elevernes læring. Skolerne skal også levere mere for mindre. Det spiller også ind på, at PPR skal rådgive lærerne, pointerer Hans Jørn Søberg.

»Der sker justeringer i PPR's personale, der udvikles kompetencer, og man udvikler måder at organisere samarbejdet med skolerne på. Men samtidig er der en voldsom vækst i diagnoser i disse år, og mange forældre forventer, at en diagnose udløser et specialtilbud, så imens vi samarbejder med lærerne om inklusion, taler stærke stemmer for segregering. Det efterlader PPR i et krydspres«, siger han.

Fagbladet Folkeskolen inviterer til gratis debatmøde om løsninger på inklusionen 

PPR kan virke angstprovokerende

Lærere har et stort ønske om, at PPR træder ind i klasselokalet, oplever Hans Jørn Søberg. Men tilstedeværelsen af en fremmed får konteksten i klassen til at ændre sig.

»Elevernes adfærd bliver anderledes, og dermed er det ikke muligt at se de mønstre i relationerne, lærerne ønsker, at psykologen eller PPR-konsulenten skal rådgive om. Vi har brug for metoder, der gør os klogere«.

Store forskelle på PPR landet over vækker bekymring

Hans Jørn Søbergs egen PPR arbejder med videoobservation af undervisningen, så eleverne ikke bliver forstyrret.

»Vi kan se undervisningen igen og igen og lægge forskellige vinkler på, hvad vi kigger efter, og vi kan tale med lærerne om, hvad vi ser, og hvad de selv ser. Det kan godt være modsatrettet«.

Optagelserne kan ses som et symbol på, hvordan lærere mærker den bevægelse, der sker på PPR-området.

»Vi træder ind i lærernes autonomi, og det kan være angstprovokerende. Vi har alle et billede af, hvordan vi fungerer i verden, og der ligger en mulig konfrontation af ens selvbillede, når folk udefra kommer ind i ens personlige rum. Lærerne skal føle sig hjulpet, så det er vigtigt, at vi kan etablere et tillidsforhold, hvor vi kan udfordre og hjælpe hinanden«, siger Hans Jørn Søberg.

Uanset hvilke metoder PPR anvender, kan lærernes autonomi være en udfordring, mener han. Især på skoler, hvor man ikke er vant til at arbejde tæt sammen i team.

»I Svendborg kommer vi ud for lærere, som ikke er begejstrede for at blive optaget, men bagefter er de glade for det. Generelt er der stor vilje til at mødes med os, men jeg kan sagtens sætte mig ind i, at lærere synes, de mangler tid. Derfor skal vi indrette os efter, hvornår lærerne normalt mødes, så vi kan støde til. Det er et vilkår, for det nytter ikke, at vi kommer med faglig viden, hvis vi ikke kan bringe den i spil«, siger Hans Jørn Søberg.

Psykologer mangler indsigt

Inklusionsloven har sat fokus på, at nok kan børn have individuelle vanskeligheder, men de indgår samtidig i en kontekst i både hjem og skole.

»Vi skal hjælpe konteksten til at blive bedre, og derfor er det ikke nok at udrede børn, for det ændrer ikke noget i klasseværelset. Men det sidder ikke på rygraden af alle psykologer at se på børn i en kontekst og samarbejde med lærerne om klassens helhed, så det skal PPR'erne arbejde med. Ellers falder man tilbage til, at det er barnet, der er noget galt med«, siger Bjarne Nielsen.

Han står ved, at han er hård ved sine kolleger.

»De fleste PPR-psykologer vil sige, at de er interesserede i skolen, men jeg hører fra skoleledere og lærere, at psykologerne har svært ved at opfylde forventningerne. Selv om vi i mange år har talt om at se barnet i en kontekst, sker det ikke af sig selv. Mange psykologer har brug for efteruddannelse, så de kan analysere de kræfter og faktorer, som er i spil i relationerne i klassen. Dernæst skal lærere, psykologer og for eksempel AKT-vejleder blive enige om, hvilke områder de vil udvikle på, og hvordan de vil gøre det. Den systematiske måde at arbejde på skal læres og trænes, men mange fristes til at springe direkte til en løsning«.

Udfordringen med kompetenceudvikling kan PPR ikke løse alene.

»Det er svært, når vi i mange kommuner har skrøbelige PPR-systemer. I gamle dage havde PPR en læreruddannet psykolog som leder, men i dag ledes de måske af en afdelings- eller teamleder, fordi de ikke længere er en selvstændig enhed. De fleste kommuner har stadig svært ved at styre udgifterne til specialområdet, så det er ærgerligt, at de ikke kan se, at PPR skal have sin egen leder og et højt fagligt niveau«, siger Bjarne Nielsen, som er aktuel med en opdateret udgave af PPR-håndbogen fra 2014.

Ny forsknng: Hjælpen til inklusion er mest dekoration

PPR i forskellige positioner

Det er altid en udfordring at flytte fokus i arbejdet, medgiver PPR-ledernes formand.

»PPR-medarbejderen skal være i forskellige positioner på samme tid: Han skal tæt på lærerne og arbejde inkluderende. Samtidig skal han have overblik og kunne vurdere, om det giver mening for eleven at være inkluderet, eller om eleven lider under det. Det kræver, at PPR-medarbejderen kan holde en distance«, siger Hans Jørn Søberg.

PPR-psykologer skal skabe sig en platform på skolen, så lærerne oplever, at de er tilgængelige, og ser dem som medspillere, mener PPR-psykologernes formand, Bjarne Nielsen:

»Ellers betragter lærerne PPR som et ekspertsystem, de kun bruger, når der opstår problemer. Det er heller ikke kun PPR, som skal tættere på lærernes dagligdag. Skolens faglige resursepersoner skal også yde praksisnær rådgivning. Det skal alle øve sig på, og derfor skal de løbende kunne mødes med lærerne, men både psykologer og lærere siger, at tiden er en udfordring«.

Leder: En fælles kamp