Næstformand i Den faglige forening Håndværk & Design Wisti Pedersen prøvede at arbejde med beton for at se, hvordan det kan bruges i faget.

Fagdidaktikken var i fokus på østjysk håndværk og designstævne

I weekenden mødtes de østjyske h&d-lærere for at diskutere udfordringer i det nye valgfag og fordybe sig i smedning, læder og huggehuse. "Vi havde et super godt sommerstævne med højt humør, stor gejst og dyb faglighed", fortæller Wisti Pedersen.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er blevet en tradition for håndværk og designlærerne i Østjylland at mødes til sommerstævne. Og igen i år var rammerne Haldum-Hinnerup Skolen, som har hvad flere lærere betegnede som misundelsesværdigt gode lokaler.

"Jeg fik i hvert fald virkelig øjnene op for, hvor meget man kan, når man har så lækre lokaler, som ligger lige op ad hinanden. Det er noget andet end det, vi har derhjemme, hvor lokalerne er mindre og ligger spredt på skolen", fortæller lærer Nicolaj Balle.

Håndværk- og designlærere laver glædeshop som cadeau til ny politisk aftale

Han og de øvrige deltagere havde valgt sig ind på en af seks 12-timers workshops: Huggehusprojekter, Filtning og plantefarvning, Hvid og sort smedning, Tekstildesign, Beholdere i træ og læder, Formbar beton. Derudover kunne de lørdag høre tidligere læringskonsulent i Undervisningsministeriet Heidi Bruus fortælle om udfordringer ved prøven i det nye valgfag  

"Opgaven skal gøres så bred som muligt, så de kan finde individuelle løsninger, og man udfordrer både de fagligt dygtige og dem, der har svært ved faget. Man skal tænke på, at de efter al sandsynlighed kommer til at skulle have individuelle prøveoplæg, så der skal udarbejdes mange oplæg, og de skal arbejde med forskellige ting samtidig i lokalet. Og ledelsen må overveje, om hele holdet kan prøves samtidig i lokalet - det går jo ikke, hvis man er mange på holdet. Og endelig skal man huske, at oplæggende skal være i tråd med fagets kompetenceområder", lød de overordnede råd fra Heidi Bruus.

Tidligere læringskonsulent: Håndværk og designprøven kan blive svær med store valghold

Uden linjefag mangler man håndværkskompetencer

Den faglige forening for håndværk og design er nu oppe på at lave fem stævner i alt om året. Den store Skjern-konference, som blev afholdt i sidste måned og derudover holder de lokale foreninger altså fire regionale stævner. Tre ud af fire deltagere på Haldum-Hinnerup Skolen var derfor fra Østjylland, men der kom også en del andre steder fra. Der var plads til både garvede håndværk- og designlærere med mange års erfaring og uddannelse og de helt nye i faget. Nicolaj Balle har linjefag i billedkunst og ikke i håndværk og design, men har undervist i faget i fire-fem år på Sejs Skole ved Silkeborg.

Emalje og smedning giver inspiration til valgfag

"Det er første gang jeg er med, og jeg kunne godt mærke, at selv om jeg har en fablab-uddannelse, som fungerer rigtigt godt til design-delen, så mangler jeg de håndværksmæssige færdigheder, som de andre har fra håndarbejde og sløjd".

Han underviser sammen med en håndarbejds- og en sløjdlærer, og de deler eleverne op, så han tager sig af designdelen. På kurset havde han valgt workshoppen Æsker i læder med låg i træ, og det kan han sagtens forstille sig at arbejde med sammen med sine elever på mellemtrinnet.

"Men det er jo et problem, at jeg heller ikke har sikkerhedskursus, så jeg måtte bede de andre om hjælp til de store maskiner. Det gjorde jo også, at der var nogle af de andre workshops, jeg ikke kunne vælge. Men jeg fik masser af inspiration, både fra underviserne og fra de andre deltagere, som jeg kan tage med hjem", fortæller han.

Inger Hansen har undervist i håndværk og design på specialskolen Kallevigskolen i Aarhus i to år og havde valgt huggehus-workshoppen. Hun lavede en huggebænk og en skammel, som man laver dem i Uganda.

"Det tænker jeg godt, at mine 5.-6.-klasser kan lave. Jeg har jo kun en eller to elever i værkstedet ad gangen, for de kræver ekstra opmærksomhed. I går var der en, der gik i gang med at save i høvlebænken. Det kan jo også ske i en almindelige klasse, men det er alligevel et særsyn".

Hun kommer for de konkrete ideer, som hun kan tage med hjem til undervisningen, men også for at suge til sig fra de andre workshops og deltagere.

"Jeg bliver bestemt inspireret, og det er altid spændende at høre, hvordan de andre griber faget an, og hvad de arbejder med", siger hun.

Metal som tredje dimension i faget

Gunvor Ryskov Jørgensen var i smedeværkstedet. Hun har undervist i håndværk og design i fem år og har ud over linjefag i sløjd også en arkitektuddannelse og en cand. pæd. i materiel kultur med sig. Hun har smedet før, men hvid smedning, hvor man varmer metallet op i en gasovn, var nyt for hende.

"Jeg talte med en lærer, der smeder med eleverne helt ned i 3. klasse. Det er jeg ikke lige klar til, før jeg har mere erfaring, og vi har heller ingen esse på vores skole. Men jeg skal have valgfag til næste år, og der er ingen tvivl om, at det vil give mening for de store elever. Metal er jo den tredje dimension i faget, så jeg synes, at jeg skal have det med".

Gunvor Ryskov Jørgensen var også forbi de andre workshops og synes, det var spændende at høre, hvad de andre arbejder med i det daglige. Fx kunne hun aflure nogle af de ting, de arbejdede med i læderworkshopppen og tage med hjem til sine egne forløb. Og så gjorde Heidi Bruus' oplæg indtryk.

"Hun talte om åbent og lukket modus i design, og forskellen på at genskabe, som man gjorde i modelsløjd - kopierede lærerens model - og at skabe, som man gør, når man selv finder på noget. 4.-klasserne er jo meget kreative og åbne, men de mangler materialekendskabet. Dér kan jeg virkelig mærke, hvordan det flytter noget for dem i deres designproces, efterhånden som de har flere og flere teknikker at trække på", fortæller hun.

Næstformand i Den faglige forening Håndværk & Design Wisti Pedersen glædede sig også over samspillet mellem workshops og oplæg.

"Selvom fokus lå på faglig inspiration og fordybelse i håndværket, så blev der snakket meget fagdidaktik i alle kroge, især efter Heidi Bruus' meget kompetente indlæg om valgfaget og valgfagsprøven. Alle skal have tak for det høje humør og hjælpsomhed i afviklingen af stævnet, men især den østjyske bestyrelse skal have tak for det det store frivillige arbejde, som er omdrejningspunktet for stævnets succes", siger han.