Thomas K. Hansen, VIFIN (tv), Malene Vangede, Styrelsen for Universiteter og Interna-tionalisering (midten) Troels Myram (th).
Vejle Kommune
EU's sprogpris uddelt til Vejle
Thomas K. Hansen fra Videnscenter for Integration (VIFIN) i Vejle Kommune og Troels Myram har modtaget EU's Sprogpris for deres arbejde med at udvikle Dansksimulatoren.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Borgmester Arne Sigtenbjergaard lykønskede prismodtagerne for det flotte innovative arbejde. I sin tale, hæftede han sig ved det store potentiale, der ligger i Dansksimulatoren, blandt andet inden for folkeskoleområdet, skriver Vejle Kommune i en pressemeddelelse.
Malene Vangede fra Styrelsen for Universiteter og Internationalisering begrundede tildelingen af prisen i det forhold, at programmet har et stærkt pædagogisk fokus og er teknologisk innovativt.
For Thomas K. Hansen er det et kæmpe skulderklap at få tildelt prisen.
"Vi har arbejdet med det her i meget langt tid, så en anerkendelse som den her er jo dejlig. Rigtig mange mennesker har været involveret undervejs i processen, og jeg ser det også som en anerkendelse af deres store arbejde."
Dansksimulatoren er et nyt online spilunivers udviklet af Vejle Kommune med fokus på udtale og dialog. En fremmedsproget elev kan her lære dansk sprog og kultur ved at bevæge sig rundt i en computerskabt version af Vejle og Jelling. Via en indbygget talegenkender taler man med og til de lokale, man møder i simulatoren.