Alle værksteder blev undervejs samlet til et designoplæg, hvor de fik til opgave at lave noget med bevægelse. I emaljeværkstedet blev der fx skåret fisk, som blev sat op i net, i smedjen blev de enige om at smede fjer til et fjertæppe, der skal fungere som en rumdeler. Til sidst blev alle værkerne udstillet.

Emalje og smedning giver inspiration til valgfag

Sidste weekend mødtes håndværk og design-lærere i Skjern for at blive opdateret og inspireret til undervisningen. Det nye valgfag i 7.-8. klasse giver gode grunde til at lære nye teknikker og arbejde med større maskiner.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Trædrejning, broderi, hækling, smedning, flet, filt, belysning, emalje og læder.

Udbuddet af workshops var varieret på håndværk og design-konferencen Vide Rammer i weekenden. Oveni lå som tidligere en designopgave, som i år handlede om bevægelse, og et foredrag om 'craftpsykologi' af Anne Kirketerp, som forsker i, hvad håndværk og håndarbejde gør for vores trivsel.

Anne Lykke, som har undervist i håndarbejde og håndværk og design på Lystrup Skole i Aarhus, siden hun blev uddannet i 2009, kom hjem med det, hun var taget afsted for: inspiration, sparring med kolleger, ny viden fra forskningen og et nyt håndværk at prøve kræfter med.

"Jeg havde glædet mig til oplægget af Anne Kirketerp, for jeg har længe tænkt, at det, at vi arbejder med hænderne, har stor betydning. Mange børn i dag har svært ved at arbejde med hænderne. Når jeg får dem i 4. klasse, er der en del, som dårligt kan klippe med en saks, og man fokuserer ofte mere på det grovmotoriske som idræt. Hun talte meget om, hvad det gør ved os at komme i det flow, som jeg kan genkende fra mig selv og fra børnene, når de bliver grebet og har prøvet et håndværk nogle gange. Det var virkelig et godt oplæg", siger hun om oplægget fra Anne Kirketerp, der blandt andet har skrevet bøger om innovation i folkeskolen.

En enkel måde at begynde at arbejde med metal

Blandt workshopsene havde hun valgt emalje. Hun er oprindeligt uddannet håndarbejdslærer, og har siden fået et kompetenceløftkursus i håndværk og design, men der arbejdede de primært med træ.

Brug for fagnørderi i håndværk og design

"Jeg kan godt lide at blive sat ind i nye teknikker, og jeg har ikke prøvet så meget med metal, som jo er et af vores tre grundmaterialer. Emalje viste sig at være meget let at gå til, og i modsætning til smedningen, som vi ikke helt er klar til på vores skole, så kræver det faktisk meget lidt at komme i gang med".

På kurset lærte hun om de to grundlæggende emaljetyper. Hun lærte at save kobberet ud i en form - en lille fugl hun selv havde tegnet - og slibe det, så emaljen kan ligge på det.

Her oplevede hun, at det var overraskende nemt at save i, og emaljen skulle bare drysses på som pulver og så ind i en lille ovn og brændes et par minutter på 800 grader eller brændes med en bunsenbrænder.

"Jeg sad undervejs og tænkte over, hvordan man kunne bruge det med eleverne. De kunne sagtens lave en lille opgave hver, og så efterfølgende lade det indgå som en del af et større forløb. Det er en stor fordel, at man nemt kan skære noget enkelt - fx en trekant, eller man kan nørkle mere med det, hvis man har lyst. Og den lille ovn kostede ikke mere end 3-4.000 og kunne nemt tages frem ved behov. Jeg kan sagtens forestille mig at bruge det i udskolingen".

 

Anne Lykke ved endnu ikke med sikkerhed, om hun skal have valgfaget i håndværk og design. Men det har bestemt været med i hendes overvejelser om at vælge emalje, at det nu også er udskolingens elever, der skal undervises.

De var to afsted fra hendes skole, og hun fortæller, at de generelt i deres fagteam på seks lærere har et godt samarbejde. Også fordi de er tre undervisere på to klasser og dermed kan lære af hinanden undervejs, samtidig med at eleverne arbejder.

"Vi føler os egentlig ret godt opdaterede, og vi er gode til at hjælpe hinanden. Men det giver noget ekstra at møde en masse helt andre kolleger og blive inspireret og få udvekslet ideer. Jeg var også rundt i de andre værksteder og fik en masse gode ideer med hjem fx fra flet og læder".

Tid til at opdatere jernets magi i smedjen

Janne Thøger Hansen var en anden af de lærere, der lærte nye teknikker på konferencen. Hun havde valgt smedning i sammen med sin leder, fordi der er blevet etableret en professionel smedje i forbindelse med et historisk værksted tæt ved Østervangskolen i Hadsten, hvor hun har undervist i over 10 år med halvt skema i håndværk og design.

"Kommunens håndværk, innovation og design-opmærksomhed slår igennem på mange områder også inden for undervisning. Som min leder siger: Du har kronede dage", fortæller hun. 

Sammen med en kollega skal hun fremover have det nye valgfag i håndværk og design på 7. årgang. Hun er oprindeligt uddannet tekstildesigner fra Designskolen i Kolding og har siden taget en masse højskoleophold inden for kunst og er meritlærer med sløjd og billedkunst på linje.

"Det er længe siden, jeg havde smedet, så det var tid til en ny intro i jernets magi. Vi var fire mænd og to kvinder, og vi havde set hinanden på et andet kursus og også arbejdet sammen, men vi kunne ikke huske hvorfra. Der var ild i essen, stille intro i rundkreds og opstart med handsker i det mørke rum".

Hun fik talt en del med sin makker over ilden, som også lige havde taget linjefag i HD og fundet inspiration i de andres tilgange og underviserens modeller, der var lagt frem.

"Det er intenst at være lærende elev, når man tager alle de larmende og farlige maskiner i brug til forarbejdning. Det er langsommelige processer, og der er arbejdsstøj overalt. Alle er optaget og i løbende kontakt med underviseren, og hver en detalje tæller. Stemningen er god, og alle har travlt, også når man står med sorte hænder og sludrer over kaffe og snegle". 

Opløftet over hverdagens reflektion får luft

Ligesom Anne Lykke fandt Janne Thøger Hansen Anne Kirketerps oplæg interessant og fik bekræftet egen følelse af, hvor vigtigt det kreative rum er.

Også det at gå rundt i de andre værksteder og suge inspiration fyldte  meget.

"Det er en sorg at skulle begrænse sig, når nu muligheden for så meget viden er til stede. Men jeg bliver også opløftet over, at hverdagens reflektion får luft, at det unikke kreative miljø, man forsøger at skabe for så mange forskellige børn og unge hver uge bliver sikret, og at håndens arbejde og handlekraften får lov til at udtrykke sig. Det var fantastisk godt arrangeret og afviklet af folkene bag. Der var meget brugbart og indholdsrigt med de mest perfekte rammer på Designefterskolen i Skjern", siger hun.  

På konferencen afgik Hanni Eskildsen som formand for Håndværk og design-foreningen. Ny forband blev Irene Egeskov Sndersen.

Ny håndværk og design-formand har været med til at formulere de nye læseplaner