I øjeblikket er eleverne på Uglegårdsskolens hold for højtbegavede elever i 5.-6. klasse i gang med at bygge katapulter. Opgaven er fri, materialerne bestemmer de selv, og en vigtig del af opgaven er at fejle og finde nye veje.

Eleverne er særligt udvalg til at være med på holdet, fordi de to lærere Maria Sass Frederiksen og Pernille Wulff i samarbejde med elevernes almindelige lærere og forældrene har fundet frem til, at de er højtbegavede og derfor vil have stor glæde af det særlige hold to timer om ugen.

Der findes ikke et lærebogssystem, man kan følge, når man underviser elever, som har en IQ på 130 eller 140. Tværtimod handler undervisningen netop om at give dem nogle af de udfordringer, de savner til daglig. De opfatter nemlig hurtigt, behøver ikke gentagelser og får mange ideer til løsninger, som de gerne selv vil føre ud i livet.

”Det, vi siger til kollegerne om de almindelige timer, er: Bed dem om at lave det sværeste ved den opgave, klassen skal i gang med. Hvis de kan det, så gå videre og spørg, hvad de kunne synes er interessant og anerkend dem for det. De skal ikke sidde og skrive bogstaver i lange rækker, hvis de allerede kan læse. Hvis man tager udgangspunkt i deres motivation, så ved de ofte selv, hvad der kan gøre deres skoledag sjovere”, forklarer Maria Sass Frederiksen.

Eleverne er niveauet over dygtige elever

De to lærere har taget talentvejlederuddannelsen på Astra og tonet den i retning af højtbegavede børn.

De har læst alt, hvad de kunne komme i nærheden af om emnet, og til den afsluttende opgave har de udarbejdet deres egen model til undervisningsdifferentiering, der når de højtbegavede børn baseret på ABC-modellen af Kirsten Baltzer og Blooms taksonomi.

”Vi manglede noget i forhold til de højtbegavede børn. I ABC-modellen forbereder man sin undervisning til tre niveauer, men de højtbegavede børn er faktisk ikke på niveau C. De er niveauet over, og det italesatte vi ved at sætte det ind i en blomstermodel med et frø, en spire, en plante og så øverst en blomst, som svarer til de højtbegavede børn”, fortæller Pernille Wulff.

En anden markant forskel til ABC-modellen er, at den i visse forståelser lægger op til, at alle elever starter med at arbejde med A-opgaver, dernæst B og til sidst C.

"I blomstermodellen starter de højtbegavede elever ofte med at lave lidt af C-opgaverne, som i modellen er 'planteopgaver'. Derefter arbejder de med 'blomsteropgaver', som i høj grad er udarbejdet, så de fokuserer på de øverste trin i Blooms taksonomi", forklarer lærerne.

I starten tager det lidt tid at finde på de ekstra ’blomsterspørgsmål’, men det er som alt andet nyt, understreger de. Man vænner sig hurtigt til at gøre det, og så ved man, at man altid har noget til de elever også.

Hvorfor ikke tilbud til de højtbegavede?

De to lærere har fattet faglig interesse for de højtbegavede børn, fordi de selv har eller kender børn i kategorien.

Maria Sass' sønner går stadig i børnehave, mens Pernille Wulff har måttet flytte sine to børn til en skole for højtbegavede børn, fordi de ikke trivedes eller blev forstået på deres lokale folkeskole.

”Hverken min mand eller jeg havde set, at det var det, der var på spil hos dem. Man har jo en forestilling om, at højtbegavede børn skal være nørdede eller spille seks instrumenter. Deres folkeskole mente ikke, at de var højtbegavede, men at det i stedet var relevant at udrede dem for andre diagnoser, selvom de var testet og testen viste, at de var højtbegavede. De er glade nu på Bifrost, som er en friskole kun for højtbegavede elever, men spørger man dem, ville de hellere, at de havde kunnet gå i folkeskolen. Og jeg må erkende, at jeg som lærer simpelthen ikke kan leve med, at vi ikke kan rumme de her børn i folkeskolen”, fortæller hun.

De to lærere blev enige om at gå til ledelsen med ’et godt tilbud’.

”Vi har tilbud til motorik og ordblindhed og angst. Hvorfor har vi så ikke et tilbud til højtbegavede børn. Vores leder sagde heldigvis, at det havde han også tænkt på. Så vi fik lov til at starte på talentvejlederuddannelsen, som vi så har tonet til at handle om højtbegavede børn og ikke ’kun’ talenterne”, fortæller Pernille Wulff.

Det er vigtigt for de to lærere at understrege, at deres projekt er et trivselsprojekt, og at det ikke handler om at fremme talenter eller gøre noget for ’de dygtige’.

”Det handler ikke om, hvem der ligger i toppen af klassen. De højtbegavede har desværre meget stor sandsynlighed for at underpræstere i dagligdagen, fordi de bliver misforstået og mister motivationen. Nogle af dem har en kæmpe modstand mod læring og lærere og skolen. Man må på ingen måde tro, at ’dem skal vi lærere nok se’, og ellers ’klarer de sig nok’. Det er en helt forkert fordom, som vi gør alt, hvad vi kan for at bryde ned”, fortæller Maria Sass Frederiksen.

Pigerne kan være sværere at spotte

Pernille Wulff og Maria Sass kan begge komme i tanke om elever, de har haft tidligere, som i lyset af, hvad de ved nu, helt klart har været højtbegavede. På samme måde prøver de at hjælpe deres kolleger til at få øje på dem, som ikke er åbenlyse kandidater.

Ofte er det nemmere at få øje på drengene, som ofte reagerer mere udad, når de føler sig misforstået. Det kan så ende i forskellige bogstavkombinationer, før man finder ud af, at der udelukkende eller også er tale om høj begavelse.

”Pigerne reagerer ofte anderledes og prøver måske at tilpasse sig. Jeg havde for nyligt fat i en kollega i forhold til en pige, som min kollega under ingen omstændigheder så som højtbegavet. Hun var ikke flittig, ikke den, der læste bedst, hun rettede altid på andre, blev konstant ked af det, og var politimand overfor de andre. Så hentede jeg Poul Nissens screeningsliste, hvor man højst kan score 50, og hvis læreren scorer eleven til over 21 point, er det relevant at tjekke yderligere. Pigen scorede 48”, fortæller Pernille Wulff.

Børnene er ofte asynkront udviklede, så deres følelser kan ikke helt følge med, og derfor er det vigtigt at se på hele mennesket og ikke enten det faglige eller det sociale. De kan have lært sig selv at læse i børnehaven, men de bekymrer sig om krig uden at have følelsesregistret, der hører til de tanker, de kan tænke. Det kræver, at man som lærer møder eleverne på flere planer.

Maria og Pernille fortæller, at der er sket et stort skred i måden, man taler om højtbegavede elever på skolen i løbet af det seneste år.

”Der er helt klart lyst til en opkvalificering. Vi har haft møde med 0. klasseteamet, og vi har fået aftale om, at alle skolens lærere skal mødes og høre et oplæg med psykolog Dea Frank, som er specialiseret i højtbegavede børn. Vi har alle sammen brug for at have noget viden om de her børn. Og det er tydeligt, at det også vækker genklang hos kollegerne, når de finder ud af, hvad de skal se efter. Det giver jo en forståelse for nogle børn, som vi måske ellers helt ville misforstå og ikke kunne hjælpe”, siger Maria Sass.