»Selvom det ikke er en karrierevej for mig at være julemand, så ville jeg alligevel synes, at det var ærgerligt, hvis der var et år uden nogle julemandsjob«, siger Jakob Blegvad Stenz, der i denne sæson optræder som den klaverspillende julemand ved Drag Queen-julebanko på Nyhavns Færgekro med Miss OTB (One Tall Bitch).
Foto: Peter Helles Eriksen
»Jeg kan bruge mine fagkundskaber som julemand«
Jakob Blegvad Stenz er logopæd og julemand på tiende år. Som julemand bruger han dele af sin faglighed, og så bliver han mindet om at tage julemandsegenskaberne med tilbage i klasseværelset.
FAGLIG FORNØJELSE
Der findes regler, krav, elever og kolleger, der har indflydelsepå lærerens undervisning. Nogle gange er indflydelsen positiv.Andre gange irriterende. Men lige meget hvad sker der noget godt engang imellem. Vi spørger lærere, hvornår de sidste gang gik ud adskoleporten med løftet pande og smil på læben.
Jakob Blegvad Stenz,
54 år, er talepædagog med kontor på Damagerskolen i Greve, hvorhan desuden er tilknyttet kommunens afdeling for PædagogiskPsykologisk Rådgivning (PPR). Jakob Blegvad Stenz er også formandfor Audiologopædisk Forening, uddannet musiker og fritidsjulemandpå tiende år.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
»Det var lidt et tilfælde, at jeg startede som julemand. Men min ekskone er kostumier, og hun skulle lave et julemandskostume for en dekoratør. Hun spurgte mig, om det ikke var noget for mig at være julemand. Og selv om min første reaktion var, at jeg aldrig skulle være julemand, fordi en julemand inde i mit hoved var sådan en storcenterjulemand fra amerikanske film, så endte jeg alligevel med at sige ja til opgaven. Der opdagede jeg til min store overraskelse, at jeg faktisk syntes, at det var ret sjovt.
Jeg har egentlig aldrig været specielt glad for at være den, der står forrest på scenen, men i rollen som julemand kan jeg alligevel godt holde det ud, fordi jeg ikke er mig selv. Jeg nyder at se glæden i børnenes øjne, og så synes jeg faktisk også, at jeg er en ret flot julemand. Jeg er nemlig ikke en plastikjulemand.
Når børnene kommer op til mig som julemand, så står det klart for mig, at jeg faktisk er god til at tale med børn, og det er jeg jo i kraft af mit arbejde som logopæd, hvor jeg taler med børnehave- og indskolingsbørn. Jeg opdager på ny, at når man stiller børn åbne spørgsmål, får man bedre svar. På den måde oplever jeg, at jeg til en vis grad kan bruge mine fagkundskaber, når jeg er julemand.
I mit faglige virke er det mit job at vurdere et barns tale- og sprogevner og komme med forslag til, hvordan de kan hjælpes, og det skal jeg ikke som julemand. Der skal jeg bare være en glad mand, der får dem til at grine og synes, at livet er sjovt. Og de egenskaber forsøger jeg så faktisk at tage med mig, når jeg er ude at besøge børnene i deres klasser, så de børn, der måske en dag skal ind til mig, synes, at jeg er sjov, rar og tillidsvækkende.
Jeg kommer til at savne julemandstjansen lidt i år, nu hvor corona sætter sine begrænsninger, men det ville sgu næsten være værre at skulle være julemand med visir. Hele den fysiske del er på den måde væk, og det gør det anderledes. En julemand, som børnene ikke kan gå hen til og give et kram, det lyder lidt fladt, ikke?
Da jeg købte mit eget kostume, tog jeg en beslutning om, at jeg har tænkt mig at gøre det her i mange år endnu. Jeg vil være ærgerlig over, hvis der et år ikke er bare et enkelt julemandsjob, men det er jo ikke en karrierevej, så det vil ikke være en identitetskrise. Hvis det skulle slutte i morgen, så vil jeg tænke, at jeg heldigvis har haft ti sjove år som julemand«.