Kroppen kommer før hovedet i læring, når det gælder børn. Kroppen husker. Hvorfor er kroppen så nærmest forsvundet i folkeskolen? Hvorfor er der for eksempel ikke praktisk-musiske fag i udskolingen? I 1902 spurgte den amerikanske professor i filosofi og pædagogik John Dewey: Hvorfor studerer vi ikke tegning, musik, naturen og manuelle færdigheder? Det samme spørger læge og hjerneforsker Kjeld Fredens om i sin nye bog, »Læring med kroppen forrest«.

Bogen handler især om de to-tiårige børn og deres læring, og den er tænkt til lærere, pædagoger, forældre og ikke mindst til politikerne.

»Jeg er ikke tilfreds med politikernes måde at beskæftige sig med læring på. For politikerne handler det om den målbare abstrakte tænkning. De øger timetallet på de abstrakte fag på bekostning af de praktisk-musiske fag. De begynder husbyggeriet med taget og overser fuldstændig hele fundamentet«, siger Kjeld Fredens.

»Politikerne siger, at de 'også' ønsker at tilgodese hånden. Jeg siger, at læring er håndværk. Man kan lære uden at have kontakt til sin krop, men hvis det skal give mening, skal kroppen med. Vi får dummere børn i dag, fordi vi kører en testkultur i skolen«.

Ifølge Kjeld Fredens er der to spørgsmål, man skal stille sig selv, når det gælder god læring: Hvad er fundamentet? Og hvordan griber vi det an?

I forordet til bogen skriver han, at standardløsningen stadig er, at hvis eleverne ikke kan regne, skal de have flere timer i regning. Men måske skulle de bare lære det på en anden måde inden for den eksisterende ramme. Mennesket er en biopsykosocial helhed, og vores måde at udvikle os på er langt mere fleksibel, end vi aner.

Hvis man for eksempel har striglet en hest, lugtet til en hest og redet, så ligger oplevelserne mange steder i hjernen, forklarer Kjeld Fredens. Derfor er der mange steder, der kan aktiveres, når man taler om heste, og det betyder noget for forståelsen.

»Hvis man scanner hjernen hos en, der taler om at slå søm i med en hammer, så vil scanningsbilledet vise aktivitet i både hjernens sprogcenter og det motoriske område. Det betyder noget for læring at have en konkret oplevelse«.

Vi griber også til det håndgribelige - til gestikulation - når vi mangler ord til forklaring. Musik har ligefrem sit eget sprogbrug og indhold, siger han og kommer med et eksempel:

»Børn kan ikke sidde stille, når der er musik. Når treårige er til rytmik, vil de bevæge sig hurtigt, når musikken er hurtig. De ser op, når musikken er lys, og ned, når det er bassen, der er dominerende. Alt forstås i et kropsligt sprog«.

Kjeld Fredens fremhæver »de gamle pædagoger« som Frøbel og Montessori: »De havde virkelig fat i noget dengang. Vi skal ikke afskrive de skuldre, vi står på«.

Også når det gælder et fag som matematik, er det en stor fordel for mange elever at få noget konkret i hænderne, noget at arbejde med. Og så at få eleverne til at stille spørgsmålene. Tænke over, hvilke problemer det rejser. Hvad de kan undres over. For når man undrer sig, er hjernen nysgerrig og aktiv.

Vi lærer af kunsten

»Kunst er ikke en luksus. Kunst er velfærd. Det er dokumenteret. I kunsten lærer børnene at være optaget af noget, engagerede. De lærer at være vedholdende, og de lærer af deres fejl«, siger Kjeld Fredens.

»Når uddannelser, daginstitutioner og skoler skærer de såkaldt praktisk-musiske fag væk, mister samfundet ikke bare kunstnerisk skabende mennesker, men også innovation. Når skolerne fokuserer på verbale og kvantitative færdigheder og standardiserede test, indsnævres børns og unges intelligens. De kunstneriske aktiviteter og discipliner tilføjer særlige former for tænkning. Former som vedholdenhed, refleksion, evne til at lære af fejltagelser, opfindsomhed og forestillingsevne«, skriver han i bogen.

Kjeld Fredens mener, at skolen skal gives tilbage til lærerne. At new public management smadrer det hele, fordi det stadig er dét, politikerne kører på.

»Lærerne ligger i deres arbejde hele tiden under for en truende test. Der er altid en test forude, og det er ødelæggende. Vi er nødt til at turde eksperimentere noget mere, for vi har en masse viden, der viser, at kunst og natur giver meget mere læring. Kunstneriske aktiviteter giver adgang til pandelapperne, så via kunst lærer vi bedre - også på et abstrakt plan«.

For børn skal ikke bare lære noget, de skal også blive til nogen, citerer han Grundtvig for.

I sin bog skriver Kjeld Fredens om kunstens otte gode vaner, der udspringer af et forskningsprojekt om, hvad man kan lære i en målrettet kunstnerisk uddannelse. Her lærte eleverne ikke bare at tegne og male, de tilegnede sig også en særlig måde at tænke og handle på. De otte vaner er: at udvikle et håndværk, engagement og vedholdenhed, forestillingsevne, udtrykke sig, observation, refleksion, overskride grænser og undersøge, forstå en kunstverden.

Forskerne bag dette projekt mener, at de otte vaner kræver kendskab til den kunstneriske proces og derfor kun kan udvikles via kunstnerisk aktivitet.

En anden gruppe forskere skrev i 2009 om en række skoler, som de definerede som kunstrige eller kunstfattige. Der er tale om et studie over tolv år med deltagelse af 12.000 elever og studerende. Resultaterne viser, at eleverne fra de kunstrige skoler klarede sig bedre i løbet af skoletiden, men de klarede sig også bedre i deres voksne liv med hensyn til uddannelse, job, økonomi og sociale relationer.

Desværre er mange skoler i dag kunstfattige, mener Kjeld Fredens.

Bevidsthed og rumlig sans

Man skal være bevidst om, hvad man arbejder med. Det fremmer læringen. Kjeld Fredens fortæller om en musikelev, der fortæller sin lærer, at han har øvet fire timer. Men på hvad, spørger læreren. Det har eleven svært ved at forklare.

»Her siger læreren, at hvis eleven var bevidst om, hvad han øvede, så kunne han måske have klaret sig med at øve i en time. Man er selv med til at evaluere dét, man arbejder med. Det er ikke altid let at evaluere, men det kræver, at man er bevidst om, hvad man arbejder med«, forklarer han.

»Da læreplanerne kom, sagde lærere og pædagoger, at de små elever i børnehaveklassen vel ikke skal lære at regne dér. Nej, men man skal have et mål, der senere fører til at kunne regne. Måske skal man arbejde med at tælle, med mønstre og med rumlig tænkning«.

Kjeld Fredens nævner, at det betyder noget at kunne finde vej, at have rumlig viden.

»Det er vejen til science. Det er derfor, drenge ofte har det mere i hænderne, fordi det er dem, der spiller computerspil, og de gode computerspil er med til at opøve den rumlige bevidsthed«.

Han fortæller, at små børn altid begynder at tegne det, der stikker ud - arme og ben på mennesker for eksempel. Der kan man være bevidst om at udvikle børnenes kropsbevidsthed og tale om det rumlige. Hvad er op og ned, foran og bagved?

»Børn i 5. klasse skal spille basketball eller andet boldspil i stedet for at arbejde mere med forholdsord, hvis de har problemer med dem. For i boldspillet lærer de betydningen af den spiller, der er foran og bagved, og den, der står ude i siden. Allerede i børnehaven er det godt at arbejde med kropsbevidsthed, den rumlige sans og bevægelse«, siger Kjeld Fredens.

Hjernen har brug for hvile

Kjeld Fredens går ikke ind for de lange skoledage. Børn lærer ikke mere ved at skulle arbejde i flere timer med det samme, for hovedet skal ikke fyldes hele tiden. Der skal være tid til hvile, til pauser og til søvn. Børn i dag sover omkring en time mindre, end de gjorde for bare nogle år siden. Men søvn er vigtigt, for det er under søvnen, hjernen bliver renset, og det er også dér, hvor hjernen arbejder videre.

»Vi kan simpelt hen ikke være effektive hele tiden, og vi skal huske, at fravær af aktivitet også er en aktivitet. Når vi under arbejdet tænker, at nu fører det her ikke videre, skal vi tage en pause. Måske gå udenfor i ti minutter. Forskningen viser, at vi starter på et højere niveau, når vi efter sådan en pause vender tilbage til arbejdet. Så vi kan lave mere ved at lave mindre. Hjernen går ned i defaultnetværket, og den information, vi har tilegnet os, bliver bearbejdet dér i hjernen«, siger Kjeld Fredens.

Han vil også godt gøre op med nogle neuromyter: Mennesket kan ikke multitaske. Højst to procent af befolkningen er i stand til at gøre flere ting samtidig, så vi gør klogt i at gøre én ting ad gangen. Hjernen er heller ikke fleksibel. Den er plastisk, og det er noget andet.

»Når kravene til uddannelserne skrues op, må det være en lettelse for politikerne at få at vide, at hjernen er fleksibel, og at mennesket kan multitaske. Men begge dele er forkerte«, skriver han i sin bog.

Hjerne, krop og omverden hænger sammen. Men at få den cyklicitet ind, kræver tid og pauser.

Natur er velfærd

I bogen skriver Kjeld Fredens også om naturen og om udeskole. Fordi naturen betyder alt.

»At komme ud i naturen, se konteksten i det hele og få ladet batterierne op - det betyder alt. Forskningen viser, at vi får det bedre på stort set alle parametre, når vi bevæger os ud i naturen. Vi oplever også, at noget er større end os selv. Vi bliver nysgerrige. Tiden går i stå, vi bliver gavmilde med tiden, og naturen skaber ro i hovedets virvar«.

Han har selv været med på et projekt om udeskole, hvor en af konklusionerne var, at eleverne, når de var ude, ofte var helt anderledes end indenfor.

»Lærerne oplever eleverne anderledes, alle ser flere facetter af hinanden. Måske kan man få Peter, som han er ude i naturen, med ind i klassen. Vi kan designe et læringsrum derude. Igen så hænger krop, hjerne og omverden sammen. Man skal ikke bare lave hjerneaktiviteter for at skærpe hjernen. Det er ikke godt nok. Vi lærer også at være sammen på flere måder og at være alene på flere måder. Vi skal have det hele med«.

Kjeld Fredens taler om naturen som langsigtet velfærd. At tale om, hvad man kan give naturen, at drage omsorg for den, det interesserer børn. Det giver en moralsk værdi, og man kan samarbejde med naturvejledere og frivillige. Få Danmarks Jægerforbund til at stille en ekspert til rådighed, lære at partere en fasan, stege den, fiske.

»Når man oplever stor kunst eller stor natur, oplever man ærefrygt. At noget er større end en selv, at noget driver værket. Man skal have en ydmyg holdning til tilværelsen, hvis man vil lære noget. Ydmyghed er ikke selvudslettende. Den er affødt af dyb indsigt, der åbner for andres meninger, og som anerkender andres værd. Ydmyghed rummer den undren, der kun kan fastholdes, når man erkender ikke at være verdens centrum«, mener han.

»Et ord, man knap tør nævne i pædagogikken, er kærlighed. Når man brænder for noget, elsker det, så fremmer det den højeste plasticitet i hjernen. Der er ingen plasticitet, når noget er kedeligt«.