"Nu bliver jeg næret og har arbejdsglæde uden at være totalt drænet efter en dag på arbejde", siger Søs Irini Armyrantis.

Første dag hun trådte ind som ny primærlærer i en udskolingsklasse i en folkeskole på Sjælland, sad en elev totalt opløst i gråd.

"Det var voldsomt, så jeg hentede en lærer, der kendte eleven godt. Det viste sig, at denne elev meget ofte brød sammen. Der skulle ingenting til, blandt andet fordi eleven havde meget svært ved social afkodning og tog alting meget nær. Samtidig var der i klassen en elev med skolevægring, som sjældent mødte, og hvor barnet gav forældrene nogle forklaringer, som slet ikke passede med det, vi oplevede i skolen, så det var svært at mødes om nogle løsninger. Der var flere elever, der havde store udfordringer, blandt andet en med en spiseforstyrrelse. Så det var en voldsom blanding", fortæller hun.

Elev burde i specialtilbud

En af hendes andre klasser i starten af mellemtrinnet havde en elev med flere udviklingsforstyrrelser. Eleven var ikke med fagligt i klassen og forstod ikke meget af, hvad der foregik i klassen. Dog havde eleven det ok socialt med kammeraterne.

"Jeg argumenterede overfor ledelsen med, at eleven ikke ville kunne klare at være i klassen meget længere, fordi det var for svært at følge med i undervisningen. Eleven burde komme i et specialtilbud, inden eleven oplevede alt for store fiaskoer i forhold til det faglige. Dertil var jeg så ugens gæst med en til to lektioner i nogle andre klasser på mellemtrinnet, og det var et mareridt. Ofte var det sådan, at efter en lektion var jeg så udmarvet for energi, at det var hæsligt at skulle have endnu en lektion. Der var en stor mængde af elever, der slet ikke kunne sidde stille. De drønede rundt, og der var meget uro. Nogle stykker kunne slet ikke klare at være i et fælles læringsrum med, hvad det betyder af for eksempel behovsudskyldelse", siger Søs Irini Armyrantis.

Hun taler om, at der ind imellem nærmest var krigszoneagtigt i en af klasserne. En elev, der ikke magtede at være i sin egen krop, skabte meget uro, sagde underlige og ofte vildt provokerende ting til mig og klassekammerater, skubbede til de andre, tog deres ting og smed med tingene.

"Vi brugte absurd lang tid på inklusionsproblemer, og i den ene klasse lå det faglige niveau meget lavere end det burde".

Søs Irini Armyrantis fortæller, at hendes klasser var på omkring 20-23 elever. I en af klasserne havde omkring halvdelen af eleverne diverse udfordringer. Deraf havde en håndfuld elever voldsomme udfordringer og et par stykker særdeles voldsomme udfordringer. I en klasse var de andre elever glade, når en af de særligt udfordrede elever ikke var i skole.

"Nogle elever takkede så for en god time, hvor de havde lært noget og en sagde: 'det var nok fordi X ikke var i skole'. Jamen altså, hvad skal man dog sige til det, uden at skamme den udfordrede elev ud og samtidig anerkende de øvrige elevers oplevelse? Det er et dilemma, som i længden ikke er til at holde ud - jeg kunne i hvert fald ikke".

#inklusion: Christina blev spyttet i ansigtet

Lærere har også ret til arbejdsglæde

"Den danske folkeskole ville klare sig langt bedre, hvis inklusion ikke var en spareøvelse. Hvis pengene fra de tidligere specialtilbud rent faktisk blev brugt til flere varme hænder i almenklasserne. Det er fint at inkludere, når det er muligt, og når der er nok voksne. Helst skal det være to lærere, hvor den ene har en ekstra uddannelse med specialpædagogiske kompetencer. Nogle gange kan det godt lykkes, når man er to lærere. Det har jeg heldigvis også prøvet".

Hvis Søs Irini Armyrantis var blevet i folkeskolen, hvor hun var fastansat, skulle hun foruden sine linjefag dansk og engelsk også have timer i tre fag, som hun ikke har linjefag i.

"Det nænnede jeg ikke at gøre overfor mig selv. Vi lærere har også ret til at opleve arbejdsglæde og have en arbejdsdag, der ikke smadrer vores energi-reserver. Børnenes trivsel er selvfølgelig supervigtig, men det er vores egen trivsel og arbejdsglæde altså også. Hvorfor må vi ikke sige dét?" spørger hun.

I dag arbejder hun på en erhvervsskole, hvor hun underviser 30 lektioner om ugen.

"Det er fire mere end i folkeskolen, men jeg er ikke smadret, når jeg går hjem".

*Af hensyn til de involverede parter kan der være detaljer, redaktionen har valgt at udelade. 

Esbjerg-lærere i nødråb om fejlslagen inklusion