Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Jeg er klasselærer i, hvad jeg vil påstå er en helt almindelig udskolingsklasse i hovedstadsområdet. I min skønne klasse med 21 elever, gennemsnitsstørrelsen på en folkeskoleklasse, arbejder vi dagligt med inklusion.

Én elev kommer fra modtageklasse med ringe danskkundskaber, to har socialkognitive vanskeligheder, tre er ordblinde og en håndfuld er født i Danmark, men har ikke en alderssvarende udviklet dansk sprogforståelse. Dertil skal nævnes, at jeg også har elever, der kæmper med sindslidelser.

Mere end halvdelen af eleverne har særlige behov og krav på noget ekstra, og det er mit indtryk, at det ikke er usædvanligt i en almindelig dansk folkeskoleklasse i hovedstadsområdet.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på min meget komplekse elevgruppe, da jeg i januar sad på tilskuerrækkerne til Kommunernes Landsforenings årlige børne- og ungetopmøde. Her var meldingen nemlig klar: Flere børn, ja allerhelst alle, skal inkluderes i de almindelige skoleklasser.

Til KL-topmødet fik politikerne det nærmest til at lyde som om, at det vil styrke folkeskolen at inkludere flere børn med særlige behov i almenklasserne. For nu skal folkeskolen åbenbart have stærke børnefællesskaber, ved at flere skal inkluderes i det store fællesskab i almenområdet.

Det lyder jo umiddelbart godt, men politikerne har bare glemt at spørge børnene og deres forældre, om det er noget, de ønsker. Dette på trods af, at de tilstedeværende elevrepræsentanter til KL-topmødet udtrykte et stort ønske om at blive spurgt.

Naturligvis er lærerne heller ikke blevet hørt. Faktisk virker det for mig slet ikke til, at KL har undersøgt, om lærerne i folkeskolen har de specialpædagogiske kompetencer til at løse opgaven eller har lagt en plan for, hvordan vi får de kompetencer.

Listen er lang

Det forventes, at lærerne skal navigere i en kompleks elevgruppe med vidt forskellige behov, diagnoser og forudsætninger. Samtidig skal vi lærere sikre høj faglighed og trivsel for alle, uanset antallet af elever, vi er i kontakt med på en helt almindelig uge.

Læg dertil at mange lærere, mig selv inklusive, oplever, at folkeskolen i stigende grad bliver brugt som løftestang til at løse sociale og samfundsmæssige problemer som angst, dysleksi, skolevægring, voldelig adfærd og læsehad. Listen er lang.

Det kan simpelthen ikke lade sig gøre at løfte opgaverne, og konsekvensen bliver, at det går ud over undervisningens kvalitet og trivslen for både lærere og elever. Det kan to-lærer-ordninger ikke råde bod på, for det vil blot skabe en dyrere folkeskole, uden at det kan dokumenteres, at kvaliteten nødvendigvis bliver bedre.

Hvis vi fortsætter med at udvide folkeskolens ansvar og lærerens opgaver med en endnu mere omfattende inklusion, bliver det børnene, der i sidste ende betaler prisen. Der er nemlig ikke lærere nok med de rette specialpædagogiske kompetencer til det, skolen egentlig er sat i verden for: Viden, udvikling, uddannelse og demokratidannelse. Jeg frygter, at det også i fremtiden bliver svært at holde på de nyuddannede lærere, hvis det øgede pres på folkeskolen og lærerne ikke stopper.

Derfor er min opfordring til alle mine politikerkollegaer i kommunerne: Lyt til forældrenes, børnenes og lærernes bekymringer om den nye inklusionsbølge og genovervej lige, om vi ikke kan finde andre løsninger end at inkludere alle i det store fællesskab – uanset deres behov.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk