Hos tre ud af fem PPR-enheder (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) er der mindst to måneders ventetid på at få en pædagogisk psykologisk vurdering af en elev. I hver tredje ligger ventetiden på mellem tre og seks måneder, men i enkelte kommuner svinger den sig helt op på 12 måneder.

Ventetid er blot en af forskellene på landets PPR-kontorer i en ny analyse fra DLF. Undersøgelsen bygger på svar fra 65 af 87 adspurgte tillidsrepræsentanter i PPR-enheder, og et flertal peger på, at ventetiden skyldes en for lille normering.

Svarene viser også, at antallet af årsværk for læsekonsulenter varierer fra 0,18 til 2,37 per 10.000 indbyggere. Tilsvarende er der store udsving i antallet af tale-høre-lærere. Det samme gælder den måde, kommunerne organiserer PPR på. Størstedelen hører ganske vist til et område, hvori ord som børn, unge eller skole indgår, men der er også eksempler på, at PPR er tilknyttet arbejdsmarkedsforvaltningen eller familie og handicap.

Psykologer øver sig i at sætte læreres og elevers resurser i spil på nye måder 

De fleste PPR-enheder er selvstændige og har deres egen leder med ansvar for både budget og personale, men de kan også have fælles økonomi med andre enheder i kommunen. I enkelte tilfælde er PPR splittet op, så tale-høre-konsulenterne hører under dagtilbud, læsekonsulenterne arbejder i skoleafdelingen, mens psykologerne sidder i børn og familie-afdelingen.

Det er ikke første gang, en undersøgelse maler et broget billede af PPR. Det samme skete i 2007, da Bjarne Nielsen, formand for Pædagogiske Psykologers Forening, undersøgte PPR. Siden er inklusionsloven kommet til, og den store forskel på PPR-enhederne vækker bekymring i DLF.

»Rapporten cementerer den forskellighed, vi havde en formodning om, og det ser faktisk værre ud end i 2007. PPR-enhederne er meget forskellige i organisering, opgaver og indhold, og det kan så tvivl om, hvordan de lever op til lovgivningen. Det kan vi ikke se, om de kan - eller om den ene organisering er bedre end den anden, for det har vi ikke spurgt til. Men med det brogede billede kan man komme i tvivl om, hvilke opgaver PPR kan løse, og hvordan de prioriterer dem«, siger Jeanette Sjøberg, formand for undervisningsudvalget i DLF.

Mest tid på almenområdet

62 procent af PPR-enhederne bruger mindst halvdelen af arbejdstiden på almenområdet, mens størstedelen af tiden går til specialområdet hos 38 procent. Nogle steder er specialområdet i fokus i over 70 procent af arbejdstiden, så også her er der betydelig forskel.

»Tallene viser, at der er meget at lave på begge områder. Børn på specialområdet skal udredes, og det kræver også dokumentation, når de hvert år skal revisiteres. Det er positivt, at 62 procent hovedsageligt arbejder med almenområdet, men vi ved ikke, hvad de bruger tiden til, eller om fordelingen burde hedde 80/20. Det lyder til, at der er brug for flere resurser, for lærerene har et enormt behov for rådgivning«, siger Jeanette Sjøberg.

Også skoleledernes formand, Claus Hjortdal, finder det positivt, at to ud af tre PPR-enheder arbejder mere med almenskolen end med specialområdet.

Ny forskning: Hjælpen til inklusion er mest dekoration 

»PPR er i forandring, men det er meget forskelligt fra kommune til kommune, hvor langt man er kommet. De steder, hvor man er godt i gang, supplerer PPR, almenskoler og specialskoler hinanden med viden om ADHD og autisme«, siger Claus Hjortdal.

Jeanette Sjøberg finder det tvivlsomt, hvor godt i gang det forebyggende arbejde reelt er.

»Vi hører fra lærerne, at der er pres på for at få hjælp af PPR, og at sparring typisk foregår, uden at PPR-medarbejderen har set klassen eller de elever, man taler om. At sidde ved et bord og tale om børn, PPR ikke har set, er ikke den rette form«, siger hun og peger på anbefalingen fra inklusionseftersynet om, at lærerne skal have bedre adgang til viden og hjælp, når de har brug for det.

»Der skal være en alment kendt struktur og rollefordeling i PPR, så lærerne ved, hvor de kan få hjælp. I dag er det et labyrintsystem, som det er svært at finde rundt i, og hvor man kan blive helt væk«, siger Jeanette Sjøberg.

Fagbladet Folkeskolen inviterer til gratis debatmøde om løsninger på inklusionen 

Behov for anbefalinger

Man kan ikke konkludere ud fra undersøgelsen, at den flere måneder lange ventetid på en pædagogisk psykologisk vurdering skyldes, at PPR arbejder mere konsultativt end tidligere, vurderer Jeanette Sjøberg.

»Ventetiden er udtryk for, enten at der ikke er den rette sammensætning af fagpersoner i PPR, at der mangler resurser til arbejdet, eller at man måske har organiseret sig, så medarbejderne har svært ved at nå frem til at foretage vurderingerne. Vi hører ofte om træge gange i sagsbehandlingen«, siger hun.

Claus Hjortdal er enig i, at flere måneders ventetid er bekymrende.

»Det giver frustrationer på skolen, for når man har talt med elev, forældre og lærere om, at problemet er blevet så stort, at det skal håndteres af PPR, vil man gerne have den pædagogiske psykologiske vurdering sat i værk«, siger formanden for Skolelederforeningen.

Den store forskel i støtten til elever og lærere fra PPR i de forskellige kommuner er ikke den eneste grund til, at Jeanette Sjøberg er bekymret. Tre ud af fire tillidsrepræsentanter oplever, at der i deres kommune kun i nogen eller lav grad er en forståelse af, hvilke opgaver PPR skal løse. Det understreger, at der er behov for at stramme op fra centralt hold, mener hun.

Leder: En fælles kamp

»Alle siger, at PPR har en nøglerolle i forhold til at få inklusionen til at lykkes, så der må være andre end os, som interesserer sig for, hvilke opgaver PPR skal løse, og hvordan de bør være organiseret - både med fagpersonale og i forvaltningsregi. Det appellerer jeg til politikerne om at se nærmere på, så vi får anbefalinger til, hvad PPR skal have fokus på«, siger Jeanette Sjøberg og peger på, at vejledningen om PPR har hele 19 år på bagen.

PPR rykker tættere på lærerne