Debat

Vi skal turde give eleverne mulighed for at dygtiggøre sig over lærerens niveau, skriver Christian Tholberg.

Talentvejleder: Hvad vil der ske, hvis vi udfordrer de dygtigste elever?

Hvis vi tør, kan vi sagtens skabe små talentudviklingsmiljøer. Men det kræver en kulturændring og mange diskussioner i skolen, mener lærer og talentvejleder Christian Tholberg.

Offentliggjort

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

“De dygtigste skal nok klare sig”. 

Det er en sætning, der gennem tiderne er blevet sagt en del gange rundt omkring på landets lærerværelser. Og ja, de dygtigste elever skal nok klare sig. Men hvorfor nøjes? Hvad ville der ske, hvis vi udfordrede de dygtigste elever - hvad hvis de ikke bare klarede sig, men fik mulighed for at udvikle sig og blive endnu dygtigere?

Det er nærmest en tradition, at vi har fokus på de fagligt svageste elever i folkeskolen. Det er fair nok, men vi ved vist alle, hvor mange ressourcer de svageste elever påtager sig. Spørgsmålet er så, hvad der ville ske, hvis man gav en lille ressource til de dygtigste elever. De elever der kommer i skole hver dag og faktisk gerne vil lære og udvikle sig.

For det første tror jeg, at man bedre ville kunne fastholde netop disse elever i folkeskolen. Der kører jo jævnligt dokumentarer som f.eks. TV 2’s "Flugten fra folkeskolen”. For det andet skal vi ikke være bange for at udfordre de dygtigste elever i folkeskolen. Og ærligt, de dygtige elever, som jeg har mødt, er ret ydmyge. De vil først og fremmest bare gerne være som resten, men engang imellem synes de, at det er ret fedt at blive udfordret. At møde opgaver, som de ikke umiddelbart bare kan løse.

ABC-modellen

Måske handler det ikke kun om at stille faglige udfordringer til de dygtigste, men i større grad om det narrativ, man sætter i gang. Hvis vi bliver bedre til at få øje på de dygtigste elever, dem, der ikke stikker ud, men passer deres skole på fornemste vis, vil vi måske langsomt hæve vores undervisningsniveau. Der findes nogle greb i talentudviklingen, f.eks. den potentiale-baserede undervisningsdifferentiering, i folkemunde: ABC-metoden. 

Jeg har fået mulighed for, at etablere og udvikle konceptet MiniForskere på Erritsø Fællesskole. Det er et talenttilbud, men eleverne skal hverken vise en IQ-test eller igennem en optagelsesprøve. For at blive MiniForsker, skal man have lyst til at lære, være vedholdende i sit skolearbejde og nysgerrig på verden. Hvilke kompetencer og evner, man har i matematik, dansk eller natur/teknologi, er ikke vigtigt.

Min påstand er, at eleverne i MiniForskere har en ret stejl læringskurve. De vælger selv, hvad deres projekt skal handle om. De bestemmer selv undervejs, men selvfølgelig bliver de vejledt i løbet af processen. 

Talentmiljøer

Vi ved godt, hvordan man skaber talentudviklingsmiljøer i elite- og foreningsidræt rundt omkring i Danmark og verden. Det har flere forskere undersøgt, f.eks. sportspsykologen Kristoffer Henriksen. Hvis vi turde, kunne vi sagtens skabe små talentudviklingsmiljøer i folkeskolen. Det er kun fantasien, der sætter grænser. 

I bund og grund handler det om, at vi skal turde give eleverne muligheden. Muligheden for at arbejde uden for stregerne, for at dygtiggøre sig over lærerens niveau. 

For at lykkes med talentudviklingen i folkeskolen kræver det mod. At man tør stille krav til eleverne, og at man tør tale om de dygtigste elever - og ikke bare lade dem klare sig selv. Det kræver en kulturændring og mange diskussioner. Hvis man tør dette, er der gode muligheder for, at det bliver sejt at være klog. Og hvem ved, lige pludselig har man måske en vinder af UngeForskere, NextLevel eller lignende på sin skole. Det kan vi godt i folkeskolen. 

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk