”I gennemsnit kan man sige, at inklusion hverken gør en positiv eller negativ forskel for de inkluderede elever. Men for det enkelte barn kan der være stor forskel – i begge retninger. Så man kan diskutere, hvor vigtigt det er at kende den samlede effekt af inklusion”.

Sådan lyder det fra seniorforsker Nina Thorup Dalgaard fra Vive, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd om hovedkonklusionen, som hun og tre andre forskere er kommet frem efter at have gennemgået 15 studier fra blandt andet USA, Storbritannien, Holland, Finland, Tyskland og Danmark, der alle arbejder med inklusion i skolen.

Metastudiet blev i går publiceret i det internationale tidsskrift Campbell Systematic Reviews, og allerede lørdag blev det omtalt i en artikel på politiken.dk med overskriften: "Opsigtsvækkende metastudie: Vi kan nu slå fast, at inklusion ikke virker".

Men så er simpel er virkeligheden langt fra, fortæller Nina Thorup Dalgaard.

”Vi var interesserede i at se, om man kan finde en samlet effekt af at flytte børn fra specialtilbud til almenundervisningen”, forklarer hun og uddyber, hvad de fire forskere fandt på baggrund af de eksisterende studier om inklusion:

”I gennemsnit har inklusion ikke nogen effekt, hverken negativt eller positivt. Men det dækker over, at studierne peger i forskellige retninger. Nogle studier viser, at de børn, der er blevet inkluderet lærer og trives bedre end dem, der ikke er blevet det, men andre studier viser, at elever i specialtilbud lærer mere og trives bedre end dem, der blev inkluderet”, siger hun og forklarer, at forskerne har kigget på effekten på de inkluderede elevernes evner indenfor matematik, læsning og stavning og på deres trivsel.

Mangler viden om konkrete inklusionstiltag

Nina Thorup Dalgaard efterlyser større undersøgelser af enkelte tiltag, man kan gøre for at få inklusion til at fungere bedre - for eksempel co-teaching eller mellemformer, hvor eleven skifter mellem specialtilbud og almenundervisning.

”Desværre er det ikke godt nok beskrevet til, at vi kan sige noget om det med statistisk sikkerhed. Så her mangler der noget viden om, hvad der virker for hvem”, siger hun.

Ifølge Nina Thorup Dalgaard er der desuden behov for undersøgelser, der mere konkret går i dybden med de forskellige udfordringer, eleverne kan have.

”Der er jo kæmpestor forskel på, om man er synshæmmet eller har autisme. For én gruppe er én type inklusion gavnlig, mens en anden gruppe har brug for noget andet eller bør måske slet ikke inkluderes. Vi har brug for mere målrettede studier, og det ville også være godt med nogle flere danske studier, hvor vi måler på effekten af forskellige tiltag overfor de forskellige grupper af elever med særlige behov”, siger hun.

Vi har viden om inklusion fra vores erfaringer

Nina Thorup Dalgaard vil gerne væk fra en tankegang om, at inklusion altid skal være udgangspunktet for skoleplaceringen af børn med særlige behov.

I stedet skal man se på det enkelte barns situation og muligheder. Og indtil der findes kvantitativ forskning, som bedre kan forudsige, hvilke inklusionstiltag der virker overfor hvilke grupper af børn, er der heldigvis andet at støtte sig til, peger hun på.

”Der er masser af vigtige lokale erfaringer med inklusion, som vi kan bruge, når vi skal lave en individuel vurdering af det enkelte barns behov”, siger hun.

”Vi har jo efterhånden mange års erfaring med inklusion i Danmark, og den viden skal vi selvfølgelig trække på. Lærere og pædagoger har opbygget en ekspertise, vi skal bruge, og der er også forskellige gode kvalitative studier, vi har adgang til”.

Læs hele undersøgelsen her.