Specialpædagogik er tilbage som selvstændigt fag på læreruddannelsen, og sådan et fag kræver grundbøger.

Master i specialpædagogik Helle Kloppenborg er redaktør og medforfatter på en, der netop er udkommet. Den hedder Grundbog i specialpædagogik – Alle med i undervisningen, og hendes mål som redaktør er ikke kun at sørge for, at de lærerstuderende kan sætte flueben ved fagets formelle krav efter endt læsning.

”Det jeg først og fremmest vil med den her bog er at give en robusthed til den del af ungdommen, som vælger at blive lærere. De løfter en af vores samfunds vigtigste opgaver, når de er med til at forme vores børn og unge til at navigere i en kompleks verden. De kan være stolte", siger hun til Folkeskolen. 

”Helt grundlæggende har jeg brug for at sige, at jeg har en kæmpestor respekt for lærere og pædagoger. Det er et helt uvurderligt arbejde. Og når jeg særligt nævner det, handler det om, at jeg ofte er i sammenhænge, hvor jeg møder lærere og pædagoger, der af den ene eller den anden grund er forslåede, og tror, at de skal løfte hele inklusionsopgaven alene. Og selvom de gør alt hvad de kan, oplever de alligevel utilstrækkelighed, når de ikke lykkes med det".

Helle Kloppenborg, som er tidligere lektor på Københavns Professionshøjskole og i dag er selvstændig, er selv uddannet lærer og har arbejdet i både almen- og specialfeltet samt i fængselsskoler. Hun har været viceskoleleder og konsulent i både PPR og Undervisningsministeriet. 

Mangfoldighed giver uenighed

Det er erfaringer, hun trækker på i de kapitler, hun selv har skrevet i bogen. Og en af de erfaringer er, at der ofte kan være en høj grad af konfliktskyhed i klasse- og fagteams, og at det forringer kvaliteten af det pædagogiske arbejde. 

”Hvis vi gerne vil mangfoldighed, som inklusion jo er, er vi nødt til at være mangfoldige i vores tilgange”, siger Helle Kloppenborg. 

”Vi har brug for alle fagprofessionelles perspektiver og ideer i mødet med børn og unge. Alle elever er forskellige, og vi er derfor også nødt til at behandle elever forskelligt. Nogle elever profiterer af at få at vide, at de må løbe en runde i skolegården for at brænde noget energi af eller måske tage fem armbøjninger. Andre profiterer af at få spejlet deres følelser, så de ikke oplever at være helt alene i verden med alle deres bekymringer".

Det er der uenighederne kommer ind, fordi lærerne og pædagogerne omkring eleverne er nødt til at byde ind med forskellige forståelser, som kan være i konflikt med hinanden. 

Uenighed kan være ubehagelig, men den er faktisk også en kæmpe styrke, understreger forfatteren og kommer med et eksempel fra en observation af et lærerteam.

”Der sidder tre erfarne lærere og en nyuddannet lærer, som har en dreng i klassen, der har været igennem et leukæmiforløb. Gudskelov er han blevet rask igen, og er tilbage i skole. Et par af de erfarne lærere har fået øje på, at han render rundt og leger pusher i frikvartererne. Han har sådan nogle små poser med mel i med i skole og sprøjter fra apoteket, og så går han ellers rundt i skolegården og ’sælger stoffer’. Lærerne er dybt bekymrede og konkluderer hurtigt, at han har pådraget sig traumer fra sit sygdomsforløb, og derfor må tale med en psykolog. Samtidig sidder den nyuddannede lærer og er meget nysgerrig i forhold til, hvad der foregår i drengen. Han vil derfor gerne observere hans leg i skolegården og tale med ham for at finde ud af, hvad der er i spil. Han samler så mod til sig og siger til de erfarne lærere, at han godt kan tænke sig at undersøge sagen nærmere. De erfarne lærere mener ikke, at det er en lærers opgave at tale med en dreng, der har det så svært, men den nyuddannede lærer insisterer", fortæller hun. 

Hun fortæller, at den nyuddannede lærer går ud i skolegården, og observerer drengen, der spæner rundt, og han kan se, hvordan han kommer i kontakt med de andre børn, dog uden rigtigt at blive lukket ind i de andres lege. 

”Da han har kigget et stykke tid, spørger han drengen, hvorfor han leger pusher. Drengen fortæller, at han har set filmen Ternet Ninja 2, hvor pusheren har rigtig mange venner, og hans telefon ringer hele tiden. Sådan vil drengen også rigtig gerne have det, for efter han er kommet tilbage fra sit leukæmiforløb, har hans gamle venner fundet nye venner at lege med – og drengen, som har været isoleret fra andre børn og kun været sammen med voksne i lang tid kan ikke helt finde ud af at lege. Så han tænkte, at hvis han nu blev pusher, ville han også blive populær og få mange venner”.

Det der umiddelbart lignede en sag for skolepsykologen, viste sig at være en dreng, der havde brug for hjælp til at indgå i fællesskaber og til at lære, hvordan man leger, fortæller Helle Kloppenborg.

”Det kan være svært at være uenig med flertallet, men den nyuddannedes mod på at byde ind med en anden forståelse leder frem til en helt anden løsning. Den nyuddannede havde svært ved at sige, at han ikke syntes, det var den bedste ide, at drengen skulle til at omgås endnu flere voksne. Den stærke meningsdannelse blandt lærerne gjorde, at han var tilbageholdende. Men vi er nødt til at bryde med den konsensuskultur, vi har, når ønsket er, at konfliktuerende perspektiver bliver til resurser i arbejdet med eleverne”.

Konflikter er ubehagelige - men nyttige

Mange har det bedst med at gå fra arbejde med en følelse af, at vi er gode venner med kollegaerne, og at der er god stemning på arbejdspladsen, understreger Helle Kloppenborg. 

For mennesker er flokdyr og frygter helt grundlæggende at blive udelukket fra fællesskabet, som er en risiko, når vi bryder med herskende forståelser og tænker meget anderledes end de andre.

”Det kan betyde, at der er guldkorn i det pædagogiske og didaktiske arbejde, der aldrig bliver fundet. Det er små spirer, der aldrig vokser, fordi man helst ikke vil bryde med sociale koder eller måske et særligt børnesyn".

Derfor har hun skrevet et kapitel i bogen med helt konkrete redskaber til, hvordan vi kan øve os i at byde ind med konfliktuerende perspektiver, omend det ikke altid er behageligt. 

Skab ’uenighedsfællesskaber’

Det handler om at skabe det, hun kalder ’uenighedsfællesskaber’, som er miljøer, hvor det er ok at være fagligt uenige, og hvor alle ideer som udgangspunkt er velkomne, uanset at de kan ligge langt fra det, teamet ’plejer at gøre’. 

Det håber hun, at lærerstuderende tager med sig fra bogen ud i deres praktik og første job.

”Den gode inklusion skabes i fællesskaber mellem voksne, faglige mennesker”, siger Helle Kloppenborg. 

”At være sammen om at planlægge, gennemføre, evaluere og udvikle undervisningen er helt afgørende, og det kan derfor også være svært for nyuddannede lærere at komme ud og skulle samarbejde med garvede lærere, der kan opleve det som en tidsrøver at skulle samarbejde om alt det, de selvstændigt har gjort gennem mange år. Men der må vi virkelig tage rigtig godt hånd om de nyuddannede. For det kan være svært som nyuddannet at sige til en erfaren lærer, at man har brug for tid til at planlægge sammen, eller at man mener noget andet end den erfarne". 

Hun anbefaler derfor, at lærerstuderende, nyuddannede og lærerteams træner sig i at turde være i uenighed på den gode måde, så uenigheden bliver til en resurser i arbejdet med at skabe mangfoldige børnefællesskaber.