Mikkel Thorn Jensen springer energisk omkring på gulvet i skolens sortmalede teaterkælder. Hans stemme gjalder op til de elever, der står bagerst på scenen og er for generte eller nervøse til at knæle med hånden tænksomt under kinden.

”Gentag efter mig”, råber han og bryder ud i fuldtonet sang: ”Smer-ten som jeg ken-der den …”. Kollegaen Martin Hermansen stemmer i på keyboardet, som havde de to lærere indbygget fælles metronom, og eleverne finder uden besvær ind i tonerne.

Eleverne har hørt forestillingens nykomponerede sange nonstop de seneste uger, og det er langtfra første gang, at de står på scenen. På Skovbrynet Skole skal alle elever igennem mindst tre teaterforestillinger – en i indskolingen, en på mellemtrinnet og en i udskolingen. Sådan har det været siden 1960’erne, hvor skolen var såkaldt forsøgsskole. To entusiastiske lærere startede den eksperimenterende teatertradition med et utal af forestillinger i skoletiden og fra 1995 også en teaterskole efter skoletid.

”Efter reformen i 2013 blev der skruet ned for blusset, og man mente oppefra, at vi skulle ’koncentrere os om det faglige og ikke teaterpjat’. Men vi lærere holdt fast, for teater og faglighed er netop ikke modsætninger, vi har altid haft en meget faglig vinkel i vores teater. Nu har vi fået ny ledelse, som bakker 100 procent op, så nu kan vi virkelig give den gas igen”, fortæller Mikkel Thorn Jensen og fortsætter:

”Vil man lave teater, som vi gør, og med et så solidt fagligt indhold, handler det om at turde tage favntag med det politiske lag og skoleledelsen. Det kræver modet til at prioritere timer ind i det og ikke blot regne med, at lærerne kan gøre det i deres egen tid. Så ender vi nemlig tilbage ved skolekomedien, der helt sikkert også har sine kvaliteter, men som slet ikke har den samme faglige dybde og formål”.

"Så fedt at få lov at fordybe os i det kreative sammen"

Mikkel Thorn Jensen udgør sammen med Martin Hermansen og en tredje kollega, som lige nu er på barsel, skolens teaterteam. De underviser alle tre delvist på fritidstilbuddet Teaterskolen,og delvist på Skovbrynet Skole. De står for at udvælge, omskrive og iscenesætte alle skolens forestillinger i tæt samarbejde med faglærerne.

Lige nu gælder det forestillingen ”Den sorte Tåge”, som er en modernisering af en forestilling skrevet af skolens teaterlærerkoryfæer i 1990’erne på baggrund af en sci-fi-roman.

Lærere gik selv på skolen

Eleverne har sunget færdig og begynder nu at bevæge sig rundt i vilkårlige cirkler på gulvet. Mikkel Thorn Jensen er på alle og hver enkelt med små ændringsforslag til positurer. I hånden har han manuskriptet, så han kan læse replikkerne for de elever, som er til elevrådsmøde eller på et andet hold lige nu.

Hele udskolingen er med i denne opsætning, men eleverne er delt ind i hold på tværs af klasserne. Holdene roterer mellem teatersalen, håndværk og design/billedkunst-værkstedet og fagtimer i naturfag, livsfilosofi, samfundsfag, matematik og litteratur, der hænger sammen med forestillingen. Holdene har halvanden time i hvert værksted og roterer så selv efter et sindrigt skema, der er hængt op i klasserne.

”Det er så vildt, hvad eleverne kan, når man viser, at man forventer noget af dem. De vokser og bryder deres egne grænser i de her teaterprojekter på en måde, som de slet ikke ville kunne i den almindelige undervisning”, siger Annsofie Reifling, som har eleverne i dansk, kristendom og historie.

”Jeg husker det også fra mig selv”, lægger hun til, for hun er nemlig en af de ti lærere, som selv har været elev på skolen. ”Teatret er det, jeg husker bedst fra min skoletid. Og ja, det var klart en grund til, at jeg kom tilbage – måske endda til, at jeg blev lærer”, siger hun.

Mikkel Thorn Jensen har det på samme måde. Han er også tidligere elev, og teater gør en kæmpe forskel i hans lærerliv.

”Men vi gider sgu ikke spille ’Grease’. Vores forestillinger har altid et fagligt indhold. Sidste år var det en Dan Turèll-forestilling, hvor de lærte en masse om litteratur. I år har jeg så fået lov til at bestemme, at vi også har fokus på naturfaglige emner. Jeg er ikke i tvivl om, at de lærer en hel masse både fagligt og om sig selv af vores teaterproduktioner”, siger han.

”I vores forestillinger er der ikke bare et par hovedroller, og så kan resten gemme sig. Vi har alle på scenen – nogle gange op til 100 børn – og alle har replikker. Så skal de også opleve at se deres lærere gå linen ud undervejs”, siger Mikkel Thorn Jensen.

"Ned på knæ! Hvis jeg gamle mand kan, så kan I også"

Martin Hermansen har ikke selv gået på skolen. Han ville ønske, at han havde fået det med sig, de to andre beskriver fra deres skoletid, og han er vild med at undervise så meget i teater.

”Det er sindssygt fedt at have tid til at være kreativ som lærer. Mikkel og jeg har fælles forberedelse, og produktionerne betyder meget både for lærersammenholdet, for eleverne og faktisk også for forældrene, som vælger os til på grund af teaterdelen”, siger Martin Hermansen.

Et selvtillidsboost i 9. klasse

Eleverne i teatersalen stopper op, for ind ad døren kommer tre drenge fra et andet hold slæbende på en to meter høj raket. De har den med fra håndværk og design-værkstedet, og de skal lige prøve af, om den passer i det hul, den skal stå i til forestillingen.

”Fedt, så tager vi den scene med eksplosionen med det samme”, siger Mikkel Thorn Jensen. ”Har I øvet den?” Han ser på elevernes naturfaglærer, Johan Mellerup, som normalt ville have været i gang med at forberede eleverne til sommerens naturfagsprøve, men som nu sidder her og følger tæt med i manuskriptet for at se, hvor han kan hjælpe til med sin viden. Han har i fagtimerne lært eleverne om evolution, klimaforandringer og ellipser.

De seneste ti år har 9.-klasserne ikke deltaget i teaterproduktionerne, fordi ledelsen mente, at de havde for travlt op til afgangsprøverne. Men den nuværende skoleleder, Carsten Bott, er overbevist om, at teater kan noget, som 9.-klasserne netop har behov for.

”Det er jo ikke bare tre ugers lal med te og bløde kiks. Det har et fagligt ophæng hele vejen igennem, og det, de lærer her, husker de faktisk. Hvis vi skal fokusere på resultaterne, så er det at gå til eksamen jo også en slags performance, og her bliver eleverne formidlingstrænet og får et kæmpe selvtillidsboost – hvis man kan stille sig op og tale til 250 mennesker, vil jeg hævde, at det er noget lettere bagefter at gå ind til eksamensbordet”.

”De kan det her, fordi jeg har haft dem i billedkunst og håndværk og design”

Dertil kommer, at Carsten Bott er meget opmærksom på, hvor stressede mange elever er.

”Rigtig mange unge går ned på den elendige sammenlignings-, perfektheds- og præstationskultur. Jeg tror på alle måder, det er vigtigt, at vi viser dem, at skolen også handler om fællesskabet og trivslen. Og der kan sådan en kæmpe teaterproduktion, som helt sikkert bliver en bragende succes, altså noget helt særligt”, siger han.

Mal det harmonisk grumset

Raketten passer i hullet, og de tre drenge kan bære den tilbage, for selv om den ser færdig ud, skal den alligevel have en ekstra gang sort maling. De slæber den op ad trapperne og ind i skolens håndværk og design-værksted, som Stine Larsen styrer med hård hånd. Ved seks borde er elever i gang med at producere plakater til forestillingen.

”Fordi de skifter hele tiden, må de arbejde videre på hinandens værker. Det kan godt give noget modstand, men det giver også en frihed. Og det er en rar følelse, at der kommer en og tager over på ens ide”, fortæller hun.

Bagerst i lokalet sætter hun tre drenge til at snavse det tableau af håndbyggede mursten og skrald, som eleverne har bygget og omhyggeligt malet de seneste halvanden uge, til med sort maling.

”Det skal være harmonisk grumset. Forstår I, hvad jeg mener med det?” Drengene ser kort på hende og giver sig så til at klatte med penslen frem for at male. Stine Larsen nikker og går videre til det næste bord, som har brug for hjælp.

”Det er her, vi bygger alle kulisserne, det store bagtæppe og de rekvisitter, de skal bruge. Mikkel og Martin fortæller mig, hvad de har brug for, og så får jeg det til at give mening i håndværk og design og billedkunst, så de både lærer noget af det, vi laver, og det bliver fedt i forestillingen”, fortæller hun.

Hvorfor bruge tid på skolekomedie?

Hun inspicerer en af de laptops, eleverne har fremstillet i pap, og sætter så fart mod billedkunstlokalet, hvor hun skal tjekke op på produktionen af bagtæppet.

”En fed fællesskabsfølelse”

Nogen har sat en stor højtaler ind i billedkunstværkstedet, så Eliza og Selin kan synge med på forestillingens sange, mens de ligger på det seks meter lange bagtæppe og maler. Eliza går i 9. klasse, og hun er ikke nervøs over, om de misser undervisning, de skulle bruge til afgangsprøven.

”Jeg synes faktisk, vi lærer mere, for man lytter mere efter, når man har det sjovt og ikke bare skal sidde på en stol hele dagen”, siger hun.

Selin, som går i 8. klasse, understreger det fede ved at få kammerater i de andre klasser. ”Og så kan jeg virkelig godt lide at have så meget tid til at tegne. Jeg har Stine i billedkunst, og hun er så god til at vise, hvordan jeg kan bruge alt det, jeg har lært i valgfagstimerne, her på produktionen”.

Døren går op, og Malou fra 9. klasse træder ind. Hun giver sig med det samme til at synge med på sangen fra højtaleren og udbryder: ”Ej, den der røg altså bare direkte ind på min playliste, da jeg hørte den i går”.

Hun er en af de elever, som også går til teater i fritiden.

”Jeg syntes faktisk ikke, at det var så fedt, at vi skulle lave teater her i 9., for vi har virkelig travlt. Og jeg synes godt, at fagundervisningen kunne være klasseopdelt, det vil jeg sige til dem, når vi evaluerer. Men på den anden side er det altså virkelig et selvtillidsboost at få før eksamen, og det giver simpelthen så fed en fællesskabsfølelse, når vi er sammen alle sammen om noget”.