Over jordens overflade ligner Skovbrynets Skole i Bagsværd så mange andre folkeskoler. Men kælderen fortæller en anden historie. 

En kæmpe sortmalet teatersal, tre store kostumerum med uendelige rækker af fantasifulde, farverige dragter og mange, mange hyldemeter kasser med alt, hvad et dramahjerte kan begære af rekvisitter. Overalt står der sætstykker, kæmpevåben og dragehoveder, så to elever er ansat i fritidsjob til at holde orden i lageret.

Og længst inde i hjørnet ligger teaterskolens rum, som også er de to musiklærere Mikkel Thorn Jensen og Martin Hermansens hovedkvarter. En lille hyggelig hule, som mere føles som et klubhus end et lokale på en skole.

"Ned på knæ! Hvis jeg gamle mand kan, så kan I også"

”Det er vores pauserum, kontor, øverum, forberedelsesrum, og vi har også et lille studie. Vi forbereder alle vores forestillinger sammen her”, fortæller Martin Hermansen med slet skjult glæde.

I køkkenskabene finder han en pose chips og en dåsecola til en pausesnak. Normalt er de tre lærere i skolens teaterteam, men Clara er på barsel, så Mikkel og Martin må klare den alene i år.

Al forberedelse sammen

I april laver de årsplan og finder frem til, hvilke forestillinger de vil sætte op. 

Alle elever kommer igennem tre forestillinger i løbet af deres skoletid – én i indskolingen, én på mellemtrinnet og én i udskolingen.

”Teaterskolen, som eleverne kan gå til i fritiden, har eksisteret i 30 år. Der har været teater på skolen her i 60 år. Tilbage fra den var forsøgsskole, og vores forgængere Pia og Claus eksperimenterede i 1960’erne. Det betyder, at vi har et kæmpe bagkatalog af forestillinger at trække på”, fortæller Mikkel Thorn Jensen.

”De kan det her, fordi jeg har haft dem i billedkunst og håndværk og design”

Han har selv gået på skolen, ligesom ti af skolens andre lærere også har, så han var helt sikker på, at han skulle tilbage og lave teater, da han blev færdig som lærer for seks år siden.

”Vi skriver alle vores forestillinger selv, og der er altid stort fagligt indhold. Vi bygger nogle gange på vores forgængeres forestillinger, men så skriver vi dem om til nutidigt sprog og gør dem til vores egne”, fortæller han.

Hvorfor bruge tid på skolekomedie?

Martin Hermansen er ikke vokset op med teater på skolen, men da han læste til lærer sammen med Mikkel, blev han bidt af det. Så da Mikkel ringede og sagde, at nu skulle teaterClaus gå på pension og drømmestillingen blev slået op, så sprang han til med det samme.

”Det er så fedt at have tid til at være kreative. Vi har alt vores forberedelse til forestillingerne sammen, så vi har tid til at udvikle og fordybe os, så det virkelig kan blive fedt”, fortæller han.

Martin Hermansen har kun fire almindelige musiktimer på skolen, resten af hans tid går med teaterprojekter på skolen og med en halvtidsansættelse på teaterskolen. Mikkel har flere almindelige timer på skolen i naturfag og matematik.

”Det er vigtigt, at vi er forankret på skolen, også i forhold til samarbejdet med kollegerne, for alle forestillingerne foregår jo sammen med klassernes faglærere”, fortæller Mikkel Thorn Jensen.

Man får brudt grænser

De to musiklærere understreger, at den måde Skovbrynets Skole laver teater, kræver væsentligt mere end den almindelige skolekomedie. 

Den er både forankret i skolens lange teaterhistorie. Og den handler om, at der er et lærerkollegie, der har holdt fast i traditionen – også i en periode med en ledelse, som ikke mente, at teater var det rigtige at prioritere. Og at der i dag er en ledelse, som i den grad bakker op om, at teater har værdi.

Mikkel og Martin oplever da også, at eleverne udover det direkte faglige og performative udbytte også vokser meget i løbet af produktionerne. De har flere gange oplevet elever med lavt selvværd, som langsomt løfter hovedet og ender med at shine, når de står på scenen.

”Man får brudt nogle grænser, når man laver teater, for hos os er der ikke nogen, der kan stå og putte sig, alle er på scenen, og når man er der, så er man på, uanset hvordan man kan være til daglig”, siger Martin Hermansen.

Mikkel Thorn Jensen understreger også de store muligheder, der er for differentiering i teaterprojekterne, og så måske som det allervigtigste, giver det en stor fællesskabsfølelse både blandt elever og lærere.

”Det kan synes småt, men for mig betyder det også meget, at vi har et produkt til sidst. Der er så meget i en skolehverdag, som man aldrig bliver færdig med, så det at vi her kan sætte hak og sige, så nu er det færdigt, det giver en kæmpe tilfredsstillelse”, siger han.