I 1913 åbnede Danmarks første specialskole for 'sinker', Værneskolen på Maria Kirkeplads i København. Skolens navn antyder en bevidsthed om, at svagt begavede elever havde brug for særlig opmærksomhed og omsorg. Skolen havde da også gode forhold som lav klassekvotient og en legeplads med sandkasse.

Året efter fulgte Aarhus Kommune trop med Marienlundskolen for børn, som ikke formåede at følge den normale skolegang på byens skoler.

"I begyndelsen var værneklasser primært et storbyfænomen, men inden Anden Verdenskrig bredte det sig ud i landet", fortæller Steen Polk fra Danmarks Specialpædagogisk Forening, hvor halvdelen af bestyrelsen til daglig arbejder i PPR.

Dansk Værneskoleforening blev dannet i 1921. Foreningen skiftede senere navn til Danmarks Hjælpeskoleforening og senere igen til Danmarks Specialpædagogisk Forening. Det hedder den altså stadig, og foreningens 100 års jubilæum har fået Steen Polk til at dykke ned i to tykke bøger med gamle håndskrevne referater for at give et indblik i foreningens historie. Han var selv formand fra 2006 til 2017 og er i dag kasserer.

"Jeg har ikke kunnet finde ud af, hvorfor man dannede Dansk Værneskoleforening, men nogle må have tænkt, at denne gruppe elever havde brug for noget særligt", siger Steen Polk og henviser til, at referaterne tegner et billede af, at der for 100 år siden både manglede undervisningsmaterialer og generel viden om, hvordan man skulle gå til opgaven.

Inklusion vil være en katastrofe for barnet

Udgangspunktet for foreningen var altså eksklusion. Det går igen i et avisudklip, som Steen Polk har fundet vedlagt de gamle referater. Udklippet er ikke dateret, men det er et referat fra landsmødet i Danmarks Hjælpeskoleforening, som foreningen kom til at hedde i 1939.

Foreningens formand, kommunelærer Holger Rasmussen, indledte en debat om, hvad man skulle gøre ved de børn, som ikke kunne følge folkeskolens undervisning, mens statskonsulent F. C. Kaalund-Jørgensen holdt hovedforedraget.

"Det kan være katastrofalt for et Barn at gaa i Klasse med Kammerater, som det staar i tydeligt tilbage for i Udvikling eller Opfattelsesevne. Det mister enhver Arbejdsglæde og kan afspores sjæleligt. Hvordan vilde det voksne Menneske blive, som hver Dag sattes til en Opgave, det ikke havde Evne til at løse?", hedder det i udklippet.

Det fremgår ikke, hvem af de to der bliver citeret, men der henvises til, at stikprøver har godtgjort, at fem procent af folkeskolens børn hører hjemme i særklasser.

"Det passer næsten med målsætningen i inklusionsloven fra 2012 om, at 96 procent skulle inkluderes i almenundervisningen", siger Steen Polk, som til daglig er pædagogisk psykologisk konsulent ved PPR i Svendborg.

Inklusion kommer på dagsordenen efter krigen

På årsmødet i 1930 drøftede man Undervisningsministeriets stilling til oprettelsen af et permanent uddannelseskursus for værneskolens lærere. Det fremgår ikke, hvordan ministeriet forholdt sig til spørgsmålet, men nogle år senere gik værneforeningens ansøgning om uddannelsen igennem.

På finanslovforslaget for 1937/38 var der således opført en bevilling til afholdelse af et fire ugers begyndelseskursus på Statens Lærerhøjskole i undervisning af svagt begavede børn. Kurset indeholdt psykologi, fysiologi om hjernedefekter og almindelige legemlige svagheder, metodik og praktik, herunder småsløjd og behandling af talefejl, og besøg på institutioner. Samlet 20 timer om ugen.

I Aarhus fungerede Marienlundskolen som specialskole indtil 1943, da kommunehospitalet skulle bruge lokalerne som følge af tyske beslaglæggelser. Skolen kom ikke op at køre igen, da kommunen efter krigen foretrak et decentralt net af hjælpe- og specialklasser.

"Efter Anden Verdenskrig ville man have værneklasserne ud i almenskolen, så eleverne kunne gå i skole i nærområdet. Det passer præcist med den inklusionstanke, man har i dag", siger Steen Polk og konstaterer, at tendenser har det med at gå i bølger.

Stor opgave for klasselæreren at sende en elev videre

Inden det kom så vidt, måtte klasselæreren tage stilling til en lang række spørgsmål, når en elev skulle flyttes fra sin værneklasse. Det viser et dokument fra 1927 fra Værneskolen på Maria Kirkeplads i København.

Datidens svar på en børnefaglig undersøgelse skulle indeholde oplysninger om:

Hjemmet: Omsorgen for barnets renlighed, påklædning og ernæring, hjemmets kår og fattighjælp.

Skolegang: Regelmæssig, ofte syg, holdes ofte hjemme uden grund, kommer ofte for sent, skulker af og til.

Intelligens: Nummer i klassen af antal elever, for eksempel nummer syv ud af 16.

Karakterer: Almindeligt indtryk: God, mindre god, dårlig. Sanddruhed, ærlighed, selvbeherskelse, virkelyst, stadighed, ordenssans, forhold til kammerater og lærere, følelser for ret og pligt, for godt og ondt, almindeligt indtryk af elevens opførsel.

"Klasselærerne skulle forholde sig til meget, og det er specielt, at intelligens ikke blev vurderet ud fra en kognitiv prøve, men på baggrund af elevens nummer i klassen. Hvis lærere skulle lave samme vurderinger i dag, ville det være et kæmpe stykke arbejde, som ville kræve fokuserede pædagogiske observationer", siger Steen Polk.

Trods tilbagegang i medlemstallet var humøret højt på årsmødet for nylig.

Kurser har været et centralt element fra allerførste møde

Steen Polk præsenterede sin historiske gennemgang på Dansk Specialpædagogisk Foreningens årskursus fornylig.

Netop kurser er et gennemgående træk i foreningen gennem alle 100 år. Det begyndte på det allerførste bestyrelsesmøde den 2. august 1921. Her drøftede bestyrelsens to kvinder og tre mænd afholdelse af sommerferiekursus på for eksempel Nyborg Strand eller højskolen i Ollerup, Ryslinge, Vestbirk eller Askov.

"Foreningen holdt kurser rundt om i landet. Hvis nogle havde fået en god ide, tog man ud for at se på det. For eksempel besøgte man en sjællandsk kommune, som var begyndt at tilbyde ordblindeundervisning. Det har været vigtigt, for når du ser noget nyt, tager du det med dig", siger Steen Polk.

Han drager igen en parallel til i dag.

"Vi har meget teoretiske oplæg på vores kurser, men det vil være godt at kombinere med formidling af praktisk undervisning. Her kan vi lære af historien, men vi er blevet færre til vores årskurser. Hvor vi tidligere havde 200 deltagere, ligger vi nu på mellem 50 og 80. Det gør det sværere at få kurserne til at hænge sammen økonomisk".

Også det nordiske samarbejde har dybe rødder i foreningen.

"Man begyndte allerede at samarbejde med specialpædagogiske foreninger i de andre nordiske lande i 1920'erne, og de blev hurtigt enige om at lave en fælles undervisningsbog. Jeg ved ikke, om bogen blev til noget, men foreningen havde udsyn fra start", siger Steen Polk.

Foreningen har altid haft et tidsskrift. Til at begynde med hed det Specialisten og var foreningens eget. I dag udgiver foreningen tidsskriftet Specialpædagogik sammen med DLF.

Amagerbanken blev et dyrt bekendtskab

Danmarks Specialpædagogiske Forening havde næsten 900 medlemmer, da Steen Polk kom i bestyrelsen i 2003. Nu ligger det på 120. Trods det kraftige fald er der stadig brug for foreningen, vurderer han.

"I dag er tænkningen, at børn er forskellige, og derfor er det nødvendigt med viden om elevernes forskellige måder at lære på. Jo mere viden vi kan give om det på vores kurser desto bedre, for specialpædagogik fylder ikke ret meget på læreruddannelsen. Derfor er det vigtigt, at vi er her".

Der venter imidlertid foreningen en svær fremtid.

"Vores bogholder siger, at hvis medlemsnedgangen fortsætter, eksisterer vi ikke om fem år. Så vil vi være økonomisk færdige. Heldigvis er medlemstallet stagneret det seneste år, og jeg har tiltro til, at det vil lykkes os at vende udviklingen", siger Steen Polk.

Halvdelen af bestyrelsens medlemmer arbejder til daglig i PPR. Fra venstre mod højre ses Steen Polk (PPR i Svendborg), Stine Adelborg, Hanne Paaske Palle (PPR i Aabenraa), Dorte Thue Hansen (PPR i Svendborg), Mette Friederichsen (redaktør på Specialpædagogik), Jens Demaliath og Tina Reimann (formand)

Her kigger han ind i en mørk side af foreningens historie. En tidligere bestyrelse købte aktier i Amagerbanken for 150.000 kroner af foreningens midler, og de forsvandt, da banken gik konkurs for ti år siden.

"Der sad nogle fra Amager i bestyrelsen, som syntes, at foreningen skulle købe aktier i banken, og da vi begyndte at tale om, at vi var nødt til at få de penge ud, var det for sent. 150.000 kroner er mange penge i en lille forening. Det ville have været rart at have dem på kistebunden i dag til det videre arbejde", siger kassereren.